Strukturelle ændringer i regionskommunens ledelse har været til debat på det seneste. Dansk Folkeparti foreslår at fjerne posten som kommunaldirektør som led i en omlægning, mens Venstres Søren Schow som modsvar har lovet, at ingen topembedsmænd vil blive fyret, hvis han bliver borgmester.
Skulle centerchefer eller direktører komme til overs undervejs i bestræbelserne på at skabe "ny ledelse", er det ikke en gratis omgang at skille sig af med dem. Det viser erfaringerne fra 2021.
Tidende har fået aktindsigt i, hvilke udgifter Bornholms Regionskommune har til fratrædelsesgodtgørelser i indeværende år. I alt udbetales 1.444.236 kroner fordelt på to højtstående chefer, der begge stoppede omkring nytår.
Fratrædelsesgodtgørelserne tilfalder tidligere koncerndirektør Claus Steensgaard Jensen, der blev indstillet til afskedigelse på Thomas Thors’ første kommunalbestyrelsesmøde som borgmester i januar, og tidligere ældrechef Birgit Mortensen.