Cyklister savner en prioritering af sikkerheden i Rønne

| ABONNENT | 18. NOV 2019 • 07:04
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
18. NOV 2019 • 07:04
Vi har valgt den værst tænkelige eftermiddag til en cykeltur. Regnen siler ned og får brostenene til at skinne, da Claes Ludvigsen fra Bornholms Cyklist Forbunds bestyrelse sætter sig på cyklen for at vise Bornholms Tidende de forbedringsforslag, cyklisternes interesseorganisation har for trafikken i Rønne.

Anledningen er, at politikerne i løbet af året har vedtaget to planer med idéer til at gøre det mere attraktivt og sikkert at cykle i byen: ”Trafiksikkerhedsplan 2018-2025” og den langsigtede byudviklingsstrategi ”Strategisk Udviklingsplan for Rønne”.

I arbejdet med begge planer har kommunen hyret et eksternt rådgivningsfirma til at analysere forholdene og komme med forslag til ændringer.

Trafiksikkerhedsplanen sigter på at nedbringe antallet af ulykker på Bornholm, mens udviklingsplanens cykeldel har til formål at skabe bedre forbindelser i bymidten og styrke tilgængeligheden.

Bornholms Cyklist Forbund bifalder planerne.

 

De røde linjer markerer de veje, hvor der i dag er huller i cykelrutenettet. Illustration: Den strategiske udviklingsplan

 

– Der står alle de rigtige ord om cyklisme i strategiplanen. Men det kan godt være, at der går otte år endnu, før der sker noget, siger Claes Ludvigsen.

Cyklistforbundets afdæmpede optimisme skyldes udviklingen de seneste år – specielt hvordan det gik med nogle af tiltagene i planen Bornholms Cykelveje 2010-2014.

Ifølge planen skulle der være cykelstier på begge side af Munch Petersens Vej, og Snellemark skulle gjort fredelig og udstyret med ”jævne granitbelægninger på cykelarealer”. Også Nordre Kystvej, hvor cykelstier i begge sider af vejen for tiden anlægges, og Haslevej, der fik cykelstier for et par år siden, indgik i 2010-14-planen.

– Meget lidt er egentlig sket, selv om der er mange gode argumenter for cyklisme – sundhed, fremkommelighed, miljø og klima, siger Claes Ludvigsen.

Smalt ved Store Torv

Han er bekymret for, om manglende finansiering også vil skrælle lag efter lag af de nye cykelplaner. I det kommunale budget for 2020 blev trafiksikkerhedsplanen ikke prioriteret tilstrækkeligt, mener cyklistforbundet.

”Vi undrer os over, at der kun er afsat omtrent 1 million kroner til trafiksikkerhed i de kommende tre år. Det strider mod det tilstræbte grønne image for Bornholm”, stod der i et brev, som cyklistforbundet sendte til pressen, regionskommunen og borgmesteren efter budgetforliget i oktober.

Vores rundtur begynder på Store Torv, der er et af de steder i byen, som Bornholms Cyklist Forbund er særligt kritisk over. Den snævre gade langs torvet er brostensbelagt. Selv om stenene i siderne af gaden har en anden belægning, er de for ujævne, og pladsen er for trang. Specielt for børn, mener Claes Ludvigsen.

– Jeg må indrømme, det er for farligt. Cykelbanerne er for smalle, og bilerne kører for tæt på cyklisterne, siger han om Store Torv.

– Det er især i bymidten, vi har set problemerne. Hvis Bornholm gerne vil være den grønne ø, må man vise det – også på Store Torv, siger Claes Ludvigsen.

Stort fokus på bymidten

I udviklingsplanen, men ikke trafiksikkerhedsplanen, indgår Store Torv som et af de steder, der skal forbedres.

Det samme gælder blandt andet Snellemark, Nørregade, Søndergade, Sankt Mortensgade og dele af Østergade.

Cyklistforbundet ser faremomenter ved at opføre cykelstier på Snellemark, hvor der er mange parkeringspladser i vejkanten. I stedet foreslår de at lave bump og indføre nedsat hastighed til 30 kilometer i timen.

Og frem for at finde plads til cyklister på den snævre del af Østergade foreslår cykelfortalerne at lægge en afmærket cykelvej på Østervoldgade og andre af de mindre gader, der ligger parallelt med trafikerede Østergade.

– Vi foreslår, at man tager brostenene op af Østervoldgade og gør det til en cykelvej, siger Claes Ludvigsen.

Statslige puljer

I den store plan Bornholmske Cykelveje 2016-19, hvor mange projektidéer fra den foregående plan er med igen, fik regionskommunen støtte fra en statslig pulje, således at kommunen kun skulle dække 20 procent af udgifterne.

– Jeg tror, man lurepasser på statstilskud, siger Claes Ludvigsen, som gerne så, at trafiksikkerhed og cykelstier i højere grad var faste poster i det kommunale budget.

 


 

Den nye regering skrev i forståelsespapiret, der blev skrevet sammen med støttepartierne, at en ny aftale om infrastruktur med klima- og miljøhensyn vil kræve investeringer i den kollektive transport og cyklisme. Så måske er der gode grunde til at klappe hesten og vente på tilskud.

På den regnfulde rundtur cykler vi forbi Campus Bornholm og videre til idrætsanlæggene på den cykelsti-løse Torneværksvej, hvor cyklistforbundet mener, der er behov for snarlige forbedringer for cyklisterne. Torneværksvej er ét af fire projekter i Rønne, der prioriteres i trafiksikkerhedsplanen.

Hurtigst muligt fra torv til campus

Forbindelsen mellem centrum og campus er et af hovedformålene i Rønnes udviklingsplan. I arbejdet med planens cykelanalyse trak den eksterne trafikkonsulent på det lokale cyklistforbunds erfaringer.

”Det er vigtigt at skabe så direkte en rute som muligt, da cyklister altid vælger den korteste vej”, står der i planen om den opgraderede cykelforbindelse mellem campus og Store Torv.

Vi ruller retur til centrum og skilles ved Nørregade.

Nogle dage efter køreturen ringer Claes Ludvigsen med en tilføjelse. Cyklistforbundet har fulgt med i debatten om Østre Skole og vil gerne tilføje, at skolen fra cyklisters synspunkt egner sig bedre som samlingssted for foreninger end Dams Gård bag Store Torv – i hvert fald så længe forholdene for cyklister i centrum ikke prioriteres højere end for øjeblikket.

– Der er gode tilkørselsforhold til Østre Skole, men dårlige til Dams Gård, siger Claes Ludvigsen.

 
 

Udviklingsplanen

Under overskriften ”Styrket cykelby” er der i Strategisk Udviklingsplan for Rønne et afsnit om cykelforhold i Rønne.

Forfatterne af planen, som kommunalbestyrelsen vedtog i juni, har en ambition om at gøre det lettere at finde attraktive ruter gennem byen for bløde trafikanter.

”For de gående handler det om at finde vej gennem byens labyrintiske gader samtidig med, at man får alle de gode oplevelser med. Som cyklende er det hullerne i de gode og sikre cykelforbindelser, der er udfordringen,” står der.

Mens der er gode cykelstier langs kysten og på ringvejene, mangler der sikre kvalitetsforbindelser Ind gennem den historiske bymidte og mellem campus og Store Torv.

Planen lægger op til, at man arbejder med disse forskellige typer af løsningsmodeller:

• Cykelstier

• Cykelbaner

• Ensretninger med modstrøms-cykelbane

• 2-1-vej (som i f.eks. Bølshavn)

• Cykelgader

 
 

Trafiksikkerhedsplanen

I Trafiksikkerhedsplan 2018-2025 har regionskommunen udvalgt en række ”problemlokaliteter”, hvor trafiksikkerheden kan forbedres.

Projekterne er prioriteret og inddelt i tre grupper. Lokaliteterne i prioritet 1 (i alt anlæg for 28,9 mio. kr.) forventes gennemført i løbet af projektperioden.

I Rønne er der fire prioritet 1-projekter:

– Cykelsti på Torneværksvej fra rundkørslen ved ringvejen til Rønne Stadion Nord. (3,5 mio. kr.)

– Renovering af rundkørslen i krydset Zahrtmannsvej/Sdr. Allé. (1 mio. kr.)

– Trafiksanering på Almindingsvej mellem rundkørslen Almindings Runddel og Brovangen. (3,5 mio. kr.)

– Anlæg af cykelstier og fortov adskilt af træer på Store Torvegade indtil Møllegade samt regulering af krydset ved Borgmester Nielsens Vej. (5 mio. kr.)

I prioritet 2 indgår blandt andet cykelsti fra Vibegårds Runddel til Onsbæk langs ringvejen og anlæg af fortov på landsiden af strandvejen, mens prioritet 3 blandt andet indeholder cykelbaner på Snellemark, cykelstier på Aakirkebyvej fra Fabriksvej til Almindings Runddel, cykelvenlige belægninger på Rønnes brolagte gader og cykelstier på Munch Petersens Vej.