Hendes værker er noget helt for sig selv. Og det er hendes liv også

Som 34-årig forlod Christina Schou Christensen sit velbetalte fuldtidsjob hos DR for at forfølge sin ungdomsdrøm om at gøre ler til sin levevej. I dag er hun en af Danmarks mest anerkendte keramikere.

"Leg er den højeste form for forskning," sagde fysikeren Albert Einstein engang.

Samme filosofi synes at gennemsyre den bornholmske keramiker Christina Schou Christensens værksted på Nexø Havn, der mest af alt minder om et "legende laboratorium".

Et farverigt landskab af glasurer i bøtter fylder det meste af det lange arbejdsbord i midten af værkstedet, mens store såvel som mindre ovne på rad og række også vidner om et værksted med en eksperimenterende dna.

– Man skal ikke gå ned på ovne. Med den slags værker, jeg laver, kan jeg ofte kun have én ting i ovnen ad gangen, forklarer den bornholmske keramiker, der altid er ved at udvikle nye værker.

En bunke hvide porcelænsskår brugte hun for eksempel til sin nye udstilling "Ødeland" i København, hvor hun sammen med to andre keramikere lavede bæredygtige værker. De brugte aflagte sanitetsmaterialer fra Bofa til at skabe nye værker. Det er også det, hendes seneste investering – en såkaldt knusemaskine – skulle bruges til. Men særlig kendt er hun for sin eksperimenterende tilgang til glasur. For i hendes værk er glasur ikke blot et afsluttende lag uden på leret, men i sig selv et formgivende materiale, som hun lader flyde gennem huller fra keramiske forme som en lækkende creme, der ofte danner tynde stilke og ’fødder’, således at glasuren i sig selv også bliver en visuel leg med tyngdekraften.

Med sin specielle glasurteknik er det ofte selve glasuren, der er bærende i Christina Schou Christensens værker. Foto: Joan Øhrstrøm

En ener i sit fag

De særlige glasureffekter har ifølge den keramikkyndige storsamler Carsten Groth gjort hende til en ener inden for sit fag.

– Normalt er det keramikken, der er det bærende element, men her er det glasuren, der er det. Og det er det, hun er blevet mest kendt for, fordi det er ret så unikt. Hun ligger klart i top-10 inden for de nulevende danske keramikere, forklarede Carsten Groth i telefonen før Tidendes besøg hos Christina Schou Christensen.

I dag har hun med prestigefyldte priser, legater og udstillinger for længst fået mere anerkendelse, end mange i samme branche kunne drømme om. Men som keramiker bliver man aldrig færdig med at udforske materialerne, forklarer hun og fortæller, hvordan hun i sin tid blev ramt af en form for livsstress, da hun begyndte på Glas- og Keramikskolen og hurtigt indså, at der slet ikke var tid nok i hendes liv til at nå alt det, hun gerne ville prøve.

– Det er nogle meget langsommelige processer, siger keramikeren, som først midt i trediverne kastede sig ud i et liv som kunsthåndværker, efter hun i en årrække havde bevist, at hun kunne bestride et "rigtigt" job og tjene ”rigtige penge”. Dengang var hun endda blevet headhuntet til et velbetalt job som computerspilproducer for DR. Men drømmen om at lave keramik havde hun langt tidligere, husker hun.

Christina Schou Christensen bliver regnet for en af landets bedste keramikere. Foto: Joan Øhrstrøm 

Som den blå lagune

For allerede i barndommen gjorde de bløde, spektakulære materialer deres indtryk fra forskellige sider.

– Jeg boede faktisk for enden af Snorrebakken i Rønne, og der kunne jeg meget hurtigt gå op til Porcelænssøen, og dengang var den ikke en sø, men blot et stort hvidt hul i jorden. Der var lidt vand i den ene ende, og det var fuldstændig turkisblåt, så det næsten lignede en blå lagune. Samtidig lå der nogle store sten, som var eroderet, og mens vand og ler var sunket ned, blev de stående på nogle søjler af kaolin. Så det lignede jo det vildeste månelandskab. Og det var bare et magisk sted, siger hun og fortæller, at det var sådan et sted, som hun tog sine barndomsvenner med hen til, når hun "skulle imponere dem".

