Den filosoferende tømrersvend

Som nytilflyttet drømte han om at leve som digter på Bornholm, men den sønderjyske akademiker endte som tømrer og fuldtidspolitiker. I valgkampens sidste uger har bevågheden omkring Morten Riis nået et nationalt niveau, og skeptikerne er begyndt at snakke om kommunisme og revolution – men i dette interview er det altså borgmesterkandidaten fra Gudhjem, der selv bringer Marx på banen.

Radioværterne på P3 beder folk, der hedder Morten ringe ind og fortælle, hvad de skal lave mortensaften, og mens jeg kører igennem Aarsballe, ringer den første Morten ind og fortæller, at han skal hjem til sine forældre og spise and. Værterne er ved at dø af grin over, hvor forudsigelig historien er.

Jeg er på vej hjem til en landets 33.825 Morten’er, viceborgmester Riis fra Gudhjem. Hans og Enhedslistens himmelflugt var bestemt ikke til at forudsige. Hvis partiet virkelig skulle ende med at blive Bornholms største parti, vil det vække genlyd i hele landet. Det har det for så vidt allerede gjort. Politiken bragte i søndags en omfattende reportage med udgangspunkt i Søren Pinds advarsel i Bornholms Tidende om venstrefløjspartiet.

»Kommunisterne kommer, råber Søren Pind om Enhedslisten på Bornholm” hed overskriften i artiklen, der portrætterede både Morten Riis og det mudrede lokalpolitiske billede. Flere andre landsdækkende medier har på det seneste interviewet den 46-årige sønderjyde, der aldrig tidligere har oplevet så stor interesse, fortæller han mig, mens vi sætter os til rette på hans hjemmekontor på Holkavej. Det tror man pokker; en meningsmåling i oktober gav partiet hver fjerde bornholmske stemme og virtuel status som kommunalbestyrelsens største parti. Borgmestersnak kan ikke længere affejes som nonsens.

Vi tager hul på samtalen, velvidende at det vil blive afbrudt af interviews med TV2 Bornholm og DR. Dagsordenen om børnenes vilkår har om nogen fyldt i valgkampen, så det er nærliggende at starte fortællingen om børne- og skoleudvalgsformanden med de tidligste år. Hele barndommen boede han i Toftlund midt i Sønderjylland med sin storesøster og forældre. Faren var bilmekaniker, moren arbejdede som ufaglært syerske på en konfektionsfabrik, indtil de sammen med et andet ægtepar købte en BP-tankstation med tilhørende værksted, vaskeri og butik. Som selvstændig erhvervsdrivende var de temmelig langt fra at være socialister.

– Min mor blev ansat i postvæsnet, da de solgte tankstationen. Der blev hun fagligt aktiv og drejede nok lidt over mod venstre.

Sønderjysk mester

Morten Riis spillede badminton og opnåede at blive sønderjysk mester et par gange. I skolen sagde de naturvidenskabelige fag ham mest, og på gymnasiet i Tønder bestod fagpakken af matematik, fysik, kemi, biologi – og filosofi. (Bemærk fraværet af samfundsfag). Han skrev tredjeårsopgave om relativitetsteorien, fordi de mere abstrakte og filosofiske dimensioner af fysikken var mere dragende end de matematiske beregninger.

En fremtid som fuldtidspolitiker, som har været virkeligheden siden 2019, var der ingen tegn på.

– Jeg har aldrig siddet i et elevråd, hverken i folkeskolen eller gymnasiet. Det var nogle andre ting, der interesserede mig dengang, fortæller Morten Riis.

Han rejser sig fra stolen og går ud på gaden, for tv-holdet er ankommet. Mortens kone, May, kommer ind på kontoret. Det var hendes optagelse på Glas- og Keramikskolen, der var anledningen til, at Morten Riis kom til Bornholm. Vi deler som jyske tilflyttere erfaringer om, hvordan det har været falde til med børn uden at have bedsteforældre i nærheden. For May og Morten blev Scala Gudhjem et af de steder, hvor de lærte mange at kende og fik rekrutteret et par reservebedsteforældre.

