Celina til gigantiumsk begivenhed

Når Johan Ludvig Heiberg kunne lade kong Christian IV, da han gik over Tryggevælde Å, sige: ”Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon, men dog jeg siger: Jacta est alea” – altså, ”terningerne er kastet” – så kan vi andre vel også, når kører over Limfjordens vande med kursen sat mod Gigantium i udkanten af Aalborg sige ”vel er jeg ikke kong Christian IV og disse bølger ikke Tryggevælde Å, men dog siger jeg ”iagttageren er landet””.
,
Det var efter romersk lov forbudt at krydse Rubicon fra nord, men det ville Cæsar blæse på. Det er ikke forbudt at krydse Limfjorden fra hverken den ene eller den anden side, men lidt morsomt, når man kommer fra Bornholm, at krydse den nordfra for at komme til sin destination, koncertstedet, hvor der lørdag aften skal afholdes børnenes Melodi Grand Prix, MGP. Men Aalborg Lufthavn ligger nu engang nordenfjords, mens hovedparten af den nordjyske hovedstad, inklusive Gigantium, befinder sig på den anden side af Limfjorden, altså mod syd.

Det er fredag eftermiddag, da avisens udsendte således lader tankerne vandre mod Rubicon i det gamle Rom og Tryggevælde Å på Sydsjælland, mens han fra bussen, som krydser broen over Limfjordens vande, studerer Aalborgs skyline. Kursen er sat mod idræts- og kulturcenteret Gigantium.
Celina Simonsen, som tidligere boede i Aakirkeby, men nu i Snogebæk, er allerede kommet til Aalborg med sit følge, mor Maria Sita, torsdag.
Den 13-årige pige er kommet gennem nåleøjet og er blevet en af de finalister, som lørdag aften skal dyste om pokalen i børnenes MGP.

Og nåleøje er ikke et helt galt afmarcheret udtryk, for som udgangspunkt forsøgte 700 håbefulde børn at komme i betragtning ved at indsende en sang til DR.
Nogle af dem blev udvalgt af en komité til en workshop, og i løbet af denne blev 21 grupper og solister udvalgt til en audition, hvoriblandt de 10 finalister blev fundet – men ikke umiddelbart udpeget. Det skete ved snedige overraskelsesangreb, for Celinas vedkommende stod hendes bror for eksempel og skypede med en fyr – altså snakkede med ham over computeren – da hun kom ud i familiens køkken.
Denne fyr viste sig at være børnetv-vært Joakim Ingversen, som altså pludselig kunne fortælle hende – tattaaa! – at hun var udtaget.
Og, kan man tilføje, udtaget til en GIGANTIUMSK begivenhed.

At det forholder sig sådan står klart, straks man ankommer til denne multihal i udkanten af Aalborg. Det ligner reventer talt en folkevandring af familier, som alle stålsat har sat kursen mod en ledestjerne, som pludselig er dukket op på firmamentet. Indenfor hænger osen af popcorn tungt i i de overdimensionerede betongange, og man er nær ved at opgive ævret – for hvordan dog kæmpe sig gennem menneskemasserne?
For pokker det er fredag, og det er kun generalprøven, der løber af stabelen om nogle timer! Men alle 6.000 opstillede stole vil blive fyldt, fortæller DR’s pressefolk.

– Og havde man lavet en ekstra generalprøve, var også den blevet udsolgt, siger DR-fotograf Bjarne Bergius Hermansen oppe i presserummet, hvor man heldigvis kan søge tilflugt, hvis man har tiltusket det grønne pressearmbånd, som man bedes beholde på uophørligt og fremvise på given foranledning.

Han fortæller også, at han overhørte en mor, som var ankommet i bil med sit barn, formanende sige:
– Husk nu på, vi også har 300 kilometer, vi skal køre hjem igen!
Jo, folk gør gerne en indsats for at deltage i denne gigantiumske begivenhed.

