Grønt lys for gule klinker gav rødt lys for indkørsel

| 14. NOV 2019 • 22:25
Af:
torben-oestergaard-moeller

14. NOV 2019 • 22:25
Først nogle dage på den ene side, så nogle dage på den anden – og så har Magstræde i Rønne fået opgraderet fortovsbelægningen.

Regionskommunens folk er netop færdige med at lægge nye klinker på fortovet i Magstrædes ene side, og torsdag gik de i gang på den modsatte side.

Det vil sige, at de gamle – ligeledes gule, men i andet format – hasleklinker, som ikke  længere produceres, bliver udskiftet. Dermed bliver de også ens med klinkerne i den nordlige del af Nørregade og i eksempelvis Store Torvegade, hvor de ligeledes blev lagt på fortovet sidste år.

Ingeniør Carsten Pedersen, Ejendomme og Drift i regionskommunen, forklarer, at projektet går ud på at få rettet fortovet op, fordi det gennem årene er sunket lidt  hist og her, for eksempel på grund af store lastbiler, som har været oppe over kantstenen.

– Og så passede det med at få udført arbejdet nu, hvor det ikke er blevet rigtig vinterkoldt, siger han.

Er der andre steder, ud over på den anden side af Magstræde, I skal rette fortove op?

– Alt efter vejr og vind vil vi også gerne have ordnet det stykke, der ligger med betonfliser fra Magstræde og hen til Store Torvegade på landsiden, så det også får det samme udseende. Men får folkene pludselig travlt med at salte og rydde sne, er det ikke sikkert, vi når det, siger Carsten Pedersen.

Derudover er det også planen at få skiftet knækkede fliser rundt omkring, oplyser han.