Leder: 'Det skal nok gå, jeg er ikke værst stedt'

Nogle gange siger en sætning det hele. Som ovenstående. Ordene er udtalt af 89-årige Ruth Ørberg, der har fortalt Bornholms Tidende, hvordan hun får et liv og en hverdag til at hænge sammen, selv om alt er forandret, og hun går glip af alle de aktiviteter – og det er ikke så få! – hun normalt bruger tiden på.

Vi vender tilbage til Ruth Ørberg nedenfor, fordi hun har formået at organisere sit nye liv på en måde, vi andre måske kan lære af. Det handler især om humøret.

Vi kommer ikke uden om det. Angående humør er der to veje at gå lige nu. Den konkrete og ret pessimistiske, hvor vi noterer os alt det, der er galt – den økonomiske deroute, uvisheden om fremtiden. De grumme konjunkturer for turismen og erhvervslivet. Det spor handler om alt det, vi kan se er sket og vil ske – og som vi ikke kan gøre ret meget ved.

Og så det andet spor: Troen på fremtiden, respekten for de mennesker, der organiserer vores nye verden, dem der hjælper andre, yder en ekstra indsats. Og dem, der får nye ideer i et erhvervsliv, der har fået et boksestød i nyrerne.

Vi har et valg, og jeg ved godt, hvilken vej vi har bedst af at gå ud af. Så det gør vi det med ordene fra Lotte Hjort, indehaver af Lottes Blomsterværksted, der i mandags mødte ind til vilde 139 bestillinger, fordi folk tænker på hinanden i disse tider.

Mange ønsker at sende en tanke til en i deres omgangskreds, der lige nu sidder alene – det er meget smukt, siger Lotte Hjorth.

Lad det være en opfordring. Hjælp erhvervslivet – for eksempel ved at købe ting online, som du sender til dem, du savner i disse dage. På den måde gør du hele tre ting på en gang: Du føler dig som et bedre menneske, du gør en forretningsdrivende glad. Og du viser en nærtstående, at du tænker på vedkommende. Det er det rene Kinderæg.

Tilbage til Ruth Ørberg, der bor i Rønne. Hun strikker normalt lapper til tæpper sammen med andre damer i Præstegaardsladen i Rønne. Tæpperne sendes til Rumænien og hjemløse. Nu er det er aflyst.

Hun synger i det kommunale aktivitetscenter Lunden sammen med andre pensionister. Det er aflyst.

Og hun går i Kirke på Herman Blems Vej, hvor Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige mødes. Det er aflyst.

Hvad så? Det synes at være danskernes største problem, at de ikke skal gå på arbejde.

Den vane er Ruth Ørberg for længst ude af. Måske derfor håndterer hun det så fint. Nu lufter hun sin hund to gange om dagen – og passer i det hele taget sig selv. Som hun skal:

– Så har jeg en stor have at passe og så har jeg en dejlig pavillon, hvor jeg har siddet ude et par dage, når solen har skinnet. Jeg kan høre radio derude, og jeg har min telefon med derud, fortæller Ruth Ørberg.

Det simple liv, mange har drømt om. Grib det!

Ruth Ørberg repræsenterer det, vi med et fint ord kalder "civilsamfundet". Kort fortalt dækker det over det liv, der leves mellem mennesker uafhængigt af den formelle økonomi og det politiske system. En lidt usynlig størrelse – men i denne sammenhæng den vigtigste overhovedet.

Fordi det er måden, vi som mennesker agerer på, der afgør, hvordan vi kommer gennem krisen. Myndigheder, organisationer, banker kan sætte rammerne. Men hvis folk ikke følger trop, så nytter det hele ingenting.

Bornholm virker. Trods hjemsendelse af medarbejdere, neddrosling af service og funktioner i kommunen samt ændrede arbejdsmønstre. Det er lige før, man lidt polemisk kunne anføre, at der synes at være mere styr på forvaltningen, efter den er blevet skruet helt ned. Det skyldes måske især, at dem, der normalt brokker sig, også viser storsind. Tak for det.

Det er tankevækkende, hvor nemt meget går, når vi bare afmonterer demokratiet og lader en lille håndfuld mennesker snakke sig frem til løsningerne uden at stemme.

Kunsten i det politiske liv og i forvaltningen er at gøre det nødvendige i nuet, evaluere på det – og hele tiden være to skridt længere fremme i forhold til en mulig nu udvikling.

Det jeg hører og ser viser, at den balancegang er etableret lynhurtigt. Det gør mig tryg ved det politiske virke. Og der skal ellers normalt meget til.

Tak!

 

Når jeg taler med kontakter i
det øvrige land, så var Bornholm
meget hurtig i den omstilling. Vi
er vel entreprenører og vant til at
omstille os – og se et nyt marked

 

Måske skyldes det, at Bornholm har fået enevælde:

"Winni Grosbøll har fået frit manøvrerum – og ingen har noget imod det."

Det er en overskrift fra ugen, man må dvæle ved. Især fordi den ikke er strammet, men tværtimod bakket op af udtalelser fra kommunalbestyrelsen:

– Det er Winni Grosbøll, der skal tegne den politiske verden på Bornholm i øjeblikket. Og det skal hun have ro til, siger Søren Schow fra Venstre – med fortsættelsen:

– Det handler om at bakke op om, at det, der bliver gjort nu, er det bedste at gøre, siger han.

Og Linda Kofoed Persson fra Dansk Folkeparti bakker i den grad op:

– Det er sjældent, at jeg roser borgmesteren, men her synes jeg, at det er på sin plads for god information og inddragelse, siger hun.

Det skal blive spændende, om det overhovedet bliver muligt at etablere substantiel politisk uenighed op mod kommunalvalget næste år. Det gør det nok, men det ville også være dejligt, hvis denne krise kunne afskaffe den værste rituelle stammedans, hvor der markeres særstandpunkter mere af princip end af fornuft.

Der skal også lyde stor anerkendelse til alle de restauratører ud over øen, der har grebet situationen og omlagt til take away. Når jeg taler med kontakter i det øvrige land, så var Bornholm meget hurtig i den omstilling. Vi er vel entreprenører og vant til at omstille os – og se et nyt marked.

Det er jo lige før, man spiser endnu bedre nu end før. Her et citat fra ugen:

"Rikke Ambrosen havde onsdag 46 bestillinger på glaseret skinke, flødekartofler, grønne bønner og salat."

Rikke Ambrosen har midt i krisen åbnet virksomheden Rubinen på Rubinvej ved Tofte. Det er et godt initiativ, men timingen er delvist imod hende. Hun har mistet bestillinger fra en del selskaber, der selvfølgelig melder afbud, men søndag sælger hun igen varm mad ud af huset, der kan afhentes på adressen. Hun kommer sågar selv ud med den! Husk drikkepenge – på mobilepay!

 

For hver dag, der går, uden at
tallet accelererer, jo mere sikkert
er det, at sundhedssystemet ikke
bliver overbelastet

 

Bornholms Hospital er også i høje omdrejninger. Personalet her er under et enormt pres. De lever med uvisheden om, hvorvidt de pludseligt får meget travlt og under stor offentlig bevågenhed.

I skrivende stund har Bornholm kun en registreret smittet. Og for hver dag, der går, uden at tallet accelererer, jo mere sikkert er det, at sundhedssystemet ikke bliver overbelastet.

– Som hospital er vi klar til at modtage patienter, der måtte komme ind med corona, lød det i ugen fra Annemarie Hellebek, direktør på Bornholms Hospital.

Avisen har fået flere henvendelser fra borgere, der ikke mener, hospitalet er klar. At der testes for lidt, og at der mangler pladser til intensiv behandling, hvis smitten breder sig.

Det er ikke mindst et spørgsmål om tillid, tro og livsindstiling. Jeg vælger at tro på, at alle har gjort deres bedste. Og at det er godt nok. Seneste eksempel: Torsdag fik vi et nyt telt ved hospitalet. Nu kan borgere blive tilset og eventuelt testet for den nye virus.

Det hedder rettidig omhu. Vi er klar.

Rettidig, det kan man til gengæld ikke kalde det svenske par Johanna Wiberg og Henrik Karlsson, der sammen med deres to-årige datter Tove, har besluttet at flytte til Bornholm.

– Vi har i mange år overvejet at flytte til Bornholm. For et halvt år siden tog vi beslutningen og solgte vores hus – uden anelse om den situation, vi nu befinder os i, lød det i går fra Johanna Wiberg.

Parret har et lejemål i Allinge, papirarbejdet er i orden – men alt kan ske frem mod 1. april, hvor de skulle flytte ind.

– Vi er ikke bekymrede, vi må bare tage det dag for dag. Men vi ønsker også at flytte så hurtigt som muligt, for det kan blive mere besværligt, jo længere vi kommer hen på året, siger Johanna Wiberg.

Vi vil på avisen spændt følge udviklingen. Vi ved, at parret har allieret sig med tilflytterkonsulent Rune Holm. Han plejer at lykkes, så mon ikke vi til april kan sige velkommen til tre nye tilflyttere.

Lad os håbe, at vi til den tid ved, hvordan smittespredningen udvikler sig og har styr på den. Det tror jeg. Det er et valg.