Der er styr på det hele. At få foretræde for Celina Simonsen virker næsten – men også kun næsten – lige så svært, som var det Donald Trump. Adspurgt får jeg stukket to tider ud, jeg kan vælge imellem, en på et kvarter og en på halvanden time. Jeg vælger nr 2, som dog bliver reduceret til en halv times tid.
Da DR’s pr-udsending, Charlotte, tager fotografen fra Ritzau og Tidende ud på en vandring mod Celina, er det som at træde ud i en myretue, hvor vi bevæger os op og ned ad trapper, gennem gange og store åbne områder, hvor myrerne myldrer rundt, dog tilsyneladende lidt mere uorganiseret end rigtige myrer.

Lige da vi kommer ind i en gang, står nogle mænd i orange veste og ser så bistre ud, at man straks føler trang til at vifte med sit grønne armbånd. Men Charlotte siger hurtigt:
– Jeg har dem med, og jeg har ansvaret.
Omsider kommer vi op på en stor åben balkon, hvor vi møder Celina.
Hun står midt i virakken og ser glad og fornøjet ud, og så er det tid til at tage en snak, naturligvis overvåget af DR-Charlotte.
Celinas mor, Maria Sita, har vi aftalt også skal dukke op, men det er heller ikke en helt enkel operation, for der er faktisk adgang forbudt for forældre her backstage.

En lille pige sniger sig ind på Celina.
– Jeg håber, du vinder, siger hun og trækker sig genert armvridende baglæns i en fart.
Men øjeblikket efter har hun ombestemt sig.
Charlotte spørger Celina:
– Må hun lige sige noget til dig?
Sæføli må hun det.
– Må vi lige tage et billede af dig, spørger pigen med hektiske røde kinder.
Sæføli må de det, og så tager pigens mor et billede af datteren sammen med Celina.

Hvordan pigens mor er kommet herop er uvist, men pludselig står Maria Sita her også, og efter at fotografen fra Ritzau har taget nogle billeder, skynder Celina sig endnu længere ind backstage. Der er meget arbejde tilbage, og om et par timer skal hun optræde foran en gigantiumsk sal fuld af mennesker.

Mange på Bornholm kender Maria Sita, hendes mor. Hun har optrådt i utallige sammenhænge og undervist rundt omkring i sang. For tiden gør hun det for eksempel på den bornholmske kulturskole.
Så mor kan synge, men fortæller, at farmand Claus faktisk også kan synge.
– Og Celina begyndte nærmest at synge, før hun kunne tale, siger Maria Sita.
– Og hun synger rent. Hun har jo også befundet sig i et musisk miljø, fordi jeg har optrådt i så mange forskellige sammenhænge. Som sanglærer har jeg også prøvet at understøtte hende, men hun har ikke ønsket at få decideret sangundervisning, så jeg har sneget det lidt ind, når det lige faldt naturligt, ler Maria Sita.
– Men faktisk har hun her på det seneste, efter hun fik at vide, at hun skulle i finalen, ønsket noget reel undervisning.

Maria Sita var klar over, at børnenes MGP er et stort show, men:
– At se det og opleve det, wauw!, siger hun og kigger ned over menneskemængden.
Hun sang selv, da hun var på Celinas alder, i Vesterbro Ungdomsgård og kender både til at få ros og det kæmpe ansvar, der følger med.
– Så jeg ved, at det også er et pres, når folk siger til hende, at de tror, hun havner i top 3. Men jeg håber, hun bliver skånet for nogle af de ting, som ikke er så positive, og som jeg selv oplevede dengang. Heldigvis synes jeg, holdet bag MGP er fantastisk. Det løfter børnene og bakker dem op på en fed måde. Og det er en kæmpe gave for Celina at få at være med til det her, synes jeg.

Hvordan forberede man sin datter på, at hun muligvis ikke vinder?
– Vi taler om, at der sker det, der sker. Hvis man gør det så godt, man kan, er det godt nok.
Det er vel også det, Celinas sang handler om?
– Lige præcis, siger Maria Sita.
– Og jeg synes, det er rigtig godt, at man vælger nummer 1, 2 og tre – og så bliver resten af sangene nummer 4. Der er ingen, der føler, at de bliver dumpet, og det er det fedeste ved konkurrencen, så jeg er helt rolig.