For de fleste læsere er Bornholm en ø – eller landsdel – i Østersøen. Men Bornholm er andet og mere end det. Det er blandt andet også en lille by i Australien, et hotel i Holland og et metalband i Ungarn.
Sidstnævnte har netop indgået en verdensomspændende kontrakt med det østrigske pladeselskab Napalm Records.
Bornholm gjorde sit indtog på metalscenen i 2000, og siden har kvartetten slået sit navn fast med fire album og en lang række koncerter.
Bandets femte studiealbum er på vej fra Napalm Records, som forsanger og guitarist Sahsnot beskriver som et af verdens bedste og stærkeste pladeselskaber.