Guide til din weekend: Svaneke kommer til at syde af fest

Guide til din weekend: Svaneke kommer til at syde af fest
Sidste år måtte Svaneke Beachvolley holde en ufrivillig coronapause, men lørdag er den festlige begivenhed klar med en jubilæumsudgave. Arkivfoto: Allan Rieck
GUIDE | BORNHOLM | ABONNENT | 9. JUL 2021 • 20:00
Henrik Nielsen
Journalist
GUIDE | BORNHOLM | ABONNENT
9. JUL 2021 • 20:00

Sommerferien er i gang, og det samme er turistsæsonen, så der er næsten uendelige muligheder for at opleve noget i weekenden, hvis man har lyst til andet og mere end at slappe af. Øens attraktioner har åbent, Christiansø ligger kun en lille sejltur væk, og flere steder langs kysten er røgerier klar til at sælge en sild, en makrel, et stykke laks eller noget helt fjerde.

1. Selvom EM-festen desværre er slut for Danmarks vedkommende, så kan fodboldfesten fortsætte i Hasle, hvor der lørdag er Sildebold på stadion. Igen i år er Sildefesten aflyst på grund af coronarestriktioner, men den årlige fodboldturnering for fempersonershold bliver gennemført. Der er plads til 499 på pladsen, så det kræver et armbånd at komme ind og heppe på de tilmeldte hold. Stævnet begynder klokken 10, og en halv times tid senere går de første kampe i gang.

2. I Svaneke løber et af årets højdepunkter af stablen lørdag. Det er Svaneke Beachvolley, der genopstår efter et års ufrivillig coronapause. Optoget gennem byen er altid en festlig begivenhed, og i år bliver det nok ekstra underholdende, da arrangementet har 25 års jubilæum. Af samme grund er årets tema alle de temaer, der har været i årenes løb. Der er altså frit valg blandt alle tidligere temaer, når deltagerne skal klæde sig ud. Det foregår klokken 12.

3. Siden november 2008 har Galleri Rasch holdt til i Bornholms Tidendes tidligere rotationshal i Nørregade i Rønne, men det er snart slut, da bladhuset selv skal bruge lokalerne. Derfor er det den sidste udstilling i de nuværende rammer, der åbner med fernisering lørdag klokken 13. Galleriet har besluttet at honorere fire fra egne rækker for lang og tro tjeneste. Derfor bliver Hanne Ø. Pedersen, Esben Bagger, Verner Bendtsen og Per Jensen de sidste, som får æren af at udstille i den nuværende udgave af Galleri Rasch. Foreningen bag galleriet håber inden længe at kunne åbne igen i andre lokaler.

4. På weekendens andendag kan man tage i skoven og samtidig kigge nærmere på økosamfundet Friskoven, som er ved at opstå omkring den tidligere produktionshøjskole på Bygaden i Aakirkeby. Søndag klokken 10 inviterer folkene bag projektet indenfor og byder på en rundvisning, så interesserede kan se, hvad der er sket, siden kommunen solgte ejendommen. Rundvisningen begynder fra engen ved Bygaden 15. Der vil også være et lille loppemarked, hvor Friskovens børn vil forsøge at sælge lidt.

5. I år har Dagli'brugsen Østerlars sammensat et sommerprogram med masser af aktiviteter, og søndag er turen kommet til Land møder By. Der vil være udstilling af maskiner fra lokale virksomheder, hønseskidning ved fjerkræavlerforeningen og skydning ved idrætsforeningen ØB Sport. Dagen byder også på limousinekørsel ved Gudhjem Bus, ponytræk ved Risegård og grill med Østerlars Borgerforening. Og der vil også være naturbingo og musik. Festlighederne begynder klokken 11 og varer til klokken 16.



FÅ ABONNEMENT