Morten vender tilbage til kontoret, og vi skruer tiden tilbage til studieårene. Da han var klar til at forlade den sønderjyske rede og rejse til den jyske hovedstad Århus, var forhåbningen at læse filosofi, men det glippede. Efter et højskoleophold blev han inspireret til at vælge det tilstødende fag, idéhistorie. Det var først på universitetet, at han engagerede sig i politik. Som 24-årig meldte Morten Riis sig ind i Enhedslisten efter at have hørt et radioindslag om de politiske partiers faldende medlemstal. Partivalget var oplagt, for han havde aldrig stemt på andre partier. De første aktivistiske handlinger var demonstrationerne mod Irakkrigen.

Foto: Jakob Nørmark


Hegels ånd

Studiemiljøet på idéhistorie var ellers ikke udpræget politisk, fortæller Morten Riis, og det får mig til at nævne de glade 90’eres manglende aktivisme og idéen om, at historien var afsluttet efter østblokkens nederlag i Den Kolde Krig.

– Det er dét, mit speciale handler om, indskyder Morten Riis.

– Det var et forsøg på at afmontere hele Francis Fukuyamas tanker om historiens afslutning. Politik holder aldrig op med at være relevant, men der kan selvfølgelig være nogle perioder, hvor modsætningerne ikke er så store.

Morten Riis indleder en analyse af Fukuyama, hvis logiske slutning er inspireret af filosoffen Hegels opfattelse af, at historien er udfoldelsen af en bestemt ånd.

– Der er en iboende ånd, og historien udvikler sig på den måde, at den i højere og højere grad udfolder den ånd, der er iboende i historien. Det er Marx jo meget uenig i. Han siger omvendt, at det ikke er sådan, at den materialistiske udvikling sker som et resultat af en særlig gejst. Det er nærmere omvendt, at det åndelige er overbygningen på materialismen. Det vil sige, at der er nogle materielle udviklinger, som har betydning for, hvilken tankevirksomhed vi hver især har. Så der vender han Hegel på hovedet.

Da Morten Riis kan se, at jeg har svært ved at følge med, tager han sig tid til at forklare, hvad han mener med materialisme. I den gamle kontekst fra Marx’ aktive år i 1800-tallet er materialisme et udtryk for, at man tror på, at de materielle vilkår definerer historiens udvikling, forklarer han. Lettere forvirret over, hvad der menes med ånden, bringer jeg ”opium for folket” på banen, og Morten Riis konstaterer, at Marx var en stor religionskritiker, inden han stopper op.

– Nu kommer det til at handle om Marx, og det er jo ikke det, vi går og bruger vores dagligdag på. Nu læste jeg lige lederen i avisen fra i dag, som har travlt med at udråbe den proletariske revolution.

Vil du betegne dig selv som marxist? Det ved jeg, at min chefredaktør vil være interesseret i at høre.

– Hele den socialdemokratiske bevægelse bygger sådan set på Marx, og hele idéen om, at man kan have politologi som fag bygger dybest set på marxisme. Nu bliver det gjort til noget grimt, men Marx etablerede, at politisk økonomi kunne være et fagligt felt ved siden af økonomi. Selvfølgelig er jeg da marxist, men jeg er også inspireret af mange andre, siger han og henleder min opmærksomhed på bogreolerne, der fylder et par af væggene fra gulv til loft.

– Du kan se herinde, at jeg ikke kun har Marx og Lenin. Derovre har jeg Kierkegaards samlede værker stående, jeg har også en masse Dostojevskij og Grimbergs Verdenshistorie. Jeg har læst en del bøger, dog ikke så meget de sidste år. Der er det mest blevet til politiske dagsordener.

Savner du at have mere tid til at læse?

– Der er mange ting, jeg synes er spændende. Jeg savner også at være tømrer. Grundlæggende synes jeg, at det er et enormt privilegium at hellige mig politik og være med til at udvikle Bornholm. Men jeg glæder mig også til en dag at få kolleger igen, for det er lidt ensomt fag – og også til at komme ud og lave tømrerarbejde.

Fuldtidspolitiker

En viceborgmester har ikke eget rådhuskontor, og meget af Morten Riis’ arbejde foregår fra hjemmekontoret. Den isolerede tilværelse, der også omfatter et væld af møder, er selvvalgt, for han valgte at sige sit faste job hos PL Entreprise op i 2019, da han fik tilbudt posten som regionskommunens nummer to. Morten Riis modtager ikke flere og større honorarer end de fleste andre viceborgmestre, men beslutningen blev truffet, for at få hverdagen til at hænge sammen menneskeligt og give ham bedre arbejdsbetingelser for at dedikere sig til politik. Arbejdstiden, han de seneste par år har lagt i det politiske arbejde, er omtrent den samme, som da han skulle kombinere hverdagsjobbet og politik.

Det når han lige at forklare inden interviewets andet intermezzo. Danmarks Radio skal interviewe ham, og det foregår via en app, der sikrer lyd i høj kvalitet. Historien handler om manglende tilbud for de bornholmske unge. Morten Riis opremser de eksisterende muligheder og nævner en forbedring af kommunikationen som en løsning. Hvad angår manglen på fritidsklubber, fremhæver han kommunens økonomiske kvaler. Børne- og skoleudvalgsformanden turnerer ikke med valgløfter, der er næsten umulige at føre ud i livet. Til slut bliver han spurgt, om han vil se, hvad han bliver citeret for, inden det havner på dr.dk eller i radioen. Det har han ikke brug for.

– Du har jo ikke sagt noget, der er helt vanvittigt, kommenterer journalisten.

Kommunalpolitik er en pragmatisk omgang, hvis man sidder omkring bordet, hvor beslutningerne skal træffes. Mere drømmende var Morten Riis, da Riis-parret flyttede til Bornholm i 2004. På en regnvejrsdag omkring sankthans faldt de pladask for Gudhjem i forbindelse med Mays optagelsesprøve i Nexø. De var enige om at bosætte sig i Gudhjem, hvis hun blev optaget, og det skete. Den nyuddannede akademiker, der havde uddannet sig inden for, hvad "nogen vil kalde et brødløst fag", havde også kreative ambitioner.

– Jeg skrev rigtig mange digte, så jeg havde en idé om, at jeg skulle være digter, da vi flyttede til Bornholm, siger han og griner.

Hvorfor blev så du ikke digter?

– Fordi det dybest set var for svært at leve af. Det går, som det går. Man får børn, og så skal man betale husleje og mad til børnene. Så bliver man formet af det – der er måske nogle ydre, materielle vilkår, som presser sig på, siger han med reference tilbage til Marx’ tanker.

Morten Riis var medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse på landsplan, da han kom til Gudhjem, og med det samme engagerede han sig i den lokale partiafdeling.

– Der gik ikke så længe, før jeg stillede op til det ene og det andet.

32 stemmer

Han debuterede som kandidat ved kommunalvalget i 2005, hvor han høstede 32 personlige stemmer. De første par år efter flytningen arbejdede den nyuddannede cand.mag. på deltid som mediefagslærer på gymnasiet i Rønne. Han havde på universitetet haft sidefag i film og tv. I en periode ernærede han sig som arbejdsmand i et tømrerfirma, og hen ad vejen valgte han efter nogle år i ufaglærte job at søge ind på tømreruddannelsen som voksenlærling.

På grundforløbet forelskede han sig i faget – både på grund af finessearbejdet og muligheden for at bruge sin krop og sine hænder i arbejdet.

– Når man arbejder fysisk er det, som om ens hoved kan arbejde med på en anden måde. En løbetur er fantastisk til at få styr på nogle tanker. Og sådan synes jeg tit, at arbejdet som tømrer er. Jeg går og grubler, samtidig med jeg arbejder.

Karriereskiftet havde derfor ikke samme motivation, som da belæste socialister i 1970’erne stræbte efter at blive fabriksarbejdere.

– Det var ikke for at blive proletariseret. Selv om mine forældre var selvstændige, er jeg vokset op med en ufaglært mor og en faglært far, så jeg opfatter det som en arbejderfamilie, fortæller Morten Riis, der blev den første akademiker i familien.

– Der er masser af tømrere i min familie, men jeg var rigtig dårlig til sløjd i folkeskolen. Jeg tror ikke, der var nogen, der sagde om mig, at jeg nok skulle blive tømrer en dag.

Skal du være tømrer igen, hvis du ikke bliver borgmester og ikke længere kan være politiker på fuldtid efter et valg?

– Det kan sagtens være. Heldigvis er der jo masser af gang i hjulene. Det er jo et eller andet sted vælgerne, der afgør det.

Opmærksomheden omkring Riis og Enhedslisten på Bornholm har været kraftigt tiltagende. I valgkampens sidste uge støder man på masser af debatindlæg og Facebook-opslag med spådomme om, hvordan det vil gå kommunen med Riis som borgmester.

Hvordan har du egentlig med det, når Søren Pind trækker revolutionen frem og alt det, han mener, kan gå galt? Eller når Marx og Lenin står som de første ord i Tidendes leder?

– Jeg synes sådan set, det virker en lille smule desperat. Man skulle forholde sig til det, vi har været med til at sætte i søen de sidste fire år. Det er et forsøg på at lave en skræmmekampagne. Sådan ser jeg det. Jeg vil da gerne vedkende mig, at jeg har læst Marx, og at det har været inspirerende. Men hvis du spørger de gamle socialdemokrater, ville de kunne sige det samme. Ud fra et socialistisk perspektiv er Marx grundlæggende for at forstå, hvordan virkeligheden er skruet sammen, og det handler om, at nogen lever af at sælge deres arbejdskraft, og andre lever af arbejdskraften, som andre sælger.

De passager i partiprogrammet om revolution, og hvordan partiet skal nå frem til sine mål, får meget opmærksomhed...

– Det er ikke noget, vi bruger så meget i kommunalpolitik, indskyder Morten Riis.

Det fik chefredaktøren også flettet ind i sin leder forleden – altså at man bliver nødt til at være mere pragmatisk i lokalpolitik. Ser du også dig selv som en pragmatisk politiker?

– I allerhøjeste grad. Jeg synes, det er vigtigt at samarbejde – også med de partier, som vi er meget uenige med. Brede flertal er gode flertal, fordi det betyder, at man er med til at sætte noget i verden, som er vedvarende og ikke bliver lavet om, når styrkeforholdene skifter, siger Morten Riis og forklarer, at Børne- og Skoleudvalget under hans formandskab sjældent har været nødt til at stemme om sager, fordi de som regel var i stand til at tale sig frem til enighed.

Indrette samfundet på ny

– Jeg synes ikke, det er så odiøst gerne at ville arbejde for et andet samfund. Når man er dedikeret til klimasagen, siger man så ikke lige præcis, at vi er nødt til at indrette samfundet på ny, så vi ikke udleder så meget CO2 og kan være med til at bringe kloden i balance igen. Jeg synes, at tiden råber på politikere, der har visioner for, hvordan vi også kan indrette os.

Han forklarer, at lysten til gennemgående ændringer af strukturerne også gør sig gældende inden for den røde del af politikken hos det rødgrønne parti.

– Det er jo vanvittigt den måde, som værdierne i verden bliver akkumuleret på til fordel for en meget, meget lille del af befolkningen. Det er sådan set bare det, det handler om: at de producerede værdier skal komme os alle sammen til gode. Derfor har vi brug for at indrette vores samfund på ny.

Når du ser på samfundets udfordringer fra helikopterperspektiv, kan det så ikke være frustrerende at arbejde med kommunalpolitik, hvor de økonomiske rammer er så snævre?

– Selvfølgelig kunne man godt tænke sig, at man havde nogle flere penge at gøre med. Der er tit nogen, der siger til mig, ”hvornår skal du så i Folketinget?”, fordi vi har en forståelse af, at det er dér, det sner. Lidt provokerende siger jeg til dem, at jeg ikke ved, hvordan jeg ville have det med at være en del af den lovgivende forsamling, når jeg nu i otte år har været en del af den udøvende magt. Det er jo det, vi laver i kommunen. Herude bestemmer vi serviceniveauet i ældreplejen, og hvor mange børnehavepædagoger der skal være. Selvfølgelig er der begrænsninger, men dem må vi arbejde med som alle andre.

Om det bliver som borgmester, eller der venter en periode som menigt medlem og en tilbagevenden til tømrerfaget afgøres i næste uge.

Morten Riis når i mål med sit tredje interview på to timer. Mit sidste spørgsmål bliver, om familien skal have and til aftensmad, inden han skal til vælgermøde i Sandvig.

– Nej, jeg er vegetar, siger Morten Riis, og da jeg på vej ud går igennem køkkenet, ser jeg, at menuen består af risengrød lavet på soyamælk.

Andesteg eller ej; det kan være, at mortensaften i år falder tirsdag den 16. november på Bornholm.