Fik forruden ødelagt i Sverige – måtte opgive at anmelde sagen

Fik forruden ødelagt i Sverige – måtte opgive at anmelde sagen
– Det ærgrer mig, at svensk politi ikke ved, at der måske sidder en eller anden tosse og skyder med luftgevær, siger Christine Holst. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 5. NOV 2021 • 15:30
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
5. NOV 2021 • 15:30

Christine Holst og hendes mand fra Klemensker fik forruden i bilen ødelagt den 20. oktober, men efter flere forsøg både via telefon og over nettet har de måtte opgive at foretage en anmeldelse til svensk politi. Rønneboen Joel Pepke Andersen kender til lignende problemer.

Lørdag den 23. oktober fortalte Christine Holst fra Klemensker i Tidende om, hvordan hun og hendes mand om onsdagen havde fået ødelagt forruden på deres nyerhvervede brugte bil, mens de på vej hjem gjorde ophold på parkeringspladsen ved Skånegården, umiddelbart efter at have passeret Øresundsbroen.

De strakte ben i måske 10 minutter, men da de kørte ud fra parkeringspladsen, opdagede de et hul i ruden, som de vurderer til at stamme fra en luftbøsse eller lignende, der var blevet affyret mod bilen, måske fra noget bebyggelse nær ved.

Parret ville naturligvis anmelde episoden til svensk politi, men måtte efter i alt fire forsøg med opringning til 11414 opgive at anmelde sagen. Christine Holst blev hver gang kun mødt af en af automatstemme, som blandt andet udbad sig hendes personnummer, hvorefter hun fik at vide, at det var "fel".

Sådan så Christine Holst og hendes mands forrude ud efter opholdet på parkeringspladsen ved Skånegården i Sverige. Privat foto


Hun er jo dansk statsborger, og Christine Holst valgte derfor i stedet at køre til Politigården i Rønne dagen efter, hvor hun dog blev henvist til at kontakte svensk politi – på nummer 11414.

Tidende var dog i forbindelse med artiklen i kontakt med både svensk politi og Bornholms Politi, og fra sidstnævnte lød beskeden skriftligt, at "borgeren har i det beskrevne eksempel gjort præcis, som man skal gøre i henhold til svensk politis egen anvisning".

Alternativt kan "anmeldelsen indgives digitalt på svensk politis hjemmeside", skrev Bornholms Politi.

Fra svensk politis pressetalsperson lød den mundtlige kommentar, at ved en akut situation skal man ringe 112, "men ellers er det helt rigtigt, at man skal ringe 11414 (...). Der sidder personer døgnet rundt, man kan tale med".

Dertil oplyste pressetalspersonen, at man også er velkommen til at foretage en skriftlig anmeldelse via polisen.se.

Fantastisk

Da Christine Holst læste avisen, vejrede hun morgenluft og forsøgte straks efter weekenden at levere en skriftlig anmeldelse til svensk politi.

– Det var jo fantastisk, så det greb jeg fat i, ler hun.

– Og det, der er lidt interessant, er, at man sagtens kan finde hjemmesiden, men der er derefter syv trin, man skal igennem, og allerede i løbet af de første to bliver man hægtet af. Man bliver bedt om navn, adresse og "län" (amt, red.), og i län skrev jeg i første omgang ingenting, men det forhindrede mig i at gå videre. Jeg valgte så at skrive "Skåne", hvilket den tog for gode varer, men så skulle jeg indtaste mit personnummer – og der går det helt galt. Jeg fik at vide, at mit personnummer var ugyldigt. Der er ingen mulighed for at svare på, om man er svensk statsborger eller udlænding, og der hopper kæden af.

Det fremgår også af et af billederne til denne artikel, hvor man kan se, at Christine Holst har begået to fejl, som hindrer hende i at komme videre med anmeldelsen.

– Det er det med län og det med personnummeret, konstaterer hun.

Syv trin skal man igennem ved en skriftlig anmeldelse. Privat foto



Det ærgrer mig

Er der sket noget siden da, eller har du opgivet at foretage en anmeldelse?

– Jeg har bare opgivet, siger hun.

– Men det ærgrer mig, at svensk politi ikke ved, at der måske sidder en eller anden tosse og skyder med luftgevær, eller hvad det nu kan have været. Og når jeg siger, at vi tror, det er et luftgevær, der er blevet brugt, skyldes det dels, at det skete, mens vi holdt stille og var ude af bilen, dels at vi på turen mod København havde gjort holdt ved en af de små byer i Malmø-området, hvor vi gik en smuk tur ind i en efterårsskov. Der kunne vi se, at alle de trekantede skilte med advarsler om elge på vejen og alt muligt andet stort set alle havde de samme små huller, som om nogen har skudt efter dem.

Og din anke er altså, at for bornholmere, som ofte rejser gennem Sverige, er det simpelthen for svært at få lov til at foretage en anmeldelse, hvis man oplever noget på turen, som politiet bør få besked om?

– Ja, det er skræmmende. Der er jo ikke taget højde for, at anmelderen kan være en af 40.000 bornholmere, som ikke har svensk personnummer, siger Christine Holst.

Som det fremgår, bliver Christine Holst bremset i sin anmeldelse over nettet, fordi hun svarer "forkert". Privat foto

 


Rønnebo: Det er fortvivlende

Christine Holsts problemer med at foretage en anmeldelse til svensk politi underbygges af en oplevelse, som rønneboen Joel Pepke Andersen havde for et års tid siden efter et besøg i Ikea i Malmø.

Ved ankomsten hos datteren og svigersønnen i Staffanstorp gik det op for familien, at bagagerummet var fuldstændig ryddet.

– Det var jo rigtig irriterende, og vi ville anmelde det til politiet, siger Joel Pepke Andersen, som dog måtte erkende, at det var lettere sagt end gjort.

– For hvis man går ind på sin computer og vil lave en anmeldelse, skal man angive personnummer eller postnummer, og så går det galt, siger han, som aldrig forsøgte at ringe 11414.

Hans konklusion er altså den samme som Christine Holsts.

– Man kunne godt ønske sig, at svensk politi fik lavet det om på deres computersystem, siger han.

– Men dagen efter gik vores svigersøn, som er svensker, så på computeren og anmeldte det og fik også en besked fra politiet om, at anmeldelsen var gået igennem.

Og også din pointe er altså, at som bornholmer er det svært at få lov til at foretage en anmeldelse?

– Ja, det er det. Det er fortvivlende. Man bliver lidt ked af, at man ikke kan trænge igennem til politiet, siger Joel Pepke Andersen.

Han fortæller videre, at hans datter for et par måneder siden i indkøbscentret Emporia i Malmø havde indbrud i sin bil og fik stjålet blandt andet et par computere.

– Og forsikringsselskabet fortalte, at det er et af de steder, det kan være risikabelt at parkere, siger han og tilføjer:

– Så der er nu tre steder i Sverige, hvor vi helst ikke parkerer, fordi vi har hørt, at danske biler risikerer at bliver ribbet. Det er ud over ved Ikea og Emporia i Malmø ved Willys i Ystad. Som minimum tømmer vi i hvert fald bilen, hvis vi skal holde der, siger han.