Et år på Bornholm har gjort Marta mere voksen: 'Det var en helt anden verden'

UDDANNELSE

En ung pige kommer gående med et fyldt regnbuefarvet net over skulderen. Det lange lysebrune hår er samlet i en hestehale i nakken. Ved første øjekast ligner hun en helt almindelig bornholmsk studerende. Det er hun sådan set også, – det er hun i hvert fald blevet efter snart et år som studerende på Campus Bornholm, hvor hun har gået på en samfundsfaglig linje på STX:

– Jeg har købt en masse forskellige madvarer, som jeg sender hjem til min familie, siger hun på et nærmest flydende dansk.

Hun løsner nettets ene hank, så man kan se, at det er fyldt med alt fra pålægschokolade til blåmuslinger og slik.

Den 17-årige pige hedder Marta Babic Varesko og kommer fra byen Pula i Kroatien. Om mindre end en måned har hun været på udveksling på Bornholm i et år. Det har været måneder, der har budt på op- og nedture. Tåre og latter. Måneder, hvor hun har fået Bornholm under huden og nu har forelsket sig i en ø, hun i starten ikke havde de store forventninger til.

Ikke efter planen

Det var nemlig slet ikke planen, at Marta Babic Varesko skulle være endt på Bornholm. Siden hun som 12-årig fik ideen om, at hun gerne ville på udveksling, havde hun vel nok en forestilling om at komme til et nordeuropæisk land. Det store ønske var dog ikke Danmark, men derimod Island.

– Jeg kan rigtig godt lide den kultur, man har i Island. Den er meget anderledes fra den kroatiske, og det ville jeg gerne opleve, fortæller Marta Babic Varesko.

Derfor søgte hun om at komme til Island, men så kom Covid-19 og spolerede hele planen. Da coronarestriktionerne gjorde det umuligt for hende at komme til Island, fik hun i stedet tilbudt at komme til Bornholm.

– Jeg tænkte først øv. Jeg var slet ikke særlig spændt på at komme afsted, fordi jeg tænkte, Danmark var for lille et land til mig, og så skulle jeg endda til en endnu mindre ø, siger hun.

Fulde bornholmere og kærlige kram

Da Marta Babic Varesko ankom til øen følte hun sig meget alene. Kun kendte ingen. Alt var nyt og forskelligt fra Kroatien.

Skolen og fagene var nye, maden smagte anderledes, man spiste på mærkelige tidspunkter, snakkede et andet sprog, vejret var koldere, og menneskene opførte sig anderledes.

– Det var meget mærkeligt for mig, at lærerne var så venlige, og jeg bare skulle kalde dem ved navn. Den skole, jeg kommer fra, er lærerne meget strengere, og vi skal kalde dem "hr. lærer" eller "professor", fortæller Marta Babic Varesko.

Men det var ikke bare lærerne, der opførte sig forskelligt fra, hvad hun var vant til, også eleverne var anderledes.

– Mit første indtryk af danskerne var, at de var ret lukkede og reserverede. Det var svært at komme ind på dem. De kendte alle sammen hinanden rigtig godt, så hvorfor skulle de tale med mig?, siger Marta Babic Varesko.

Men så skete der den simple ting, at der til et arrangement kom alkohol indenbords, og pludselig gik det lidt nemmere med at få nye venner.

– De blev så kærlige alle sammen. Så ville alle gerne snakke med mig og sagde: "Åh Marta, vi synes du er så sej. Vi elsker dig," fortæller Marta Babic Varesko og griner ved tanken om de fulde klassekammerater, der pludselig åbnede sig for hende på en helt ny måde.

Marta Babic Varesko taler i dag fem sprog. Kroatisk, engelsk, italiensk, dansk og spansk. – Det har været et år, hvor jeg skulle acceptere, at det ville blive anderledes end et normalt udvekslingsophold, siger Marta Babic Varesko på sit fine dansk. Foto: Jens-Erik Larsen

Finde sig selv

Som månederne gik fik Marta Babic Varesko øjnene mere og mere op for Bornholm. Udover at hun blev bedre til det danske sprog og havde fundet sig nogle gode veninder, blev hun opmærksom på, at opholdet på øen var i fuld gang med at udvikle hende som person.

– Der er mange fredelige steder her på øen. Alt går i et stille og roligt tempo, det er meget afslappende og har givet mig rum til at lære mig selv endnu bedre at kende, forklarer Marta Babic Varesko.

Derudover har hun også fået sig en ny familie, da hun gennem sit ophold har boet hos en værtsfamilie i Nyker.

– Det var virkelig WOW, at flytte ind hos dem. Jeg har altid tænkt, at min familie hjemme i Pula, er en helt normal familie, og alle andre familie nok lever ligeom os. Men her var det en helt anden verden, siger Marta Babic Varesko, der i dag er glad for, at have prøvet at leve som en almindelig bornholmer og prøvet et anderledes liv, end det hun kendte i forvejen.

Alt er "hyggeligt"

Livet som bornholmer har dog ikke altid været lige let. I mange måneder over vinteren var landet lukket ned, og Marta Babic Varesko måtte som alle andre blive på sit værelse og blive undervist virtuelt. Hun fortæller, at det har været noget af det sværeste i løbet af hendes udvekslingsår.

– Det var meget trist at bruge sin tid i Danmark på bare at sidde i huset. Jeg overvejede til sidst, om jeg skulle tage hjem til Kroatien, hvor der var færre restriktioner, siger Marta Babic Varesko.

Men hun valgte at blive på Bornholm og noget af det, der blandt andet holdt hendes humør oppe, var at hygge sig.

– Noget jeg har lært fra danskerne, det er hyggen. Alle er sådan "kom så laver vi noget hyggeligt. Så kan vi rigtig hygge os", siger Marta Babic Varesko, der hurtigt lærte det danske ord at kende.

– Det var ikke så svært at forstå. Jeg har også oplevet hygge derhjemme, men vi har bare ikke et ord for det. Men noget nyt for mig er, at alt bare er hyggeligt for danskerne. Selv lærerne siger: "Så laver vi noget hyggeligt nu". Jeg tror kun man kan hygge sig på den danske måde her i Danmark, siger hun.

Hun sidder lidt eftertænktsomt, som gik det i samme sekund op for hende, at den danske hygge snart er slut. For om en lille måned går turen igen hjem til Pula.

Kommer igen

– Jeg er lidt bange for at skulle hjem igen, siger Marta Babic Varesko og uddyber:

– Jeg føler, jeg har udviklet mig meget og på en måde er blevet mere voksen i løbet af det år, der er gået. Jeg er bange for, at jeg kommer hjem og så har intet forandret sig derhjemme. Alt er nok som det plejer, og kan jeg så passe ind i det, nu hvor jeg føler mig som en anden person?, spørger hun sig selv.

Spørgsmålet hænger lidt i luften, før hun fortsætter:

– Det bliver også svært at skifte til kroatisk igen. Herover har jeg kun snakket dansk og engelsk, og jeg kan rigtig godt lide at tale dansk.

Hun trøster sig selv ved tanken om, at hun ved, det ikke bliver et farvel, men på gensyn. Allerede nu har hun aftalt med sine veninder, at de skal komme og besøge hende i Kroatien. Derudover har hun planer om, at vende tilbage til Danmark for at studere på universitet enten i København eller Aarhus.

– Nu skal jeg koncentrere mig om at nyde den sidste tid med mine nye venner og nye familie, siger hun.