Eva Larsen kender psykisk sygdom indefra: Der er en vej tilbage fra en manisk psykose

Eva Larsen kender psykisk sygdom indefra: Der er en vej tilbage fra en manisk psykose
Fem gange i sit liv har Eva Larsen oplevet at blive "suget ind i et psykisk forløb", som hun kalder det. Foto: Jacob Jepsen
PORTRÆT | RØNNE | Onsdag 28. juli 2021 • 17:00

Hvis man ikke ved præcis, hvor Eva Larsens hus ligger her i Rønne, kan det være lige så kringlet at finde, som det gennem hendes liv til tider har været at finde rundt i eget sind.

Jo, der er skam en direkte adgang fra en hovedfærdselsåre, viser det sig, da først vi er ankommet, men det er ikke via den vej, som angiver hendes egentlige adresse, og derfor fumler fotografen og jeg lidt rundt, inden det trods alt relativt hurtigt lykkes os at finde hendes hus.

Måske endda så relativt uproblematisk, at analogien til hendes sind ikke er ganske retvisende. Men hvornår er en analogi det?

Eva Larsen tager smilende imod ved bagindgangen, og det viser sig snart, at er huset af beskeden størrelse, gælder det ikke haven.

– Den er min dårlige samvittighed, siger hun, da vi bevæger os ind i den.

– Der er lige højbedene, som jeg har fået gjort noget ved, men jeg har for eksempel ikke fået slået græsset.

Pyt med det, for ugers tørke har holdt plænen pænt nede.

I de fem højbede har hun sået mors dags-roser, oplyser hun.

– Dem har jeg fået af min datter. I starten blev de spist af rådyrene, men så hældte jeg æggestand på dem, og så stoppede det, siger hun.

Æggestand?! Hvordan pokker får man den idé?

– Det er noget, jeg husker fra nogle reklamer for firmaet Weyerhauser, som jeg som barn i 70'erne så på tv i USA, siger hun.

Det var i Arlington uden for Washington DC, hvor hun da boede med sin far og hans kone, som ikke er Evas mor. Forældrene mødtes i en flygtningelejr i Østrig, hvortil hendes polske far var flygtet efter Sovjetunionens indtog i Ungarn 1956. Han ønskede ikke at bo på den side af Jerntæppet længere, og så mødte han altså Evas danske mor.

I bunden af haven – herfra set, for det er måske snarere begyndelsen af haven – er der et bed, der fungerer som nyttehave, og her kan Eva grave kartofler op, som er sået af de tidligere ejere. Hun overtog selv huset i maj.

– Der vokser salat i indkørslen, ler hun og udpeger derpå et æbletræ, som vi står ved siden af.

– Der skulle være fantastiske æbler på det her.

Jeg peger på et stort flot stedsegrønt træ og spørger, hvad det er for et.

– Jeg ved det faktisk ikke, siger hun.

Men det gør fotografen.

– Jeg er ret sikker på, det er en thuja, siger han og nulrer løvet på en gren, inden han øser af sin ret specifikke viden:

– Dem her plejede man at putte op i kvinders underliv, så de blev sterile, siger han.

– Nå, det kan være, surheden påvirker kvindernes ph-værdi, siger Eva og afslører lidt insiderviden, som hænger sammen med, at hun – også – er uddannet sygeplejerske.

Inde i stuen på spisebordet har hun anrettet med hjemmebagte scones, kirsebær, syltetøj, cremefraiche, kaffe og iste, og da vi har sat os, fortæller hun, at hun er født i 1967 i San Francisco, men flyttede til Danmark som 26-årig. Inden da havde hun uddannet sig til kunstlærer og også undervist på tre forskellige skoler, inklusive den hun selv havde gået på i Arlington.

I Danmark flyttede hun i første omgang ind hos noget familie, men tog så på højskole på Bornholm, hvor hun mødte en kvinde, som stadig er hendes gode veninde, samt sin nu tidligere mand. Han var fra Nordjylland, hvortil parret da også flyttede. De blev dog skilt for fem år siden, og Eva flyttede til Bornholm sidste år i maj.

– Bornholm var det bedste sted, jeg kunne finde på, siger hun.

Hendes 20-årige datter bor i Frederikshavn, hendes far i USA med sin kone.

Trappen i hjemme, som Eva Larsen faldt på. Foto: Jacob Jepsen

Mors selvmord

Og hendes mor?

Hun er død ved selvmord, da Eva var kun to og et halvt år gammel, og måske er det en af grundene til, at vi sidder her og taler i dag, for en så drastisk udgang på et liv må nødvendigvis hænge sammen med psykiske problemer, og det er netop dem, Eva gerne vil bidrage til at afmystificere.

Forleden fortalte Bornholms Tidende om en ny bog, som er udgivet på det bornholmske Forlaget Klippe, og som hedder "Historier fra psykiatrien". Bogen har det erklærede mål gennem 24 selvbiografiske noveller skrevet af 22 forfattere at aftabuisere psykisk sygdom. Det samme ønsker Eva Larsen at bidrage til, og hun kender selv fænomenet indefra, for fem gange i sit liv har hun oplevet at blive suget ind i et psykisk forløb, hvor hun undervejs har haft svært ved at bunde.

Da det skete ved en fødselspsykose efter fødslen af datteren, troede hun, det var slut, for årene gik, og hun havde det fint. Faktisk gik der 20 år, så flyttede hun ind her på adressen i maj, og for en måneds tid siden snublede hun så ned ad den skrå trappe fra førstesalen, slog sig og fik et kæmpe blåt mærke.

– Men jeg havde også i forvejen haft nogle søvnproblemer, og det med at undvære søvn kan gøre, at jeg kommer ind i et forløb, hvor jeg bliver manisk. Det hedder maniodepression eller en bipolar lidelse, det jeg har, forklarer hun.

– Fem gange gennem mit liv har jeg haft det meget slemt, men forrige gang var ved min datters fødsel, og jeg håbede faktisk på, at det var sidste gang i det hele taget, jeg skulle opleve det, for jeg var symptomfri, lige til jeg faldt på min trappe. Men det kan også netop være eksterne stressorer, der kan udløse en sygdomskrise.

Eva Larsen peger på, at den krise, hun nu er godt på vej ud af, også kan hænge sammen med, at man for over et år siden stoppede med at sælge lithiumcarbonat, som hun med held er blevet behandlet med igennem 30 år.

– I stedet fik jeg litarex, men fordi jeg ikke syntes, der var nogen forskel på, om jeg tog det eller ej, holdt jeg helt op med at tage det for cirka fire måneder siden. Det betød, at i tiden op til, jeg faldt, var grønt meget, meget grønt og lyserødt meget lyserødt. Man får skærpede sanser, siger hun.

Hvad der sker, når det løber løbsk, har hun svært ved at sætte præcise ord på.

– Man kan sige, at det er en psykose, men det beskriver jo ikke, hvad det præcis er, og hvordan det opleves. Det er noget med, at man tror, man påvirker virkeligheden gennem sine tanker – men heller ikke det er dækkende for tilstanden, siger hun.

Det lyder, som om du får nogle udfald i forhold til den verden, vi andre befinder os i?

– Ja, lige præcis. Man kan kigge på det på mange forskellige måder, men når man er i tilstanden, er der ikke rigtig nogen vej ud.

Lukker psykosen dig inde i de forestillinger, der er, eller har du et eller anden sted et overjeg eller en fornuftens stemme, som fortæller dig, at der er noget galt?

– Det tror jeg desværre ikke. Min veninde var her, mens det stod på, og hun syntes, hun var nødt til at tale mig efter munden, har hun fortalt. Men det er vel også nærmest som en hashpsykose, det jeg oplever i den tilstand.

Det kan du se bagefter?

– Ja.

