De har fået lov til at blive gift på deres fristed

De har fået lov til at blive gift på deres fristed
Det er her, at Cecilie og Jakob Spanggaard Poulsen lørdag bliver viet. Foto: Holger Larsen
Lørdag 2. august 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
Lørdag 2. august 2025 • 05:30

Cecilie og Jakob Spanggaard Poulsen bliver lørdag viet i Danchells Anlæg i Allinge. Kystdirektoratet har givet tilladelse til opsætning af telt.

Det er med tilladelse fra Bornholms Regionskommune og dispensation fra Kystdirektoratet, når Cecilie Spanggaard og Jakob Poulsen lørdag bliver gift i klipperne ved Danchells Anlæg i Allinge.

– På det sted finder man alt det, vi forbinder med Bornholm. Man kan se Allinge Røgeri, smuk natur, klipperne og havet. Det er et visuelt stærkt sted, siger Jakob Poulsen.

Parret havde egentlig udset sig et andet sted til deres vielse, nemlig træterrassen på Strandpromenaden i Sandvig:

– Vi havde fået tilladelsen af kommunen. Men så ringede Morten fra kommunen og sagde, at det kunne ikke blive til noget, fordi terrassen er rådden, og at den ikke ville blive lavet inden vores bryllup. Så fandt vi på løsningen med Danchells Anlæg, som vi havde lært at kende ved Folkemødet. Fra kommunen blev vi vejledt om, at vi skulle søge Kystdirektoratet om opstilling af telt, fortæller Jakob Poulsen.

Parret har i det hele taget stor ros til både kommunen og Kystdirektoratet for behandlingen af sagen. I løbet af kort tid havde de fået dispensation i forhold til Naturbeskyttelsesloven til opsætning af telt inden for strandbeskyttelseslinjen. Teltet, som skal bruges ved vielsen, bliver opsat lørdag morgen og taget ned igen senere samme dag.

Tidligere restaurant

Cecilie Spanggaard og Jakob Poulsen, der fra lørdag har de fælles efternavne Spanggaard Poulsen, bor til daglig i Roskilde – og i øjeblikket også delvis i Horsens.

At vielsen skulle foregå på Bornholm, var et tema for de to allerede, da Jakob friede. For her havde de fundet deres fristed i Strandgade i Sandvig, i den tidligere restaurant Burgundia, som også var kendt for stedets minigolfbane.

– Vi var på ferie på Bornholm i 2018, hvor vi boede i Sandvig, lige i nærheden af Strandgade. Jeg gik forbi stedet her flere gange og så det som en mulighed for, at vi kunne få et sommerfristed. I 2021 var vi til en koncert på Gæsten. Vi boede på Hotel Falcon, og jeg overtalte Cecilie til, at vi skulle gå hen og kigge. Jeg havde svært ved at finde stedet igen, og vi var lige ved at opgive.

Men Jakob Poulsen fandt det, og selv om de andre måske ikke ved første øjekast så den samme "uslebne diamant" som ham, lykkedes det Jakob at få overtalt dem til at investere i det som et sommerhus.

De andre er Jakobs tvillingebror Morten og hans hustru, Rikke.

– Morten og jeg gør alt sammen. Vi ejer en cafékæde, Café Korn, i fællesskab, og nu har vi også et sommerhus sammen. Det er her, vi kommer ned i gear fra en dagligdag, hvor vi driver 12 cafeer med 200 medarbejdere på Sjælland, Fyn og i Jylland.

– Her kan vi være i en lille måned om sommeren, og så er vi alligevel ikke længere væk, end at vi hurtigt kan tage af sted for at hjælpe med cafédriften, hvis der skulle være behov for det, siger Jakob Poulsen.


Cecilie og Jakob Spanggaard, der er 30 og 34 år, har kendt hinanden i otte år. Foto: Holger Larsen

Et godt sammenhold

Cecilie og Jakob Spanggaard Poulsen erklærer sig meget glade for Bornholm og især Sandvig.

– De er så søde i Sandvig, og her er et fantastisk sammenhold. Alle kender alle, og man hilser på hinanden. Vi har meldt os ind i Sandvig Havneforening for at være med til at støtte lokalsamfundet. Alt det man laver i Sandvig med opsætning af flag, badebroen og musikfestivalen er eksempler på, hvad man kan skabe, når man står sammen. Det beundrer vi respektfuldt og bidrager med det, vi kan, siger Jakob Poulsen.

Cecilie og Jakob har to børn, Valde på otte og Luna på fem, og de har en lille hund, Solveig. Tvillingebroren har også stiftet familie, så der er altid nogle fætre og kusiner at lege med.

– Vi har sat huset lidt i stand – i vores eget tempo, så der også er tid til at tage på stranden og til at gå på Kalaset og købe is.

Det var en nærliggende tanke, at interessen for den tidligere restaurant Burgundia skyldtes, at der her skulle åbnes en Café Korn nummer 13. Men nej, det er der ingen planer om, understreger Jakob Poulsen.

– Vores 12 cafeer er helårsvirksomheder, og her ville det blive for sæsonpræget. Nej, dette er vores fristed.

Gæster skal ned i gear

Da Tidende torsdag besøger parret i Sandvig, er der travlt med de sidste forberedelser til den store dag. Det store telt er sat op i haven til bryllupsfesten med godt 60 deltagere.

Familie og venner er så småt begyndt at indfinde sig til festlighederne, som kommer til at stå på i hele weekenden, hvor starten går fredag aften med minigolf på programmet.

– Vi håber, at vores gæster kommer til at opleve vores frirum og ligesom os kommer ned i gear. Når vi holder bryllup på den måde, får vi også mulighed for at tale med alle vores gæster. De fleste har også valgt at holde ferie på Bornholm i en uges tid, og det var lige det, vi drømte om, at man ville gøre, siger Cecilie Spanggaard Poulsen.


Cecilie og Jakob Spanggaard Poulsen glæder sig over hurtig myndighedsbehandling i forbindelse med deres bryllup. Foto: Holger Larsen

Dispensation

Kystdirektoratet, som har givet dispensation til vielsen i Danchells Anlæg, skriver blandt andet i afgørelsen:

"Kystdirektoratet vurderer, at påvirkningen på kystlandskabet er meget begrænset, til trods for en relativt fremskudt placering på et areal, der fremstår åbent mod kysten. Der lægges vægt på arrangementet begrænsede omfang (et enkelt telt) og korte varighed på en dag".



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT