Men hvordan kan det være, at tøjet bare er gratis?
– Jeg synes, det er smart, at man kan indlevere sit tøj og så finde noget andet i stedet - særligt med babytøj. Og så er Multihuset jo ikke så dyrt, så vi bruger ikke penge på at leje en gymnastiksal. Vi sælger kage og så modtager vi donationer, og så kan det som regel løbe rundt. Men vi er også bare en projektgruppe, der står for det. Vi er ikke en forening, og vi har ikke rigtig lyst til at have for mange penge, forklarer Elisabeth Haase.
Klokken nærmer sig lukketid, og der står stadig masser af sko tilbage, ligesom der stadig er tøj på både borde og bøjler. Det er ikke så godt, for det er faktisk vigtigt, at man når man afleverer noget til markedet også er med på at tage noget med igen - og i princippet var det optimalt, hvis folk tog lige så meget med, som de indleverede, så ringen for alvor var sluttet.
Sådan er det imidlertid ikke, og derfor skal det resterende tøj nu sorteres og uddeles i forskellige puljer, der skal sendes forskellige steder hen. Noget til genbrug, andet til loppemarked og endnu andet laves til babypakker.
– Vi har virkelig gjort et stort arbejde for at få så meget muligt videre. Det tror jeg også er vigtigt for de frivillige, at de kan se, at det ikke bare er affald, forklarer Elisabeth Haase.