Corona flytter julemarked og ændrer tysk satsning til dansk

Corona flytter julemarked og ændrer tysk satsning til dansk
Færgen til Sassnitz er indstillet frem til påske. Foto: Berit Hvassum
| 18. NOV 2020 • 11:27
Af:
jakob-marschner

18. NOV 2020 • 11:27
TURISME

Tyskerne kan ikke rejse til Danmark, så for Destination Bornholm giver det ikke længere mening at bruge en halv million kroner på at markedsføre Bornholm som vinterdestination over for tyskerne. I hvert fald ikke lige nu.

Derfor har destinationen bedt kommunen om, at den halve million kroner nu i stedet må bruges til pr for at få flere danskere til at rejse til Bornholm i vinterhalvåret.

Kommunalbestyrelsens økonomiudvalg tager efter al sandsynlighed ønsket til efterretning på sit møde i dag. Det er i hvert fald hvad kommunaldirektør Johannes Nilsson lægger op til. Samtidig er det svært at forestille sig, at økonomiudvalget skulle insistere på, at Destination Bornholm skal bruge penge på markedsføring i Tyskland i en sitiuation, hvor tyskerne ikke må komme hertil.

Tyske turister var også en hovedmålgruppe for det store julemarked i Nexø, som kunsthåndværker Pernille Bülow søgte om og fik kommunal støtte til tidligere på året.

Julemarkedet skulle have startet i år, og kommunen havde også sat penge af til støtte næste år. Nu bliver starten i stedet udskudt et år, mens der ikke bliver ændret på den støtte, som kommunen allerede har bevilget.

Pengene bliver simpelthen flyttet fra at blive udbetalt i år og næste år til i stedet at blive udbetalt i 2021 og 2022.