Sognepræst om lukkede kirker: Vi bør ringe alt det vi overhovedet kan

Finanskrisen i 2008 slog bunden ud af økonomien og tvang mange mennesker fra hus og hjem.

Denne gang har krisen bredere effekt, for COVID-19 bringer også frygten for sygdom og deraf følgende isolation med sig.

Det mærker Birgit Friis i disse uger, hvor kirken er lukket ned. Blandt andet derfor var søndagen en mærkelig dag for sognepræsten i Aaker og Pedersker sogne.

– Min søndag har været helt speciel fordi jeg er midt i min ferie. Men den er også meget speciel, fordi det hele er specielt lige nu. Én ting er at være i sin seng søndag morgen, hvor man har ferie og ellers skulle have været i kirke, men det er også meget mærkeligt at vide, at alle kirker er i stå, siger Birgit Friis, mens spredte snefnug lander på hendes hår og frakke.

Intet er som det plejer

Hun, der ellers byder alle velkomne i præstegården i Aakirkeby, insisterer på at gennemføre samtalen udenfor for ikke at sende et signal om, at der gøres forskel på folk. Kirken og præstegården er lukket for alle, indtil statsministeren og kirkeministeriet bestemmer, at den skal åbnes igen.

Indtil videre gælder lukningen frem til og med næste søndag, og det er tydeligvis i strid med præstens overbevisning.

– Vi er i en situation, hvor rigtig mange af os instinktivt ville rykke over i kirken. Sammen eller hver for sig. Gå ind og føle det ene og mærke det andet ... og så kan vi bare ikke. Intet er, som det plejer. Alt er ultimativt forkert, siger hun.


Et opkald gør en stor forskel

Birgit Friis har den forgangne uge passet sine to hjemsendte børnebørn i Hørsholm. Nu, hvor hun er hjemme igen, er det fristende at gribe telefonen.

– Når kirken er lukket, er meget andet arbejde også sat ud af kraft. Og det man så kan gøre – og det gælder ikke kun for mig som præst, men for alle – er at man ringer til nogen. For folk, der er alene, men som ikke nødvendigvis føler sig ensomme og forladte, de vil helt sikkert komme til at føle sig ensomme i den her situation. Jeg har ringet til nogen, hvor jeg efterfølgende blev så bevæget over, at et telefonopkald kan ændre et andet menneskes oplevelse af virkeligheden lige nu fra at være bekymret til at være lettet. Vi bør ringe alt det, vi overhovedet kan, siger Birgit Friis.

Regler for alt

Alt er vendt på hovedet i disse dage, og det skal man også vænne sig til som præst, indrømmer Birgit Friis.

– Jeg har for eksempel en bisættelse i kirken på lørdag, og det er også en meget mærkelig ting, for der er jo også kommet regler for, hvad man må og ikke må, konfirmationerne er udsat, og gudstjenesterne er aflyst.

Hvad gør man så, når man er præst og menigheden har fået påbud om at holde sig væk fra kirken? Nogle lægger en prædiken op på facebook eller på youtube, men den slags appellerer ikke rigtig til Birgit Friis.

– Det er ikke min kernemenighed, der er på den flade. Så jeg er ved at skrive noget på tryk, som bliver lagt ud i butikkerne, og så kan folk tage det med hjem, siger hun.

Samhørigheden har fået et boost

Birgit Friis fornemmer imidlertid fra den telefoniske kontakt, hun har haft, at der i menigheden lurer en generel bekymring for, hvordan verden ser ud, når epidemien på et tidspunkt slipper sit tag i landet. Bliver det nogensinde normalt igen, spørger folk.

For Birgit Friis er svaret nej. Verden bliver aldrig nogensinde, som den var før. Der er mange ting, der vil være forandret for altid. Men på grund af sin høje alder kan hun samtidig genkende et træk i det menneskelige adfærdsmønster, som har været væk i lang tid. En bevægelse i retning mod fællesskab og gensidigt ansvar.

– I vores tid kan man godt have en fornemmelse af, at solidariteten i dag ligger på et noget mindre sted, at vi er os selv nærmest. Men lige nu har solidaritetsfølelsen og samhørigheden fået et virkelig stort boost. Man kan håbe på, at det hænger lidt ved efterfølgende.