Fâulakongræss omkræjnn Sântehânsdâ

I morgen fejrer vi Sankt Hans, og i den anledning har jeg fundet et digt frem, som udspiller sig netop omkring dette tidspunkt af året. Digtet, der har titlen “Fâulakongræs”, er skrevet af Otto J. Lund og indgår i digtsamlingen “Ejn Urtakåst” (en buket) fra 1933.

Med et glimt i øjet skildres fuglenes forhandlinger på den årlige fuglekongres. Kongressen munder ud i, at dirigenten, den kloge ugle, opsummerer tingenes tilstand med en kommentar om, at ‘varsta Fiene, ded e vos sæl’. Mon ikke Otto J. Lund trækker på egne erfaringer fra virket i sogneråd og forskellige andelsforeninger.

Digtet anføres med originalens retstavning.

Fâulakongræs

I Sommars, de va omkrænj Sântehânsdâ,

skujle Fâulana en Kongræs âu hâ.

Svâlan va runt å gâ ajle Besje;

men Sporrenj ble sletikje gjæsbønj me.

Nok e di Demokrâter, men Måda me alt,

å Kontingænted va’nte hæjler betalt.

Larkan hon møte som Referænt,

å Uglan di valde te Derigænt.

Forhanlinjsprotekåln lâ hon mit på Bored,

sâ Tak for Val å gâ Forsamlinjen Ored.

Strajs Krågan på Tâlarastolenj floj op.

“Jâ synes, a nu må vi livel saj stop.

På Slajtarens Møjdynj lå et got Ben,

de tâu jâ å sjylded i bâg enj Sten;

for i fajl de knev vad ju got å hâ;

men Ræwapælsenj hanj stâled enj Dâ.

Å Menjesken e såmænj ikje stort bær,

di skujle mæjles, de va’kje stort bære vær.

Di behanla vos ævent som om vi va Sporra,

å derfor jâ mener, a nâd må vi gjorra.”

Nu Skaddanj vad så der om Ored bâ.

“Va e de då âu for en Regjerenj vi hâ,

a hon ente târ saj å seddan nâd;

men bâra sæl sedder ved Grødafâd,

mæns Ræwenj vært Ben frå vos anre târ.

Jâ mener som Krågan, a nu ed snârt nok;

men vi må som anra løtta i Flok.

Nu vil vi âu et ynka Ben hâ å slekka,

vest ikje, så gjorra vi livel Strekka.”

“Ded e hørt” sâ Gjønj å grinada lid,

for strekkad hâr hanj gjort i ajl sinj Tid.

Rugga Ungana ud lar hanj anra om,

å lesedan âu me å mâda dom.

“En Kommesion må vi se å få åd,

som hojler et Møde, når Åred e gåd,

for å bestæmma, vår næsta Møde ska stå,

å hæva Diæter di âu hâusa må.

De bler enj Plâs, som kanj passa for monna

jâ forreslår maj sæl å så min Konna.”

Bofinkan hen te Tâlarastolenj så floj.

Hon hør te di små å va âu lid bloj.

“Ræwenj e stygjer så de e en Skam,

å Menjesken e såmænj âu nâd Kram.

Men Kattenj hanj e nok denj varsta pånå,

ja, hanj skujle livel hâ Munjkor på.

På en Resulusion ska vi sætta vårt Nawn

å sænna te Kongenj i Kjevvenhawn,

a ves a vi Fâula ska hâ Lâu å læwa,

så dânk ajle Katta, Folk å Ræwa.”

Nu Derigæntenj vil âu snakka me.

“Ja, om ded så jælper vi få ju å se.

Nu ska jâ så præwa å få na i Blân,

kansje a ded âu kunje jælpa i Grân.

Vi Fâula har’ed ju slet ikje rârt,

for om goa Ben e hær altid så bârt,

å anra di gjorra vos injed væl;

men varsta Fiene, ded e vos sæl.

Se, de e nu min privâta Menenj. —

Lænje læwa Fâulenes Fâgforeninj.”

Har læseren fået mod på flere af Lunds digte, kan såvel “Ejn Urtakåst” som hans anden digtsamling, “Lyngblomster”, læses (og høres)på Bornholmsk Ordbogs hjemmeside under fanebladet Tekster.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk