Henriette Bell er også oldermand for Bornholms Frisørlaug. Hun fortæller, at frisørerne rundtomkring på øen har fået enkelte henvendelser fra københavnere, der vil have styr på frisuren.
Men når frisørerne fortæller, at der er op mod en måneds ventetid, trækker de fleste følehornene til sig.
– Der er enkelte, der har kontaktet frisører rundtomkring på øen. Jeg tror, at mange af dem har forbindelse til øen i forvejen. Jeg tror ikke, at vi får decideret frisørturister, siger Henriette Bell.
Hun siger videre, at frisørerne også prioriterer deres egne faste kunder, og derfor har de ikke særlig grund til at gøre plads i stolen til københavnere.
Henriette Bell forventer, at hun det næste stykke tid skal arbejde omkring ti timer om dagen for at følge med efterspørgslen.