Men kan du godt efterfølgende huske de tanker, du har undervejs?

– Ja, det kan jeg godt. For eksempel ønskede jeg at brænde en pels, jeg havde købt i Kirkens Korshær, fordi jeg ikke ville opfordre til, at man slår dyr ihjel, og min veninde sagde bare "jaja, det gør vi" og tog den med. Den har hun så efterfølgende givet mig tilbage igen, siger Eva.

Selv min far har den holdning, at "åh, hvor er det synd for dig", men det har jeg slet ikke brug for, siger Eva Larsen. Foto: Jacob Jepsen

Hurtigtsnakkende

Inden sygdommen igen brød ud i lys lue, nåede Eva også at være i Holland og besøge sin kæreste dér, en irakisk flygtning, hun mødte i Danmark for fem år siden, da hun underviste på et asylcenter. Han blev i stil med langt hovedparten af de irakiske asylansøgere afvist her i landet og rejste videre til Holland.

Hun mener, hendes tilbagefald dels skyldes styrtet på trappen og dels presset fra en kærlighed, som kan synes umulig at realisere.

Da Eva vender tilbage fra Holland tager hun på sit arbejde på Bornholms Hospital. Der tager en kollega og hendes chef imidlertid fat i hende, fordi de bemærker, at noget er galt i hendes ageren.

– Jeg er manisk, oppe at køre, hurtigtsnakkende, siger hun.

Så de tager dig til side og siger, at der er noget galt?

– Ja.

Hvad tænker du om det?

– Det der lille overjeg kommer til udtryk, og jeg tænker, at det her er ikke okay, for jeg stoler virkelig på dem, siger Eva.

– Jeg har det meget, meget godt med min chef, og siger hun noget, ved jeg, det er, som det er. Min kollega tilbyder mig så at gå med mig ned på psykiatrisk afdeling og tale med dem, og der kan jeg godt mærke, at det føles som at blive ... hvordan skal jeg udtrykke det ... som at blive snydt. For det er en fantastisk følelse at have en manisk psykose. Det føles fedt, adrenalinen kører, det er et endorfin-kick, som er fuldstændig vanvittigt, og det føles helt forkert at skulle sige farvel til den følelse.

Ikke desto mindre bliver Eva trappet ud af den med medicin, idet hun efter en samtale bliver indlagt på afdelingen.

– Pokkers også! Så fik jeg ikke lov til at blive i den magiske tilstand, siger hun.

– Jeg tror også, det er en af de ting, der er farlige ved de psykoser: At de føles virkelig godt. Jeg har aldrig taget heroin, men jeg kunne forestille mig, det er det samme kick.

Havde du også en følelse af, at indlæggelsen var nødvendig, eller følte du dig mest snydt?

– Jeg må indrømme, at det nok mest er det sidste.

Du fik medicin, der kunne få dig ud af den tilstand, du var i?

– Ja, det går langsomt, det er lidt træls. I USA giver de så meget medicin, at man fuldstændig "blopper" ud en dag eller to – og så starter man på arbejde igen efter fem dage. I Danmark får man nok medicin til, at man mister psykosen ganske langsomt, så det ikke bliver taget pludseligt fra en. Men det er på en måde smertefuldt, for man føler virkelig et tab af godhed eller af en god følelse.

Hvad består den i – at du kan alt?

– Ja, eller en vished om, at verden hænger sammen på den måde, man gerne vil ha' den til at gøre og en fornemmelse af at kunne alt.

Og den følelse bliver du så trappet ud af over nogle dage?

– Ja, og så får man sovet. Derefter kan man bage scones og lave alle de andre ting, man normalt ville lave. Gå tilbage til den verden, som vi nu engang befinder os i, men med en erindring om, at tingene kunne have været så meget anderledes. Det er det, der er lidt tungt.

Kan du se, at der er fornuft i det, eller savner du stadig følelsen?

