Bornholm dominerer i bog om 100 års dansk keramik

Bornholm dominerer i bog om 100 års dansk keramik
Hans Munck Andersen betegnes som en af de store bornholmere. Foto: Erik Balle Povlsen
DELUXE | Torsdag 21. november 2024 • 15:30
Af:
Peter Tiemroth
DELUXE | Torsdag 21. november 2024 • 15:30

Bornholms unikke status som World Craft Region og bestræbelser som keramikbiennalen og Makers Island-projektet understøttes i ny bog om 100 års dansk keramik, hvor godt en femtedel af de omtalte kunstnere er knyttet til øen.


"Keramik er ikke noget fag - det er en sygdom, man aldrig kommer sig over," lyder et citat af ukendt oprindelse, som den århusianske terrorforsker Carsten Bagge Laustsen indestår for med sin imponerende bogudgivelse "100 års dansk keramik".

Carsten Bagge Laustsen er selv en passioneret samler af dansk keramik. I 2018 udgjorde hans private samling grundstammen i en velbesøgt udstilling i Det danske Hus i Paris, og senere på tre danske museer.

Til bogen, der udgives af forlaget Turbine, har han udvalgt 91 danske keramikeres værker for at dokumentere dansk keramiks spændvidde og udvikling. Og Bornholms betydning for danske keramik bevidnes af, at omkring en snes af de repræsenterede kunstnere er knyttet til øen.

Den moderne tradition


Dansk keramik har gennem de sidste 100 år indtaget en helt særlig plads indenfor kunst og design, nationalt og internationalt. I "100 års dansk keramik" giver Carsten Bagge Laustsen en samlet fremstilling af den moderne danske keramiske tradition.

Fra modernismens frembrud med Thorvald Bindesbøll og den tidlige kunstnerkeramik, over 1920'ernes og 1930'ernes stentøjsrevolution, enkeltværkstederne og studiokeramikken fra 1950'erne og endelig frem til den nye mere eksperimenterende, skulpturelle keramik.

Bogen indledes med en introduktion til traditionen, et kapitel om keramikkens forskellige tekniske aspekter og et essay om det at være samler, hvorefter udvalgte kunstnere er samlet og portrætteret i ni tematiske og kronologisk organiserede kapitler.




Heidi Hentzes værker har fundet vej til den nye bog om dansk keramik. Foto: Erik Balle Povlsen

 



Umiddelbar og intens

"Jeg håber, at den glæde, jeg selv har fået ved keramikken, smitter. I modsætning til megen anden kunst kan det meste nydes helt uden ledsagende forklaring. Man kan simpelthen bare forholde sig til det umiddelbart smukke ved værkerne."

"Det trækker heller ikke fra, at man kan røre ved keramikken, mærke dens tyngde, beundre formen og fascineres af glasurarbejdet," siger Carsten Bagge Laustsen i forbindelse med udgivelsen.

"At forholde sig til keramik er en mangefacetteret og umiddelbar intens oplevelse. Men tingene får nye lag af betydning, når man også kender keramikeren bag og den tradition, som vedkommende og værkerne er indlejret i."

Keramikkens ø


Når Bornholm "altid" har været "keramikkens ø" skyldes det naturligvis de gode lerforekomster - Ikke mindst af brugbart stentøjsler, efter at Hans Hjorth i 1902 lykkedes med at fremstille stentøj som et af de første steder i Norden.

Rønne var længe Danmarks keramikhovedstad med ikke færre end tre af landets største keramikproducenter, Hjorths, Søholm og Michael Andersen. Og senere er øen fremtrædende i værkstedkeramikken fra 1930'erne og frem.

Her indkredses det særlige bornholmske som en spænding mellem natur og kultur i fortsættelse af den traditionelle pottemagerfunktion, hvor de kunstneriske objekter i deres form er inspireret af brugsobjekter.

De store bornholmere

I et særligt kapitel med titlen "De store bornholmere" benævnes Gertrud Vasegaard som en af Danmarks absolut største keramikere - hvis ikke den største - i selskab med 11 andre, hvoraf hele otte er nulevende.


I kronologisk orden er navnene Lisbeth Munch-Petersen, Myre Vasegaard, Gerd Hiort Petersen, Eva Brandt, Hans Munck Andersen, Julie Høm, Bo Kristiansen, Ulla Hjorth, Marie Hjorth, Per Rehfeldt og Anne Mette Hjortshøj, mens Jane Reumert trods sine år i Svaneke rubriceres blandt udenøs.

I et andet kapitel - "De skulpturelle" - finder man Michael Geertsen, mens Christina Schou Christensen, Charlotte Thorup og Heidi Hentze er røget i selskab med "De unge vilde", hvilket virker som lidt af en vildmand for de to sidstnævntes vedkommende.

Slow food

I disse tider, hvor almindelig billedkunst i udstrakt grad synes at være noget, man filosoferer sig til og skal ledsages af indviklede forklaringer, er det forfriskende, at bogen over sine 268 sider og fremragende fotografier af Erik Balle fokuserer på håndværket.

Oprindelig var udviklingen af kunst- og værkstedskeramikken jo en reaktion imod den industrielle produktion. Men i de seneste år er det tilmed som om skellet mellem kunsthåndværk og det, der tidligere blev kaldt "den fine kunst", er i fuld gang med at blive brudt ned.


"Færdigretter er yt og slow cooking in", som det muntert hedder i bogen. Og som cobramaleren Ejler Bille har fastslået, så er det vel også vanskeligt at hævde, at det at dekorere en krukke og at indordne sig en form adskiller sig synderligt fra for eksempel den abstrakte billedkunst.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT