De har meget at se til de fire partier, som efter nytår står bag konstitueringen med borgmester Jacob Trøst i spidsen. Der er en del formalia, der skal på plads, inden den nye kommunalbestyrelse begynder sit arbejde umiddelbart efter nytår. Derudover skal de fire partier tale sig til rette om, hvad de i fælles flok og hver for sig mener om dette og hint.
Et af punkterne er Dams Gård, som i forbindelse med udviklingsarbejdet i Rønne er udset til en form for kultur- eller foreningshus. Det har partierne ikke haft tid at drøfte endnu. Hver især har de dog gjort sig nogle tanker om, hvad der kan ske med den karakteristiske ejendom i Krystalgade.
Konservative Jacob Trøst fortæller, at han er mest indstillet på at sælge den for at skaffe nogle penge til børne- og ungeområdet. Dermed ikke sagt, at det er det, der bliver enden på det.
– Det vil indgå i den samlet drøftelse af, hvad vi skal med vores bygninger. Der spiller Snorrebakken også ind, når vi har sat det i bro. Derfor skal vi finde ud af, hvordan vi løser det, og det omfatter også Dams Gård, siger den kommende borgmester.