Tre førsteårselever fra de gymnasiale uddannelser på Campus Bornholm har fået besked om, at de er optaget på et toårigt talentprogram, der skal udfordre dem både fagligt og personligt, og hvor de blandt andet møder eksperter og topforskere til seminarer, undervisning og projektarbejde. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Programmet hedder ATU – Akademiet for Talentfulde Unge og giver blandt andet deltagerne mulighed for online-besøg på nogle af verdens topuniversiteter som Oxford, Cambridge, Harvard og Yale. Undervisningen foregår efter skole.
Uddannelsesleder Ann Due ser frem til at kunne tilbyde de nysgerrige og videbegærlige elever noget ekstra.
– Det er dejligt, at vi igen har prioriteret, at 1.g-elever fra de treårige gymnasiale uddannelser kan søge om optagelse på ATU. Alle 1.g-elever har haft mulighed for at søge. I år er to elever fra HTX og en elev fra HHX kommet igennem nåleøjet. Vi glæder os til at følge dem de næste to år og håber, de kan blive fagligt udfordret inden for netop de emner, der interesserer dem. Forhåbentlig kan de også dele den nye viden med andre elever, siger hun i pressemeddelelsen.