BAT – udenfor sæsonen

KLUMME

Mens mystikken vokser omkring den interne strid i det bornholmske busselskab BAT – hvem er sure på hvem, hvorfor er det svært at drive offentlig transport på en ø med seks byer og en omkreds på 95 kilometer etcetera – så vil jeg gerne slå et slag for blafning.

Jeg har blaffet mange gange i de tre år, jeg har boet på Bornholm. Alene og sammen med familie og venner og børn. Hjem fra lufthavnen, hjem fra opgaver i Vestermarie og Aakirkeby, hjem fra Svaneke og Allinge, hjem fra Folkemødet.


Den vildeste blaffetur gik fra Gudhjem til Rønne. Det var en søndag udenfor sæsonen, og alle ved, at man sagtens kan komme til Gudhjem om søndagen udenfor sæsonen. Men man kan ikke komme tilbage. Jo, hvis man vil vente i to timer eller køre hele øen rundt eller gå seks kilometer til Bornholms Kunstmuseum, så kan det sagtens lade sig gøre, men hvis man bare gerne vil tilbage til Rønne inden solen går ned? Drop det.

Så vi stod der, min søster og jeg og hendes to små piger i førskolealderen, og bussen var lige kørt.

Vi blaffer bare, sagde jeg til min søster, der er vant til et offentligt transportsystem, der kører som smurt.

Men er der ingen busser til Rønne, spurgte hun på syngende århusiansk.

Jo, det er der, svarede jeg. I morgen.

Hun trak på skuldrene og hankede op i pigerne. Ok, hvad gør vi?

Vi begyndte at gå ud af Gudhjem i retning mod Rønne. Pigerne traskede lydigt af sted uden at stille spørgsmål. De anede ikke, hvad det var at blaffe og fulgte troligt med, da den første bil trak ind til siden. Vi baksede lidt med at få plads til alle, men det lykkedes, og den lille bil, der bestemt havde set bedre dage, satte sig i bevægelse.

Det var en rumænsk landbrugsmedhjælper, der sad bag rattet. Han havde lige kørt sin kone på arbejde i Gudhjem, nu skulle han hjem til Aakirkeby. Vi fik en snak om Bornholm og bornholmere, inden han satte os af ved vejen til Almindingen.

 

Hun var lykkelig for sit valg
og elskede at bo i Østermarie

 

Fem minutter senere blev vi taget op af en ung kvinde, som lige var flyttet til Bornholm med sin kæreste. Hun var kirkesanger og skulle til Rønne for at besøge nogle venner. Hun var lykkelig for sit valg og elskede at bo i Østermarie. En halv time og en god snak senere blev vi sat af ved Biblioteksparken i Rønne.

Det var det. Det tog under en time, så sad vi med en kop kaffe og en is på torvet.

Man kan også opleve blaffeture i kategorien held-i-uheld. En dag blev jeg samlet op af en mand på min egen alder, som virkede utrolig beleven og interesseret, noget der ikke sker så tit, når man har passeret de 50. Jeg blev sat af efter et kvarter og stak lige hovedet ind ad døren for at sige tak for turen inden jeg smækkede den i. Selv tak, sagde manden med et bredt smil. Da han var kørt, opdagede jeg, at de to øverste knapper i min skjorte var sprunget op.

Jeg blaffede også meget som ung. To gange tomlede en veninde og jeg til Rom og hjem igen, og det er egentlig utroligt at tænke på, men der skete aldrig noget. I hvert fald ikke noget alvorligt. De to episoder, jeg husker, som var negative, var selvfølgelig noget med lystige mænd.

Lad nu være med at lade som om du er overrasket. Du ved, hvordan mænd er om sommeren.

Nå, den ene episode foregik i Østrig, så vidt jeg husker. Måske var det Sydtyskland? Vi var i hvert fald blevet samlet op af en tysker, der inviterede os ud at ro i en robåd på en sø. Da vi var kommet sådan cirka midt ud på søen, slap han årerne og begyndte at trække lynlåsen ned i sine shorts.

Hvad tror du din mor ville sige til det der, sagde jeg og pegede på hans gylp. Jeg tror aldrig, jeg har set en lynlås blive trukket op så hurtigt.

Det var et andet psykologisk spil, der udspillede sig under den anden episode. Vi befandt os i det nordlige Italien, og vi var trætte og sultne og vi trængte til et bad, inden vi begav os ud på den sidste strækning mod Rom.

 

Vi blev samlet op af en politipatrulje med tre carabinieri.
Simpelthen, vi var i sikkerhed, vi var på vej,
og de tre uniformerede, bevæbnede betjente
inviterede os ovenikøbet på frokost!

 

Og så skete miraklet! Vi blev samlet op af en politipatrulje med tre carabinieri. Simpelthen, vi var i sikkerhed, vi var på vej, og de tre uniformerede, bevæbnede betjente inviterede os ovenikøbet på frokost!

Vi kunne ikke fatte vores held.

Frokosten blev indtaget på et landligt spisested, hvor hønsene gik rundt på gulvet og maden smagte vidunderligt. Der blev drukket rigeligt med hvidvin, må jeg nok sige, men jeg beroligede mig selv med at det nok var en lokal skik.

De tre betjente var meget forskellige. Den ene var ung og havde store brune krøller. Den anden var gammel – set med vores teenageøjne – og bæltet strammede om hans tykke mave. Den tredje var høj og mager, med kolde øjne.

Efter frokosten tog vi plads i patruljevognen. Stemningen var høj med en undertone af noget, jeg ikke brød mig om. Det blev ikke bedre, da vi forstod på de italienske brokker, at vi ikke skulle tilbage til motorvejen med det samme. Nono. Først skulle vi holde siesta.

Vi kørte længere og længere ud på landet og drejede til sidst ned ad en grusvej. Den ældste betjent sad bag rattet. Mine alarmklokken bimlede og bamlede, men jeg lod som ingenting. Fem minutter senere stoppede den lille fede betjent motoren og alle steg ud. Vi befandt os midt i en stor, forladt grusgrav. Der var ikke et øje i miles omkreds.

Jeg husker den stillestående hede og lidt forvirret snak mellem de tre betjente, mens vi gik rundt i grusgraven. Jeg husker ikke, at jeg var bange. Jeg har ikke flashbacks, hvor jeg ser bevæbnede betjente kaste lumre blikke i min retning. Jeg tror faktisk ikke, at jeg fattede, hvad der foregik. Men det er en efterrationalisering.

Der har sikkert været et par minutter, hvor situationen kunne have udviklet sig i en meget uheldig retning. Når jeg tænker tilbage, er der ingen tvivl om de to ældste betjentes hensigter. Men vi undgik katastrofen, fordi de var tre, og den tredje, den unge mand med de brune krøller, ville ikke være med. Han havde sikkert lyst til at gøre noget, men han ville ikke tage skridtet over til den anden side.

Det fik de to ældste til at opgive. Processen gik i opløsning. Siestaen blev aflyst og vi satte os ind i patruljevognen igen og kørte.

 

Verden er en anden i dag. Alt er
blevet seksualiseret, udstillet og
pornoficeret i frigjorthedens og
grådighedens navn, ikke mindst den kvindelige krop

 

Jeg lærte meget af de to ture til Sydeuropa. Men ville jeg lade min egen datter blaffe til Rom?

Aldrig i livet. Verden er en anden i dag. Alt er blevet seksualiseret, udstillet og pornoficeret i frigjorthedens og grådighedens navn, ikke mindst den kvindelige krop. Der er ikke de ting, de unge ikke har set på youtube, der er ikke de perversioner, som ikke kan dyrkes på nettet af afstumpede mennesker. Jeg har en instinktiv fornemmelse af, at grænsen mellem fantasi og virkelighed er skredet en anelse i den forkerte retning, og jeg vil ikke satse min datters glæde ved livet på, at jeg måske tager fejl.

Men på Bornholm, der må hun gerne blaffe. Og det er en af grundene – en af mange grunde – til at jeg elsker at bo på Bornholm.

Her er man i sikkerhed, også selv om bussen er kørt, og det er udenfor sæsonen. Jeg anbefaler det. Der kan komme rigtig mange gode oplevelser ud af at blaffe fra Gudhjem til Rønne. Oplevelser, der bekræfter, at vi stadig er dem, vi engang troede, vi var.