Et barokt sparekatalog

Et barokt sparekatalog
| ABONNENT | 18. AUG 2020 • 14:17
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
18. AUG 2020 • 14:17
LEDER

Et forslag om at spare på undervisningen af asylbørn, der er direkte ulovligt. Et andet om at lukke en række af øens offentlige toiletter hen over vinteren. Og et forslag om at nogle skolebørn skal have inddraget det gratis buskort.

Selv om Bornholms Regionskommune i år har et budget, der er mindre anstrengt end tidligere år, fejler kreativiteten i det årlige sparekatalog intet. Faktisk er den så stor, at man som borger og iagttager en gang imellem må knibe sig i armen og spørge: Mener embedsmændene virkelig det her?

I år er sparekataloget kun på 15 millioner kroner, hvor det i tidligere år har bevæget sig mellem cirka 50 millioner kroner og 125 millioner kroner på toppen.

Måske kommunen skulle overveje, hvordan de årlige forslag til besparelser udarbejdes. Hvorfor skal vi for eksempel præsenteres for forslag, der fremstår direkte i strid med loven?

Både kommunens centrale samarbejdsudvalg og skolebestyrelsen på Paradisbakkeskolen i Nexø har påpeget det ulovlige i et forslag om at hæve klassekvotienten i skolernes modtagelsesklasser, der sluser asylbørn ind i den bornholmske folkeskole. Besparelsen vil være på 290.000 kroner.

 
Selv om Bornholms Regionskommune i år har et budget, der er mindre anstrengt end tidligere år, fejler kreativiteten i det årlige sparekatalog intet. Faktisk er den så stor, at man som borger og iagttager en gang imellem må knibe sig i armen og spørge: Mener embedsmændene virkelig det her?

 

Ud over at forslaget udfordrer loven, så understreger kommunens Center for Skole, at en besparelse, der baserer sig på at øge antallet af elever i hver modtageklasse, i sig selv vil medføre, at hver elev skal være længere tid i modtagelsesklassen.

Det er altså grundlæggende tvivlsomt, om der overhovedet vil blive tale om en besparelse.

Andre forslag er ikke direkte ulovlige. De er bare uhensigtsmæssige. For eksempel lyder et forslag, at man skal fjerne det gratis buskort til skoleelever, der vælger folkeskole i et andet distrikt end det, de bor i. På Bornholm drejer det sig om 250 elever.

Men igen påpeger kommunens Center for Skole, at forslaget har negative konsekvenser. Helt konkret vil det betyde, at økonomien kan få familier til at fravælge brugen af frit skolevalg. Og hele fem skolebestyrelser har da også påpeget, at besparelsen vil ramme de mest sårbare familier, der ønsker at flytte skole på grund af dårlig trivsel. Det vil altså kunne koste flere penge på sigt.

Lad os slutte med toiletterne. I sparekataloget lyder endnu et forslag, at 12 af kommunens 95 offentlige toiletter skal være lukket fra 1. november til 1. april. Det er en idé, der direkte vil modarbejde ønsket om at tiltrække flere turister året rundt, hvilket da også bliver påpeget i flere høringssvar:

"Forslaget strider imod Bornholms Regionskommunes og turismeerhvervets målsætning om Bornholm som en ø, hvor der er aktivitet hele året rundt herunder outdoor aktivitet", lyder det fra flere sider, ligesom kommunens eget Center for Ejendomme og Drift også advarer mod forslaget:

"Forslaget kan have betydning for den politiske vision i forhold til helårsturisme", lyder det.

Kan vi ikke få et mere seriøst katalog næste år?