– Så kunne man selvfølgelig også lege med det kaolin, der var. For det var helt blødt som ler, så man kunne bare sætte sig ned og forme et eller andet i det. Det var helt fantastisk!

Hvad ler kunne blive til i kyndige hænder, oplevede hun også tidligt, når hendes mor tog hende med op til Kampeløkken i Allinge, som dengang var en kunsthåndværkerbutik med keramik af øens keramikere.

– Jeg kan huske, at det gjorde et stort indtryk på mig. For jeg syntes, det var helt vildt fedt, det de lavede. For eksempel husker jeg, at Haico Nietzshe lavede t-shirts og skjorter og lædertasker i ler. Men det var lavet så godt, at det rent faktisk lignede stof og læder, fortæller keramikeren, som også selv holder af at lege med illusionen i sine værker.

– Jeg tror helt sikkert, at det sjove udtryk er noget, der tiltaler mig. Det behøver ikke at være så ’pænt’ og alvorligt, og så kan jeg også godt lide, at det nogle gange ligner noget, der er flydende, og noget der måske har referencer til konditorarbejde, og hvis folk selv tror, at det er rigtig kageglasur, så bliver jeg faktisk lidt stolt, smiler hun.

– Så jeg har noget med, at det helst skal være lækkert at se på, ligesom det skal være overraskende. Så hvis folk kigger på mine ting, og det fremprovokerer en eller anden reaktion, så tænker jeg, det er godt, siger hun og fortæller, at hun ligefrem har oplevet folk få brækfornemmelser af at se på hendes værker.

– Jeg har to gange til udstillinger, hvor folk ikke vidste, at det er mig, der har lavet det, oplevet damer, som har været ved at kaste op, fordi de syntes, at værkerne var ulækre. Og det synes jeg er SÅ sjovt, og jeg har haft lyst til at spørge, hvorfor de synes, det er ulækkert. For det har jo ikke været et bevidst ønske fra mig at få folk til at kaste op, griner hun.

Bløde former i sine værker har Christina Schou Christensen også eksperimenteret en del med. Foto: Joan Øhrstrøm

Faren byggede flyvemaskiner

Hendes kreative formåen er heller ikke kommet ud af det blå, fortæller hun. For mens moren ved siden af sit job som sygeplejerske altid har syet og været interesseret i håndarbejde, byggede faren i sin fritid flyvemaskiner, når han ikke sejlede som kaptajn for Bornholmstrafikken.

– Samtidig hjalp han også andre, så han nærmest byggede på fem flyvemaskiner hjemme i garagen, siger hun og tilføjer, at faderens flyvemaskiner altid fik en signatur i form af et klistermærke, fordi det var et krav, når det var hjemmebyggeri.

– Og sine flyvemaskiner kaldte han altid "experimental", og på et tidspunkt slår det mig pludselig, at jeg selv har en Instagram-profil, der hedder "experimental glazes". Så jeg tænker alligevel, at der er nogle fællestræk.

Du kan se din far i dig selv?

– Ja. Det med at være så dedikeret til noget er jo en meget nørdet ting. Min far var meget nørdet omkring sin hobby og udviklede nye ting, og selv er jeg også en nørd i forhold til den måde, jeg eksperimenterer og arbejder med mine glasurteknikker på.

Allerede da hun søgte ind på Glas- og Keramikskolen, havde hun en forestilling om at bruge glasur på en ny måde.

– Jeg ville gerne lave en glasur, der var helt vildt tyk, så det ikke bare lå som et tyndt lag, men var noget, der var med til at forme værket. Så det var et ønske, jeg havde haft i lang tid. Jeg kunne også se, hvordan det nogle gange skete af sig selv i ovnen, så nogle gange gjorde held i uheld, at jeg gik den vej. Men jeg tror også, jeg har været heldig, fordi jeg lavede nogle eksperimenter, som ret hurtigt lykkedes. Og da jeg så, at det kunne lade sig gøre, fik jeg tusind ideer. For så var der pludselig en masse muligheder, der skulle afprøves, siger keramikeren, der sjældent laver to ens værker.

– Sommetider har folk ønsket at bestille tre af den samme ting, men det er så svært for mig at lave ting, der er ens. Jeg kan godt lave skålen som den samme, men hvordan glasuren kommer til at flyde, er så svært at styre.

Christina Schou Christensen er aktuel på udstillingen Ødeland, hvor hun blandt andet har genanvendt sanitetsmaterialer i sin kunst. Foto: Joan Øhrstrøm

Blev headhuntet af DR

Lysten til at blive keramiker havde hun allerede i folkeskolen, og under et højskoleophold efter gymnasiet blev hun også opmuntret i den retning af en lærer, som så hendes evner med det formbare materiale. Men dengang blev drømmen om at søge ind på Glas- og Keramikskolen imidlertid hurtigt lagt på hylden. For fra omgivelserne var der en klar forventning om "at gå den slagne vej", som hun siger.

– Og jeg er ikke sådan en ”fuck dig”-type, så jeg tænkte: "Så må jeg hellere finde på noget andet". Så i mange år brugte jeg energi på at uddanne mig til alt muligt andet.

Hun blev uddannet lærer fra Zahles Seminarium i København og tog en overbygning på it-Universitetet med speciale i computerspil. Det førte til jobbet hos DR, hvor hun var med til at udvikle computerspil til DR's forskellige digitale platforme. Sideløbende holdt hun stadig liv i kærligheden til keramikken på aftenskolekurser.

– Jeg solgte nogle af mine ting på et loppemarked, hvor der kom en forbi, der gerne ville lave en udstilling med mig. På det tidspunkt havde jeg i mellemtiden søgt ind på Glas- og Keramikskolen, men jeg nåede at få min udstilling på galleriet, fjorten dage før jeg skulle starte på skolen.

Nåede til New York

Galleriet havde også kontakt til internationale antikvitetshandlere. Sådan kom hendes værker ad omveje pludselig i hænderne på en specialist i skandinaviske antikviteter i New York. Og hun var veninde med den berømte amerikanske tv-personlighed Martha Stewart.

– Så ret hurtigt kom mine ting på Martha Stewart Show, det første år jeg gik på skolen, siger hun og tilføjer, at opmærksomheden fra ’The Big Apple’ faldt på et - for hende - gunstigt tidspunkt.

– Jeg havde netop fået dårlig kritik af min lærer på Glas- og Keramikskolen for nogle kandelignende skulpturer, som han synes var fuldstændig ubrugelige. Det havde han også ret i, for de var ikke håndterbare, forklarer hun.

– Og så sagde han til mig: "You are gonna to be a very poor potter". I mellemtiden havde antikvitetshandleren fra New York spurgt mig, om jeg havde en sjov historie til noget af det, jeg havde lavet.

– Så citerede jeg min lærer. Og 14 dage efter kunne han se sig selv citeret på Martha Stewart Show, hvor mine keramikting blev vist.

Da hun gik på Glas- og Keramikskolen, havde hun dog også stadig sit job i DR på deltid.

– Jeg gik også bare tilbage til mit arbejde på DR, da jeg blev færdig, men det blev mere og mere uinteressant for mig. Og jeg havde vundet en solo-award på Charlottenborgs forårsudstilling, hvor det indebar, at jeg skulle udstille i et helt rum på Charlottenborg året efter. Der fik jeg lidt stress over, at jeg ikke havde noget værksted, men fuldtidsarbejde ved siden af. Men jeg fik orlov til at lave den i to måneder, mens DR i mellemtiden skulle skære ned på deres netaktiviteter, så der blev jeg fyret, siger hun og tilføjer:

– Jeg var meget ked af det i to dage, … og så blev jeg glad, fordi det gik op for mig, at jeg skulle bruge tiden på det, jeg elskede. Og så fik jeg en plads på et deleværksted på Vesterbro, siger keramikeren, som nu pludselig fik flere priser og udstillingsmuligheder i både Milano og Belgien.

– Med den slags værker, jeg laver, kan jeg ofte kun have én ting i ovnen ad gangen, forklarer Christina Schou Christensen. Foto: Joan Øhrstrøm

Blev mor uden en kæreste

På den måde fik hun hurtigt gang i sin karriere som kunsthåndværker, men på ét punkt følte hun, at det gik for langsomt. For hun ville gerne være mor, men havde ikke fundet en mand at få børn med, og det biologiske ur begyndte at tikke, så til sidst besluttede hun sig til at blive mor med en sæddonor.

– Jeg var bare skruk og havde ikke mødt nogen mand, der var med på det. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke skulle have børn alene, det var ikke det, jeg ville. Men jeg kan huske, jeg en dag sad på mit arbejde på DR og tænkte: "Ej, jeg gør det bare selv". Det kan man jo, og det havde en af mine veninder også gjort. Og lige pludselig var det, som om det var en kæmpe lettelse, at jeg ikke skulle være desperat for at finde en mand. Og så fik jeg to børn selv. Så det var ret fantastisk og ret vildt.

Hun var 38 år, da hun begyndte i fertilitetsbehandling, og som 41-årig lykkedes det at blive gravid med en donor, hun selv havde valgt. Sådan fik hun sin søn, og som 44-årig fik hun sin datter med den samme donor.

– Dengang kunne hun vælge mellem en såkaldt lukket og åben donor. Med en åben donor kunne man se et babybillede af donoren og læse en personlighedstest, se hans håndskrift og få hele deres families medicinske historie, så man nærmest følte, at man kendte personen.

Må dine børn så godt møde ham, hvis han er en åben donor?

– Ja, i princippet efter de bliver 18 år, men vi ved faktisk allerede godt, hvem han er. Det er den vildeste historie, siger hun og fortæller, at hun fandt frem til andre mødre, der havde brugt samme donor via hans donornummer. Der var en mor i Australien og et lesbisk par i USA, der havde børn med samme donor som hende.

– Vi lavede så en Facebook-gruppe sammen, og det viste sig, at de andre havde billeder af donoren som stor dreng, da han var 11-12 år. Han så heldigvis rigtig sød ud.

Følgere fra hele verden

I 2018 flyttede hun med sine to børn til Bornholm, hvor hun altså nu har sin egen værkstedsbygning, hvor hun også holder kurser, ligesom hun nu selv har fået følgere fra hele verden, hvor hun bliver betragtet som en glasurguru.

– Under coronakrisen begyndte jeg at holde onlinekurser, og nu er der folk fra hele verden, der følger dem. Og når jeg har holdt kurser i mit værksted, er der kommet folk fra både England og Norge, og det synes jeg er dejligt, siger den efterspurgte keramiker, som også underviser på designskolen, som glas- og keramikskolen er fusioneret med.

– Man kan sige, at jeg har taget nogle store omveje, inden jeg blev keramiker, men hvis jeg ikke var blevet lærer og siden havde fået en overbygning på it-Universitetet, kunne jeg ikke have undervist på designskolen, så på den måde har jeg kunnet bruge alle mine erfaringer, og i dag er jeg også glad for mine mange uddannelser.

Ud over blandt andet at være kendt for sin eksperimenterende glasurteknik har hun de seneste år også gjort sig bemærket for at forsøge at lave mere bæredygtige værker. Hun har blandt andet genanvendt borsilikatglas fra Novo Nordisk, som hun har stået og knust i mindre stykker og derefter pulveriseret i knusemaskinen for at udvikle ler- og glasurmasser. Og sammen med Thora Finnsdottir og Signe Fensholt, som hun også har lavet "Ødeland"-udstillingen med, har hun også et samarbejde med Bofa om at genanvende sanitetsmaterialer.

– De transporterer knap 400 tons sanitet væk fra øen om året. Det er jo vanvittigt. Det er primært håndvaske og toiletter. Så tænkte vi – okay, så er det det, vi kaster os over og undersøger. Så vi har været oppe i Bofa-containere og se på håndvaske - toiletterne er vi gået udenom. Men på et tidspunkt var der ikke flere håndvaske, og så gik vi i gang med cisternerne, afslører hun med et skævt smil, inden hun tilføjer:

– Det har været fedt, fordi jeg har været tvunget til at udvikle en hel masse forskellige masser. Så har jeg fået lavet støbemasser og ler og glasur, og det fungerer. Men det har krævet vanvittigt mange forsøg at nå dertil, og jeg har haft tre praktikanter, der har hjulpet mig. Men det er fuldstændig grundforskning, vi har lavet, siger hun og fortsætter:

– I samarbejdet med Bofa var kongstanken, at de knuser alt det her, og så skal øens keramikere komme og hente det, og så har vi udviklet og vist folk, hvordan de kan integrere det i egne produktioner.

En stor udfordring har været at finde ud af, hvad sådan en håndvask indeholder – det er ikke bare porcelæn. Nogle er fine, men andre indeholder tungmetaller. Vi ved godt, hvordan man tester det med et særligt apparat, men det koster 250.000 kroner. Jeg håber, det her kommer til at vokse, og at det kan blive en del af min levevej at udvikle bæredygtige materialer, siger keramikeren, hvis børn endnu ikke har arvet hendes kærlighed til keramik.

– Mine børn hader keramik. For det tager jo tid fra dem. Til gengæld ser de nok mere til mig, end hvis jeg arbejdede fra 9-16 hver dag.

Hvad er det bedste og det sværeste ved at være alenemor?

– Jeg har ingen at skændes med, men jeg har heller ikke noget at dele ansvaret med. Bare sådan noget som at planlægge en ferie føler jeg nærmest ikke, at jeg har tid til, selvom jeg har pengene til det. Men det er mig, der skal stå for alt fra lektiehjælp til indkøb, og jeg kan godt føle, at de ikke får nok voksenkontakt.

Drømmer du stadig om at finde en mand?

– Nogle gange gør jeg. Andre gange tænker jeg, at det er lige meget.

– Jeg har ikke tid til det alligevel, siger hun og slipper en latter løs.

– Men omvendt kunne det måske være meget fedt, også for børnene – at der var en, der gad at spille fodbold med min dreng. Det havde jo været fedt.

Hvor finder du størst mening?

– Det er jo de der børn. De er jo "in your face" hele tiden. Det er jo relationerne, der er det vigtigste i livet, siger keramikeren, der dog også stadig synes, at der er stor magi i hverdagssituationerne i hendes legende laboratorium.

– Det kan gøre mig helt lykkelig og helt høj, hvis der kommer noget ud af ovnen, som jeg ikke havde forudset, kunne blive så godt.

Blå bog

Christina Schou Christensen. Født 1973. Udøvende keramiker med værksted i Nexø, ligesom hun underviser på Designskolen og holder selvstændige kurser i glasurudvikling og bæredygtig keramik. Hun har udstillet i en lang række lande, ligesom hun har følgere og onlinestuderende fra hele verden. Uddannet fra Glas- og Keramikskolen på Bornholm. Har desuden en uddannelse som lærer med en overbygning fra it-Universitetet.

Christina Schou Christensen er aktuel med udstillingen "Ødeland", hvor hun sammen med keramikerne Thora Finnsdottir og Signe Fensholt har undersøgt potentialet i at genanvende keramisk affald og spildprodukter fra glas- og stenbrudsindustrien. Udstillingen "Ødeland" viser testarbejdet og resultater, omsat i færdige værker.

Udstillingen kan ses i Officinet i København, men kommer siden til Hos Køppe Contemporary og kan opleves i Bornholms Craft Week.