Energinet inviterer til borgermøde om energiøen

NOTITS | 21. NOV 2022 • 16:00
NOTITS
21. NOV 2022 • 16:00

I forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen af energiøen inviterer Energinet til borgermøde tirsdag den 22. november.

Det sker som en del af den første høring, hvor alle interesserede kan høre mere om projektet, planerne for stationen og kablerne og selve miljøkonsekvensvurderingen.

Det fremgår af Bornholms Regionskommunes hjemmeside.

Der vil også være mulighed for at få svar på spørgsmål og snakke med medarbejdere fra Miljøstyrelsen, Energistyrelsen, Bornholms Regionskommune og Energinet om alt fra natur og miljø til aftaler og erstatning.

”Vi ved godt, at vi kommer med et stort anlæg, som kommer til at fylde i landskabet. Derfor er det vigtigt, at alle forslag og kommentarer fra borgerne kommer med, så vi kan lave det bedst mulige anlæg. Vi er stadig tidligt i processen, og mange ting er endnu ikke afklaret, men vi ser meget frem til at møde bornholmerne og fortælle om vores planer for projektet og stationen på Bornholm. Og så er det selvfølgelig vigtigt for os at klæde folk på, så de kan være med til at påvirke projektet med deres høringssvar til miljøkonsekvensvurderingen. Så vi håber at se mange bornholmere til borgermødet”, udtaler Marian Kaagh, der er vicedirektør i Energinet.

Borgermødet afholdes i Aakirkebyhallerne og starter klokken 18.30.

Det er åbent for alle, og tilmelding er ikke nødvendig.