DMI: Vindstød af stærk storm på vej

DMI: Vindstød af stærk storm på vej
Der er blæsevejr på vej. Arkivfoto
NYHED | ABONNENT | 14. FEB 2023 • 20:55

Ud på fredagen er der ganske voldsomt vejr i vente for Bornholm.

DMI udsendte tirsdag et varsel om vejret for Bornholm mellem klokken 13 fredag og lørdag klokken 06, hvor "der kan forekomme stormende kuling med vindstød af stormstyrke".

Stormende kuling svarer til vindstyrker mellem 20,8 og 24,4 meter i sekundet, som blandt andet kan medføre, at store grene knækker og tagsten blæser ned, fortæller DMI.

Vagthavende meteorolog Martin Lindberg uddyber meldingen over for Bornholms Tidende:

– Der er tale om et lavtryk, som fredag udvikler sig ret hurtigt ved Skotland, passerer ned over Sydnorge, nord for Skagen og ned over Gotland i Sverige, og syd for lavtrykket vil der være kraftig vind og regn, siger han.

– Jeg forventer, at det ved Bornholm begynder at blæse med hård vind fredag eftermiddag, og den tiltager til kuling om aftenen, og længere ud på aftenen bliver der tale om hård kuling. Jeg tror, der er ret stor risiko for, at det udvikler til stormende kuling i middelvind, altså fra 20,8 meter i sekundet og måske op til 21-22 meter i sekundet. Det vil nok være fra klokken 20-21 om aftenen til klokken 2 eller 3 om natten.

Stærk storm

Fredag morgen og formiddag ser ikke slem ud?

– Nej. Det tegner til sydvestlig vind på 7-8 meter per sekund om morgenen, ved middagstid 9-10, ud på eftermiddagen 13-14 meter per sekund – og så tiltager den, siger Martin Lindberg.

– Det, som måske også er interessant, er vindstødene, som jeg regner med bliver på stormstyrke, som går fra 24,5 og 28,4 meter i sekundet. Fredag aften begynder vi med vindstød, der svarer til stormende kuling, og omkring midnat kulminerer det med 28, måske op til 29 meter i sekundet, som jo er stærk storm.

Det er en prognose, så hvor sikker kan du være på, at det hele ikke forskubber sig?

– Det er selvfølgelig usikkert, præcist hvor kraftig vinden bliver, siger meteorologen.

– Og det kan da også være, at vinden udvikler sig et par timer tidligere ved Bornholm. Vores forvarsel starter klokken 13, men det er ved Jammerbugten, altså Vestkysten, så jeg tror ikke, den kraftige vind kommer til Bornholm før ud på aftenen fredag.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT