Bornholms Tidende har på anbefaling af arrangørklubberne Tejn IF, Nyvest, AaIF, ØB Atletik, SÅN-løberne, Viking Atletik og AaIF besluttet at aflyse årets grand prix-serie.
Indtil videre er kun ét af de planlagte ti motionsløb, Nytårsløbet i Hasle Lystskov, blevet gennemført, og med mindre de restriktioner, der er indført som følge af coronakrisen, skulle blive ophævet, er der kun ét løb tilbage, Stavehølløbet, som falder uden for karantæneperioden. Finaleløbet i Østerlars skal efter planen afvikles den 26. september.
– Umiddelbart virker det ikke realistisk, at alle de otte grand prix-løb, der skulle være afviklet fra marts til og med august, udsættes og afvikles i september-december. Der er allerede flyttet flere arrangementer til september og oktober, og vi ved ikke, om der fortsat vil være restriktioner til den tid, udtaler Nyvest Atletiks formand, Kirsten Kyndesen, på vegne af de seks løbsarrangører.
Nyvest har sammen med ØB Atletik, SÅN-løberne og AaIF allerede besluttet at aflyse Aarsdaleløbet (25. april), Borgedalsløbet (3. maj), Nexø Gadeløb (8. juli), Onsbækløbet (6. august) og Aakirkebyløbet (7. august).
De øvrige løb i grand prix-serien kan stadig nå at blive afviklet, men uden at der tildeles grand prix-point. Det gælder Fredensborgløbet og Softice-løbet i Gudhjem, der begge arrangeres af Viking Atletik, og ovennævnte Stavehøl-løbet i Østerlars.
Bornholms Tidendes grand prix-serie har været afviklet hvert år siden 1994, men opstod allerede i 1980’erne, hvor det var Dagbladet Bornholmeren, der stod som arrangør.