Få timer til den første sne – politiet advarer svage sjæle

Få timer til den første sne – politiet advarer svage sjæle
I aften kl. 20.59 kan man smage årets Tuborg Julebryg. Men det er også en årlig begivenhed, hvor man kan møde politiet i en spiritus- og narkotikakontrol. Her viser Preben Andersen fra den irske pub O'Malleys den berømte juleøl i 2016.
NOTITS | BORNHOLM | Fredag 5. november 2021 • 17:42
Berit Hvassum
Journalist
NOTITS | BORNHOLM | Fredag 5. november 2021 • 17:42

I aften kl. 20.59 lander den første ’sne’ på Bornholm med årets Tuborg Julebryg, også kaldet J-dag.

Det er for mange danskere blevet et højdepunkt i november måned, og Bornholm er med på festlighederne med værtshuse og barer, som kan holde åbent til kl. 2.00.

Traditionen tro vil Bornholms Politi også være på gaden med spiritus- og narkotikakontrol og hilse på trafikanter med et alkometer.

Bornholms Politi er forberedt på mange mennesker i byen og har indkaldt flere betjente til aftenens kontrol, og i dagens anledning har Bornholms Politi udsendt deres egen opskrift på en trafiksikker hjemtur for bornholmere, som skal ud og fejre J-dag i aften.

– Vi har brygget på det, og vi er kommet frem til den perfekte løsning – lad bilen stå. Vi kan som alternativ foreslå, at du hopper i et par raske travesko og nyder en frisk gåtur hjem.

– Hvis turen hjem er for lang på gåben, kan du eventuelt vælge at opleve Bornholm fra passagersædet i en af øens busser eller taxaer.

Den første danske kommercielle julebryg kom på markedet i 1958, og i 1990 introducerede Tuborg den årlige J-dag, hvor man fejrer frigivelsen af årets julebryg.

J-dag falder den første fredag i november måned.

 

FÅ ABONNEMENT