– Vi henholder os til loven og er lovlydige mennesker. Vi opfordrer også andre til at overholde reglerne. Men autocampere ér indregistrerede som personbiler, derfor er loven sådan, at der, hvor man må parkere med en personbil, der må vi også parkere med en autocamper. Så længe vi holder os inden for afmærkningen af båsene, siger han.
Han forstår imidlertid godt, at det kan genere de lokale og andre turister, hvis en parkeringsplads er fyldt med autocampere.
– Hvis der holder 10-15 i forreste række til udsigten, kan vi godt diskutere, om det nu er rimeligt. Vi plejer fra foreningens side at sige, at autocampere måske ikke behøver at holde i forreste række, men måske kan forholde sig lidt mere ydmygt og i taknemlighed over at måtte holde der finde en plads længere væk, siger han.
Formanden mener, at man kan løse problemerne ved at lave en afdeling til autocamperne lidt afsides, hvor det af skilte fremgår, at de må holde der en enkelt nat.
– Når det bliver så populært, at de holder tæt som fluer på fluepapir, så er det ikke sjovt for nogen, siger han.