Fuglenes dag ved Udkæret: 'Det er bedst at begynde om foråret, så der kun er bogfinker og gulspurve'

Fuglenes dag ved Udkæret: 'Det er bedst at begynde om foråret, så der kun er bogfinker og gulspurve'
På halvanden time var der observeret 38 forskellige fuglearter ved Udkæret i Vestermarie, hvor Dansk Ornitologisk Forenings lokalafdeling havde inviteret til Fuglenes dag. Foto: Berit Hvassum
Søndag 30. maj 2021 • 19:34
Henrik Nielsen
Journalist
Søndag 30. maj 2021 • 19:34

NATUR

Fire forskellige slags ænder står på de første pladser på den liste, Eilif Bendtsen viser frem. Listen er en oversigt over de fuglearter, der er registreret ved Udkæret i Vestermarie på den halvanden time, der er gået, siden Fuglenes dag begyndte klokken 10.

Egentlig var der ikke planlagt noget her på øen denne søndag, men det ville den rutinerede fuglemand ikke acceptere, så han satte sig selv til at bemande fugleterrasserne ved Udkæret i fire timer. Det er et godt sted, hvis man gerne vil se nogle forskellige fugle.

– Hvor der er vand, er der fugle. Hvis man kører rundt inde i fædrelandet, ser man selvfølgelig nogle fugle, men der skal helst være lidt vand, så kommer der flest fugle, fortæller han, da avisen kigger forbi.

Ikke så mange unge

På det tidspunkt har han noteret 38 forskellige arter og 18 gæster, deriblandt Danmarks måske bedst kendte fugleentusiast.

– Vicky har været her. Kender I hende? Vicky Knudsen?

Eilif Bendtsen og Vicky Knudsen har kendt hinanden i mange år. I 1990'erne begyndte hun i ungdomsafdelingen i den lokale afdeling af Dansk Ornitologisk Forening.

– Den er desværre forsvundet nu. Der er ikke særlig mange unge mennesker mere, siger Eilif Bendtsen om den lokale ornitologiforening.

Selv er han 76 år. Siden han kom til Bornholm for 30 år siden, har han arrangeret fugleture, men har er begyndt at slappe lidt af, og han synes, der mangler nogle lidt yngre.


Det var det grå segment, der dominerede til Fuglenes dag. Den fra tv og radio kendte ornitolog Vicky Knudsen kiggede dog også forbi, og Eilif Bendtsen fra Dansk Ornitologisk Forenings lokalafdeling tror, at det kan gavne interessen for fugle, at landets måske bedst kendte fugleentusiast kommer fra Bornholm. Foto: Berit Hvassum

Ud i naturen

De tilstedeværende på fugleterrasserne tilhører også det grå segment, men holder øje med fuglelivet med et ungdommeligt engagement. Pludselig mener de, at de har fået øje på en lille lappedykker.

– Tidligere var der altid fem nede i Rønne Havn, men minken har taget dem alle, siger Eilif Bendtsen.

Fuglen viser sig at være en hvinand, der i øvrigt også ligger for højt i vandet til at være en lille lappedykker.

– Der er mange at tage fejl af, siger Eilif Bendtsen og bladrer igennem sin fuglebog.

Er man nybegynder, kan man med fordel begynde med folderen "Oplev fuglekoret", fortæller han. Den ligger på Fugleværnsfondens hjemmeside. Den er god, den indeholder en masse fugle, og den fortæller lidt om, hvordan man kan genkende deres sang. Derudover handler det om at komme ud i naturen.

– Det er bedst at begynde om foråret, så der kun er bogfinker og gulspurve. Så kan man efterhånden lære det. Det tager sin tid at få dem ind i hovedet, men når først de er der, så bliver de der. Så glemmer man dem aldrig, fortæller han.

Bogfinke og gulspurv er også blandt de arter, der er set ved Udkæret denne dag.



En sijllavitta



‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
FÅ ABONNEMENT