Besat af tyskerne – og af lys og farver

Hanne Mailand er billedkunstner. Ikke forfatter. Det understreger hun gang på gang under vores solbeskinnede samtale i hendes have i Søndergade i Allinge. Men grunden til, at vi mødes, er nu engang, at hun har skrevet en lille bog. "Lys Mørke Lys," hedder bogen, og den indeholder et koncentrat af erindringer fra de første 15 år af hendes liv.

Allinges anerkendte kunster er lige fyldt 80 år. Så med lidt hovedregning kan man finde frem til, at erindringerne fortæller om en piges oplevelser i årene 1940 til 1955. Altså årene under den tyske besættelse og den tid, der derefter fulgte. I modsætning til så mange andre 80-årige på Bornholm, oplevede Hanne Mailand besættelsen et andet sted end her. Nemlig, som den tog sig ud i Kolding i Sydjylland, hvor hun stammer fra. Hun mener, at det har givet hende en anden oplevelse af besættelsestiden.

– Bornholm blev så forfærdelig glemt i befrielsesdagene, og så tragisk bombet. Men selve besættelsestiden, som jeg har forstået det, var mere rolig på Bornholm, end den var for os, der voksede op i for eksempel Kolding, hvor Gestapo havde hovedkvarter for Sydjylland.

– Jeg husker, da Shellhuset i København blev bombet, fordi selvom vi boede i Kolding, måtte vi i kælderen. Det kunne jo ske, at Gestappos hovedkvarter også blev bombet. Jeg husker, da samarbejdspolitikken ophørte i 1943, og da politiet blev taget. Og jeg husker, at min far blev taget af Gestappo, fortæller Hanne Mailand.

Først sansning så ord

Bogen begynder med, hvad man kunne kalde erindringsglimt. De er båret af lys, skygger og farver. Vi møder en helt lille pige, for hvem det vigtigste i verden er en rød bold eller moderen, der hænger vasketøj op. Men hurtigt begynder sansningerne at blive suppleret af sproglige konstateringer og refleksioner. Som da Hanne Mailands far, der er modstandsmand, bliver angivet til Gestappo, og stikkerens kone føler behov for at fralægge sig ansvaret for hans fængsling:

"Det er altså ikke min mand, der har stukket deres mand,” råber konen, der bor i opgangen ved siden af til min Mor, da de begge står og banker tæpper på altanen.

"Er Far stukket med en kniv?" spørger jeg.

Der er så mange ord, der betyder noget andet.

"Far er ikke i fængsel, han er på Hotel Alexandersen," får jeg at vide. Derfra sender han breve i gylpen i sine underbukser, når de skal til vask. Brevene er skrevet med mælk."

Hanne Mailands far blev efter et stykke tid løsladt fra fængslet. Men andre lokale, der blev taget samtidig med ham, sendte tyskerne i koncentrationslejr.

Blev læst op i radioen

Nogle har måske allerede stiftet bekendtskab med Hanne Mailands erindringer fra besættelsesårene. Et uddrag fra første del af bogens to dele har nemlig været sendt i radioen.

I 2012 blev Allinge-kunstnerens erindringer fra besættelsesårene udgivet i Koldings Stadsarkivs Årbog, hvor de blev bemærket.

– Et afsnit blev valgt ud og læst op i radioens P1 af en historiker, der åbenbart fandt det så væsentligt. Det var det, der gav mig lidt blod på tanden – lyst til at skrive videre om tiden fra 1945 til 1955. Der er gået så mange år, at det nu er en slags historie. Den del af bogen er mere et tidsbillede af en helt anden tid, siger Hanne Mailand.

Det var en tid, hvor den lille pige fik barndomskærester og måtte sande, at ondskab ikke kun var et tysk fænomen.

– Det fortsatte tidsbillede fortæller om de mange miljøer, man var tæt på i en provinsby, der dengang ikke var stor. Tidsbilledet fortæller også om den ondskab, der kunne herske hos lærerne i kommuneskolen. Og om barnets undren over, at det ondskabsfulde fortsatte, når nu fjenden var ude af landet, fortæller Hanne Mailand.

Bistre og i det hele taget ubehagelige lærere var en del af hverdagen:

"Hr. F., vores regnelærer, slog ikke på piger. Han slog drengene. Især fattige Gunnar og det med spanskrør, så cigaretstumperne fløj ud af Gunnars bukselommer. Gik Hr. F. ud af klassen, blev en dreng valgt ud til at være stikker og sladre, hvis nogen havde sagt noget imens, og så nød Hr. F. at slå. Engang sagde jeg noget, men han slog ikke," skriver Hanne Mailand.

Heldigvis var barndomslivet også andet end frygt og ondskab. Det var som om, der eksisterede to verdener. Den ubehagelige i skolen, og den frie, når børnene havde fri og kunne strejfe rundt på en helt anden måde, end børn gør i dag. Friheden fandt Hanne Mailand også i tegningen – det, at udtrykke sig med farver:

"I al denne gråhed var der en cirkel, en farvefyldt boble, der holdt sig svævende og ikke ville briste, mens jeg fløj snart højt, snart dybt og det med den unge lærerinde Fru C. som så os. I tegnetimen måtte vi tegne og det lige, hvad vi ville og med farver, som ikke kun var blyanter. Jeg var lykkelig. At hente verden ind. Træerne, markerne, havet, mørket, sollyset. For hver farve var der en følelse, mere end at det kun skulle ligne. I disse timer glemte jeg mig selv, eller blev mig selv. Til forældredagen sagde jeg til Mor: "Skal vi ikke springe håndarbejdslokalet over og gå ind i tegnelokalet." Alle mine tegninger var på væggen.

Og hjemme havde pigerne fra min klasse til min fødselsdag tegnet med farver på alle væggene i spisestuen, og til Mors fødselsdag to dage før havde Mors og Fars venner "udsmykket" væggene i dagligstuen. Maleren, der skulle tapetsere, blev syg, og vi levede i et "Cobra Kunstværk" i en måned," skriver Hanne Mailand.

Tidlige erindringer bliver bedst

Som læser af "Lys Mørke Lys" bliver man præsenteret for den kærlighed til kunsten, der senere førte til, at Hanne Mailand kom til at leve af at male. Men man bliver også præsenteret for en meget sansemættet måde at opfatte verden på. Noget, der måske også foregriber det senere erhverv.

– Det er erindret af mig, så der er sansninger og den slags, som andre ikke kunne have givet mig. De, der har læst bogen, siger, at man kan læse, at den er skrevet af en maler, fordi sansninger af farver og lys hele tiden går igen, fortæller Hanne Mailand.

Selvom hendes skriftlige arbejde har modtaget anerkendelse, skal vi ikke forvente, at penslen nu bliver skiftet ud med tastaturet. Vi skal heller ikke forvente erindringer, der går længere op i tiden.

– Jeg skriver ikke videre – jeg er jo ikke rigtig forfatter, siger Hanne Mailand.

– Og jeg synes, det er rigtigst for mig, at det slutter, hvor barndommen er forbi, og jeg begynder at skrive min dagbog. I den henvender jeg mig til frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun, der blev henrettet af Gestappo. Der starter et nyt liv – et ungpigeliv, et voksenliv. Og så har jeg det også sådan, at når rigtige forfattere skriver deres erindringer, så bliver de tidlige erindringer de bedste. De bliver noget særligt, fordi de ligger så nært ved sansningen, siger Hanne Mailand.

Hendes lille erindringsbog "Lys Mørke Lys" er til salg hos Willam Dams Boghandel i Rønne.

 

Fakta: Hanne Mailand

Billedkunstneren Hanne Mailand har boet i Allinge siden hun i 1971 flyttede til Bornholm med sin familie. Hun har med sine naturskildringer markeret sig som en af øens fremtrædende kunstnere. Blandt andet som medlem af kunstnersammenslutningen Holkahesten, der udstiller på Gudhjem Museum. Og i 2015 havde hun en stor soloudstilling på Bornholms Kunstmuseum.

Mange bornholmere vil desuden huske Hanne Mailand fra deres ungdom. Fra 1972 til 2005 underviste hun i billedkunst på gymnasiet i Rønne. Hun har på den måde været med til at forme flere generationers syn på kunst og æstetik.

Hanne Mailand har udsmykket flere uddannelsesinstitutioner, og hendes værker er blandt andre blevet købt af Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet og Kunstmuseet Trapholt i hendes fødeby, Kolding.