Fællestillidsrepræsentant om lovindgreb: 'Konflikten slutter, men det gør kampen ikke'

Fællestillidsrepræsentant om lovindgreb: 'Konflikten slutter, men det gør kampen ikke'
Regeringen har varslet et lovindgreb i sygeplejerskernes strejke. Dermed slutter konflikten, men ikke kampen, lyder det fra fællestillidskvinde for Dansk Sygeplejeråd på Bornholm, Yogi Christina Bej Vilhelmsen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
ARBEJDSMARKED | BORNHOLM | 26. AUG 2021 • 11:39
Sofie Møller
Journalist
ARBEJDSMARKED | BORNHOLM
26. AUG 2021 • 11:39

Skuffelse, frustration og bekymring.

Det er de nøgleord, som fællestillidskvinde for Dansk Sygeplejeråd på Bornholm, Yogi Christina Bej Vilhelmsen, nævner, når hun bliver spurgt om, hvordan hun forholder sig til regeringens varslede lovindgreb i den nuværende sygeplejerskerstrejke.

Regeringen har nemlig besluttet at afslutte strejken ved et lovindgreb, der fremsættes torsdag med henblik på, at det kan træde i kraft lørdag. Lovforslaget vil følge det mæglingsforslag, som forligsmanden kom frem til.

Helt konkret vil regeringen lægge op til, at sygeplejerskerne skal have 5,52 procent mere i løn. Samtidigt skal der nedsættes en komité, der skal se på lønningerne i det offentlige. Det vil sige, at hvis lovforslaget går igennem, skal sygeplejerskerne have den overenskomst, som de ellers har stemt nej til tilbage i juni.

Yogi Christina Bej Vilhelmsen er af den grund både frustreret og skuffet over regeringens udmelding.

– Jeg synes, det er meget ærgerligt, at regeringen ikke har haft lyst til at anerkende og vise, at de forstår, hvad sygeplejerskerne har råbt om de seneste måneder. Både i forhold til lønnen og også i forhold til vores store bekymring for sundhedsvæsenet i det hele taget. Som det ser ud lige nu, har vi svært ved at rekruttere sygeplejersker, og det vil kun blive værre i fremtiden, siger hun.

Bekymret for fremtiden

Yogi Christina Bej Vilhelmsen forstår dog godt, at regeringen langt om længe træder ind i konflikten, da strejken også efter hendes mening har varet for længe.

– Jeg synes for patienternes og sundhedsvæsenets skyld, er det fint, at strejken får en ende. Den her konflikt er desværre gået ud over mange patienter, både på Bornholm og i resten af landet. Men det er langt fra det udfald, vi håbede på, siger hun.

Hvad havde I håbet på?

– Vi havde klart håbet på, at statsministeren ville gribe ind med en pose penge og ikke mindst en plan for, hvordan vi på sigt kan rette op på den skævhed, der er i lønnen, så der kan komme ligeløn mellem mande- og kvindedominerede fag.

Lige nu fylder bekymringen for, hvordan sundhedsvæsenet vil udvikle sig de kommende år, mest for fællestillidskvinden.

– Man kan være bekymret for, at det her giver bagslag for os alle sammen. Der er ikke nok sygeplejersker til, at vi kan løse kerneopgaverne, og vi kan ikke rekruttere nok nye. Hvordan skal man så løse opgaverne, når hænderne ikke er der? spørger hun og forsøger at beskrive den situation, som mange sygeplejersker dagligt oplever på arbejdet:

– Hvis man forestiller sig, at mekanikeren kun havde ressourcer til at reparere bilerne halvt og så måtte håbe, der ikke skete ulykker, når bilerne kom på gaden igen – det er sådan, vi kan have det. Det er så ærgerligt, for vi ved, vi kan gøre vores arbejde bedre, end vi får lov til at gøre i vores pressede hverdag. Men det kræver, at der kommer flere penge på bordet.

Ikke forgæves

Gennem de seneste 10 uger, hvor strejken har stået på, har man jævnligt kunne spotte sygeplejerskerne på de bornholmske gader, hvor de har demonstreret og synliggjort deres kamp for ligeløn.

Selvom alt tyder på, at strejken ikke kommer til at kaste det af sig, som man havde håbet, mener Yogi Christina Bej Vilhelmsen ikke, at hverken strejken eller demonstrationerne har været forgæves.

– Vi har råbt op om, at der skal være ligeløn og gjort folk opmærksomme på, at der er noget, som hedder tjenestemandsreformen, som ikke er retfærdig i 2021. Jeg synes i den grad også, vi har prøvet at fortælle politikerne, at de skal passe på vores sundhedsvæsen og velfærd generelt, og det synes jeg ikke er forgæves, siger hun.

Hvis lovforslaget går igennem, er det altså for sygeplejerskernes vedkommende slut med at strejke og tilbage på arbejdet. Den del er Yogi Christina Bej Vilhelmsen især spændt på.

– Selvfølgelig skal vi passe vores arbejde, men som det er nu, er der rigtig mange sygeplejersker, som tager ekstra vagter og arbejder mere end de timer, de er ansat til. Det er spørgsmålet, om folk har lyst til at blive ved med det. Hvis de ikke har det, så bliver der virkelig et problem i sundhedsvæsenet.

– Jeg tænker, at nogle er blevet så rasende over det her, at nu er det slut med at være de pæne piger, siger hun.

Betyder det, at selvom regeringen laver et lovindgreb, er det her ikke slut for jer endnu?

– På ingen måde, konflikten kommer til at slutte, men kampen for ligeløn fortsætter.

I alt har 36 sygeplejersker været udtaget til strejke på Bornholms Hospital. 


Fakta


​Antal kirurgiske indgreb udskudt grundet strejke, inklusive skopier og andre mindre kirurgiske indgreb i perioden 19. juni til 22. august: 292

Antal ambulante kontakter udskudt grundet strejke: 645