Fund af tudsegamle svaneøgler på strand - særligt én overrasker

Fund af tudsegamle svaneøgler på strand - særligt én overrasker
Det ser ikke ud af meget, men Statens Naturhistoriske Museum har sendt dette billede til Tidende og oplyser, at det forestiller pleiosaur-unge-fossilet. Foto: Sten Lennart Jakobsen, Statens Naturhistoriske Museum
26. AUG • 15:30
26. AUG • 15:30

I alt fem plesiosaurer – også kendt som svaneøgler – er blevet identificeret fra bornholmske fossiler, der er cirka 190 millioner år gamle, oplyser Videnskab.dk og slår fast, at især en af dem begejstrer forskerne.

Det er lykkedes forskere fra blandt andet Statens Naturhistoriske Museum at registrere fem nye plesiosaurer ud fra fossiler fundet på Bornholm.

Det oplyser Videnskab.dk, som yderligere fortæller, at plesiosaurer også kendes under betegnelsen svaneøgler og var en gruppe af øgler på op til 15 meter, der levede i havet på samme tid, som dinosaurerne herskede på landjorden.

Fundene er gjort ved stranden nær Hasle, og særlig ét af fossilerne får forskerne til at hæve øjenbrynene:

– Vi kan se på knoglen fra et af individerne, at det er en plesiosaur-unge. Dem har vi kun en håndfuld eksemplarer af i hele Europa, forklarer således Laura Jane Cotton, som står bag studiet, til Videnskab.dk.

Plesiosaurerne var toprovdyr, som levede i det meste af verden for et par hundrede millioner år siden og frem til det nok så berømte meteornedslag for 66 millioner år siden, som gjorde det af med dinosaurerne.

De fem plesiosaurer fra Bornholm er ikke komplette nok til at fastslå præcis, hvilken art der er tale om, og selv om fundene kan betegnes som nye, er de flere år gamle, idet de er gjort mellem 2009 og 2019, men altså først nu er blevet analyseret, fortæller Videnskab.dk.

Det slås i øvrigt fast, at det bornholmske materiale er yderst sparsommeligt og består af en tand og enkelte knoglefragmenter, men det er altså ikke desto mindre lykkedes forskerne at slå fast, at der er tale om plesiosaurer fra pliensbachien-alderen, som ligger for cirka 192-184,2 millioner år siden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT