Bedre sammenhæng mellem bymidte og havn samt trafik- og parkeringstiltag er hovedtemaerne, når regionskommunen holder borgermøde om områdefornyelsen i Nexø. Det fremgår af kommunens hjemmeside.
På mødet den 15. juni vil repræsentanter fra styregruppen og regionskommunen orientere om det nuværende arbejde i byen. Derudover vil deltagerne blive orienteret om status for udvikling af strandparken. Der vil også være tid til spørgsmål og dialog.
– Jeg glæder mig meget til at holde borgermødet. Vi har alle været igennem en lang periode uden mulighed for at mødes i større forsamlinger for i fællesskab at drøfte byens udvikling. Det er tiltrængt at kunne fortælle om og diskutere udviklingen af Nexø, og jeg ser personligt frem til at se nogle Nexøs mange engagerede borgere i øjnene, siger projektleder Maria Jørgensen på hjemmesiden.
Borgermødet foregår i uopvarmede lokaler på Værftet, så det kan være en god idé at medbringe varmt overtøj. Det vil også være muligt at tilgå mødet digitalt. Tilmelding er nødvendig, uanset hvordan man ønsker at deltage. Dette sker ved at sende en mail til Maria Jørgensen senest mandag den 14. juni.