– Ja, altså, igen, jeg kunne forestille mig, at hvis man har taget en eller anden form for stoffer, så savner man det, og jeg tror også, jeg savner at være manisk.

Energien i det?

– Ja, præcis, og klarheden. Det er, som om alt er skrællet ind til benet, så det, der er essensen ved tingene, kan man fornemme ..., Eva knipser med fingrene.

– Sådan dér. Det er svært at beskrive, afslutter hun så.

Men i den tilstand kan du vel for eksempel ikke agere, som du skal, på dit arbejde?

– Nej, det er rigtigt. Men man savner at kunne gennemskue essensen i tingene, forstå hvad folk vil, hvorfor blomsterne gror og så videre. Ja, det er svært at beskrive.

I tiden op til, jeg faldt, var grønt meget, meget grønt og lyserødt meget lyserødt. Man får skærpede sanser, fortæller Eva Larsen. Foto: Jacob Jepsen

Vigtig historie

Som sit almindelige "jeg" vakler man måske mere, kan ikke beslutte sig og så videre?

– Lige præcis. Og tingene indhyldes i tvetydighed, siger Eva.

Dagen efter dette interview regner hun med at blive udskrevet fra psykiatrisk afdeling efter en samtale med lægen, og dermed er vejen også banet for en snarlig tilbagevenden til jobbet som sygeplejerske.

Eva, hvorfor synes du, det er vigtigt at fortælle din historie, sådan som du nu delvist har gjort?

– Cirka én procent af befolkningen har en bipolar lidelse, og dermed er der også en del mennesker, der oplever verden, som jeg har gjort, i perioder, og hvor det hele er meget intenst, siger hun.

– Og jeg kunne godt tænke mig at bidrage til, at folk ved, at det er okay, og også at det er okay at stole på en person, som måske er bipolar. Vi kan reagere fornuftigt, hvis kolleger eller andre gode mennesker, som vi stoler på, siger til os, at nu skal vi passe på. Så gør vi det.

Så dit ærinde er at demonstrere åbenhed om et lidt lukket emne?

– Ja, lige præcis! Jeg har også talt med min nabo om det, og han sagde, at det er da helt fint, det skal du ikke være bekymret for. Han mødte mig med omsorg, og jeg tænker, at andre med psykiske lidelser har brug for at vide, at folk gerne vil rumme mennesker med problemer, siger Eva Larsen.

Nu er du på vej tilbage til et såkaldt normalt liv med arbejde og så videre, tænker du så, at nu går der i hvert fald 20 år, før du måske igen mærker noget til sygdommen?

– Ja, haha, ler hun.

– Det regner vi med. Eller 40.

Og så skulle psykisk sygdom også gerne ophøre med at være et tabu?

– Ja, meget gerne! Selv min far har den holdning, at "åh, hvor er det synd for dig", men det har jeg slet ikke brug for.

Jamen, er det da ikke synd for dig?

– Nej, det er det sgu da ikke! Det, jeg har fået fra den mani, er jo en fantastisk fornemmelse, og måske også en forståelse for, at der måske også er en værdi i den, som kan bruges i en kreativitet eller udvikling. For ikke alt udvikler sig nødvendigvis med små skridt, fordi man læser sig til det, det kan også komme fra et uforklarligt sted, siger Eva.

Taler du om en indsigt af en slags?

– Ja.

Men kan du bruge nogle af de ting, du oplever, i det du kalder psykosen i dit hverdagsliv, eller er det mere noget, du måske vil kalde et gloriøst minde?

– Dét ved jeg sgu da ikke, ler Eva Larsen.

– Så skulle jeg være meget dygtig til at kunne gennemskue tingene. Men det er en del af det arbejde, som følger – at få trukket trådene tilbage til det store tæppe og finde ud af, hvordan man væver dem ind i dagligdagen.

Nu bor Eva Larsen her i Rønne, men hun er født og opvokset i USA og taler da også flydende amerikansk. Foto: Jacob Jepsen

FÅ ABONNEMENT