Danmark møder bornholmer i sidste EM-test

Danmark møder bornholmer i sidste EM-test
Amir Hadziahmetovic. Arkivfoto
| 4. JUN 2021 • 14:07
Af:
/ritzau/

4. JUN 2021 • 14:07

FODBOLD

Når det danske fodboldlandshold på søndag møder Bosnien-Hercegovina i den sidste EM-test, står danskerne over for en bornholmer.

Den bosniske midtbanespiller Amir Hadziahmetovic er nemlig født i Nexø i 1997 og boede de første 12 år af sit liv på Bornholm.

Selv om Hadziahmetovic i søndagens opgør på Brøndby Stadion er på modstanderholdet, så vil han holde med Danmark, når EM i næste uges skydes i gang, da Bosnien ikke deltager i slutrunden.

– Jeg vil gerne ønske Danmark held og lykke til EM. De vil i hvert fald have en tilhænger i mig.

– Jeg ønsker holdet og alle danskere alt det bedste, og jeg håber, de får et godt EM, siger Amir Hadziahmetovic til Tipsbladet.

Hans forældre flygtede til Danmark på grund af krigen i Eksjugoslavien, og de vendte senere retur til Bosnien.

– I skal vide, at jeg elsker Danmark. Det var det eneste land, der hjalp min familie efter krigen. Det var det eneste sted, min familie kunne komme og leve et normalt liv, sagde Hadziahmetovic for to år siden til Tipsbladet.

24-årige Hadziahmetovic spiller i den bedste tyrkiske række hos Konyaspor. Det er foreløbig blevet til otte landskampe for Bosnien for midtbanespilleren, der spillede sine første år i Nexø Boldklub.

EM går i gang 11. juni. Danmark møder i den indledende gruppe Finland, Belgien og Rusland.