I den nuværende fase handler det om at lave et arkitektkonkurrenceprogram for Byens Hus og Torv på tværs samt en helhedsplan for området omkring Nørrekås og den såkaldte velkomstplads ved Nordre Kystvej og Munch Petersens Vej.
I henhold til det oprindelig kommissorium skulle begge dele være færdige før sommerferien 2021, men aktuelt forlyder det, at de først bliver afleveret i oktober.
Arbejdet omfatter blandt andet forskellige scenarier for, hvilke aktører og faciliteter der skal indgå i Byens Hus, samt hvad det kommer til at betyde for trafikken i Rønne centrum. Hvert scenarium er tilknyttet et overslag på den tilknyttede anlægs- og driftsøkonomi. Samme fremgangsmåde benyttes på helhedsplanprojektet ved Nørrekås.
Efter drøftelser i den politiske følgegruppe udvælges scenarier for begge projekter, som vil blive kvalificeret og fremlagt til politisk behandling. Derefter udarbejdes arkitektkonkurrenceprogrammet og den endelige helhedsplan.
Den ændrede tidsplan får ikke betydning i forhold til, at der stadig kan tages politisk stilling til projektet med dertil hørende økonomi inden sommerferien, og at projektet derved kan indgå i de kommunale budgetforhandlinger.