Folkemødet ville begrænse gratis alkohol. Det holdt i cirka to timer

Folkemødet ville begrænse gratis alkohol. Det holdt i cirka to timer
Øl på bordet ved Folkemødet forrige år. En ny regel om at begrænse arrangørernes adgang til at dele gratis alkohol ud fik kun et kort liv, da Folkemødet lancerede den fredag. Foto: Torben Østergaard Møller
Lørdag 26. oktober 2024 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
Lørdag 26. oktober 2024 • 15:30

En ny regel om at arrangører på Folkemødet kun må dele én gratis genstand ud til deltagere gjaldt kun et par timer, efter at den var blevet offentliggjort. Folkemødets bestyrelse har nu trukket hele det nye regelsæt tilbage for at se på alkoholreglen igen.

Slut med at arrangører på Folkemødet må dele alt det gratis fadøl ud, som de vil. Fra næste år bliver det kun én gratis genstand pr. deltager.

De to nye regler stod fredag i Folkemødets nye håndbog for arrangører af begivenheder. Her fik arrangørerne også at vide, at de næste år først må begynde at servere alkohol klokken 16.

Reglerne gjaldt dog kun i et par timer fredag eftermiddag. Så blev de trukket tilbage igen. Det skete efter at Berlingske fredag klokken 15.26 offentliggjorde historien om de nye og skrappere alkoholregler.

En time og 17 minutter senere kunne avisen så fortælle, at den skærpede kurs mod alkohol ikke længere var officiel Folkemødet-politik, men at Folkemødets bestyrelse nu går tilbage i laboratoriet og kigger på reglerne igen.

– Vi har taget den her arrangørhåndbog af igen, og så bruger vi lige weekenden på at omformulere den sætning der, sagde Folkemødets næstformand Carsten Grønning, da Berlingske fulgte op på historien fredag klokken 16.43.

Grønning forklarede samtidig, at hensigten med de nye regler var at få flere unge til at komme til Folkemødet.

– Som det er formuleret nu, er det jo lagt over til arrangørerne, og det synes vi ikke er rigtigt. Det er jo vores ansvar i sidste ende. Vi prøver at lave formuleringen om, så det fremstår, som om vi beder folk tænke over, hvad der foregår, sagde Carsten Grønning fredag eftermiddag.

Folkemødet mener faktisk slet ikke, at man har ret til at begrænse arrangørernes adgang til at dele alkohol ud.

– Hvis der skal stå den formulering, så skal den jo også håndhæves. Vi er jo ude i det offentlige rum, og de arrangører, der uddeler alkohol, har jo en alkoholbevilling, så vi kan som folkemøde ikke have ret til at kræve noget andet, sagde Carsten Grønning til Berlingske.

På den korte tid før Folkemødet selv trak de nye regler tilbage, nåede en del kritik at brede sig.

"Folkemødet er ved at udvikle sig til en sommerlejr for Afholdsforeningen og Alternativet. Hvad med at arrangørerne bruger tiden på dem, der lægger penge i arrangementet og rent faktisk elsker at komme på Folkemødet? Det bliver og mere politisk korrekt, og det er ikke til at holde ud", skrev den bornholmskfødte politiske kommentator Jarl Cordua på Facebook.

"Der er INGEN fulde mennesker. Der er ingen problemer. Det er latterligt", skrev Jarl Cordua også.

"Ha ha ha – hvor er det dog absurd gakkelak. Men omvendt viser de jo, hvor absurd en verden vi ville komme til at leve i, hvis de fik rigtig magt en dag", skrev Liberal Alliances grundlægger, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen.

Ifølge Berlingske lægger Folkemødet med de nu skrinlagte regler også op til, at arrangører ikke længere må dele gratis merchandise ud.

"Af hensyn til vores jordklode og for at sikre dialogen som det bærende element på Folkemødet er det ikke tilladt at uddele gratis merchandise, flyers eller lignende", hedder det i den nye håndbog for arrangører, som Folkemødet altså nu har trukket tilbage.

 

 

 

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT