Alarm på renseanlæg: 245.000 liter urenset spildevand røg direkte ud i Østersøen

Alarm på renseanlæg: 245.000 liter urenset spildevand røg direkte ud i Østersøen
245 kubikmeter kraftigt forurenende spioldevand blev om morgen den 4. juli ledt direkte ud i i Østersøen for at redde renseanlæggets biologi. Foto: Allan Rieck
| ABONNENT | 23. DEC 2020 • 13:00
Af:
lisbet-holst
| ABONNENT
23. DEC 2020 • 13:00
FORURENING

En sommermorgen, lørdag den 4. juli klokken 8.50, gik alarmen ved indløbet til Rønne Renseanlæg.

Ph-værdien i det spildevand, der var på vej ind i renseanlægget, var for høj.

Renseanlægget i Rønne er et mekanisk-kemisk-biologisk renseanlæg. Bakterier og mikroorganismer, der sørger for den biologiske renseproces, er følsomme overfor høje pH-værdier.

Værdierne i det indgående spildevand skal ifølge Bornholms Forsyning helst ligge på mellem 5 og 8,5, så er spildevandet neutralt.

Er værdien for lav, tæres rørene i anlægget. Er den for høj, går bakterierne i dvale, eller, i værste tilfælde, dør de, og så fungerer renseanlægget ikke, som det skal.

Det kan tage op til flere måneder, før bakteriekulturerne har reetableret sig. Så i yderste konsekvens kan et uheld medføre, at urenset spildevand må udledes direkte ud i Østersøen igennem længere tid.

Sammenhæng

Den lørdag, hvor alarmen lød på pH-måleren i renseanlæggets indløb, var spildevandets pH-værdi meget høj – 9,3.

Der var ingen vej udenom. 245 kubikmeter – 245.000 liter – spildevand blev i løbet af den næste halve times tid ledt direkte ud i i Østersøen for at redde renseanlæggets biologi. Midt om i højsæsonen for turisme. Midt i badesæsonen.

Spildevandet havde ikke kun en høj pH-værdi, også indholdet af organiske stoffer var stort. Der var altså tale om kraftigt og stærkt forurenende spildevand.

Bornholms Energi og Forsyning havde tidligere oplevet episoder med spildevand med høj pH-værdi på vej ind til renseanlægget.

Mistanken rettede sig flere gange mod Bornholms Andelsmejeri i Klemensker. Spørgsmålet var, om det kunne dokumenteres. Det mente Beof, man kunne denne gang.

Fredag den 3. juli klokken 6.30 til lørdag den 4. juli klokken 6.30 havde Beof nemlig taget prøver af det spildevand, der blev ledt fra mejeriet og via de offentlige kloakker til renseanlægget i Rønne.

Mejeriet havde udledt 146 kubikmeter spildevand. Prøverne, som forsyningen havde taget af vandet ved Beofs prøveudtag lige bag ved mejeriet, viste en pH-værdi på 11,5.

"Der kan være nogen måleusikkerhed på vores målinger når pH-værdien er så høj, men det giver en retning af hvor det spildevand med høj pH kommer fra. Der er ca. 4-6 times transport af spildevandet fra Mejeriet til Rønne renseanlæg."

Sådan skriver Beof til regionskommunens spildevandsmyndighed i en mail om episoden på renseanlægget mandag den 6. juli.

I clinch med mejeriet

I en mail samme dag svarer regionskommunens sagsbehandler, at det ikke er godt, at Beof blev nødt til at lede spildevandet uden om renseanlægget, men at sagsbehandleren forstår, at det har været nødvendigt.

Spildevandsmyndigheden vil sammen med Beof indsamle flere eksempler med dokumentation på ulovlig udledning af spildevand fra mejeriet til den offentlige kloak. Det er vigtigt at have to-tre eksempler med dokumentation på plads, "før vi rigtig går i clinch med mejeriet," skriver sagsbehandleren.

Hvad er der sket?

Den 20. juli skriver den samme sagsbehandler hos spildevandsmyndigheden en mail til andelsmejeriet. Vedkommende spørger til den meget høje pH-værdi, som Bornholms Forsynings prøvetager har målt i spildevandsudløbet til offentlig kloak ved mejeriet den 3. juli.

"Hej Per (Olesen, direktør red.) eller hvem der nu har vagten denne sommer. Vi har fået en prøve på en meget høj pH i jeres afledning til Rønne renseanlæg, og det er målt på en temmelig stor mængde. Er det sådan I har haft et uheld eller en anden uregelmæssighed i jeres produktion på prøvetagningstidspunktet den 3. juli 2020?" skriver sagsbehandleren.

Akter undtaget aktindsigt

Hvad direktøren svarer på mailen fra sagsbehandlene fra spildevandsmyndigheden, har Bornholms Tidende ikke kunnet få svar på – heller ikke om det kan dokumenteres sort på hvidt, at det i sidste ende var mejeriet, der stod bag forureningen af Østersøen den sommermorgen i juli.

Bornholms Tidende har kun kunnet fået delvis aktindsigt i sagen om mejeriets forurening af Præstemosen i Klemensker den 3. november. Det gælder også aktindsigten i sagen om forureningen fra renseanlægget i Rønne den 4. juli.

Forureningen af Præstemosen samt spildevandsudledningen fra Rønne Renseanlæg indgår i den politianmeldelse, som kommunen indgav mod mejeriet den 4. december for overtrædelse af Miljøbeskyttelsesloven.

Af hensyn til politiets efterforskning er disse akter undtaget aktindsigt, er regionskommunens vurdering.

Episoden på Rønne Renseanlæg 4. juli og forløbet efter forureningen dokumenteres derfor af de mails og akter, som avisen har haft adgang til.
 

4.000-32.000 m3 spildevand i døgnet

Rønne Renseanlæg modtager mellem 4.000-32.000 m3 spildevand i døgnet.

Den 4. juli, hvor spildevand med en meget høj pH-værdi var på vej ind i renseanlægget, modtog anlægget det døgn 9.300 m3.

Spildevand fra cirka 25.000 personer plus industrier, som svarer til ca. 30.000 personer, bliver renset på Rønne renseanlæg.

(KIlde: Bornholms Energi og Forsyning)

 

Mejeridirektør kender ikke til udledning af urenset spildevand i Østersøen


 

Bornholms Tidende skriver søndag den 20. december en sms til direktør Per Olesen, Bornholms Andelsmejeri:

"Kære Per Olesen, jeg vil gerne give dig mulighed for at kommentere på en artikel om en sag vedr. Rønne renseanlæg og spildevand, der angiveligt skulle stamme fra mejeriet."

Per Olesen svarer:

"Kan du ikke være mere konkret. Da jeg ikke har hørt noget vedrørende spildevand og Rønnerenseanlæg."

Bornholms Tidende: "Helt konkret handler det om en episode den 4/7 kl. 8.50 2020 på Rønne Renseanlæg, der fik tilført spildevand med for høj ph værdi.(9,3) I følge Bornholms Forsyning kom spildevandet angiveligt fra Bornholms Andelsmejeri. Renseanlægget var nødt til at lede 245 m3 spildevand udenom anlægget og ud i havet. Kender du til denne episode?"

Til det svarer Per Olesen: "Nej jeg har ikke hørt noget om at de har været nødt til at lede spildevand uden om deres renseanlæg."

Direktøren for Bornholms Andelsmejeri afviser dermed ikke, at spildevandet denne dag kom fra mejeriet.
 

Baggrund

Efter forureningen af Præstemosen i Klemensker med procesvand med mælk, valle, mælkefedt og rengøringsmidler fra Bornholms Andelsmejeri, meldte Bornholms Regionskommune den 4. december mejeriet for overtrædelse af Miljøbeskyttelsesloven.

Mejeriet er også politianmeldt for ikke straks at have meldt forureningen til tilsynsmyndigheden, som virksomheden er forpligtet til i forhold til loven og kommunens tilladelse til udledning af spildevand, der er fra 2016.

Efter forureningen af Præstemosen og dens vandsystem har regionskommunen taget mejeriets tilladelse til at udlede spildevand op til revision.

I løbet af januar vil mejeriet ifølge Michael Brandt-Bernbom, chef for regionskommunens afdeling for miljø, blive stillet overfor en række krav og foranstaltninger.

En ny udledningstilladelse skal sikre at forurening af vandmiljøet i Klemensker ikke kan gentage sig, samt at spildevand fra mejeriet til den offentlige kloak lever op til kravene.

Kommunen skal også se nærmere på, hvordan mejeriets mekanisk-biologiske renseanlæg på Tornegård i Klemensker, fungerer. Det rensede vand herfra ledes direkte ud i Muleby Å.

 

Bornholms Forsyning: Hellere lukke spildevandet ud en halv time end ikke at kunne rense spildevandet i flere måneder

– Vi er meget opmærksomme på vores renseanlæg og det spildevand, der ledes til det, og oplever en gang imellem at vi har en situation, hvor det er nødvendigt at lukke spildevandet ud. Hvis vi ikke gør det, kan det medføre, at vi ikke kan rense spildevandet i flere måneder. Det er aldrig godt, og er det midt i badesæsonen, risikerer man, at der kommer en colibakterie eller to ind på stranden.

Det siger afdelingschef Ole Dissing, Bornholms Energi og Forsynings afdeling for spildevand, om episoden lørdag den 4. juli, hvor renseanlægget var nødt til at udlede 245 kubikmeter – 245.000 liter – kraftigt forurenende spildevand uden om renseanlægget og direkte ud i Østersøen.

– Vi kunne ganske enkelt konstatere, at der var en stor mængde spildevand, der kom ind i vores system, som indeholdt en meget høj pH-værdi. En høj pH-værdi i spildevand kræver fortynding med enormt meget vand for at få værdien ned. Det er ikke noget, der bare lige kan lade sig gøre. Derfor stod vi i en særlig situation, hvor vi måtte lede spildevandet direkte ud i havet, siger Ole Dissing.

Informere kommunen

Når man standser indløb af spildevand på renseanlægget, har man en times tid, hvor man kan tage prøver og forsøge andre tiltag, inden vandet går i overløb.

– I den situation får vi testet en hel masse forhold og får informeret kommunen, som er myndighed på området, således at vi samler flest mulige data sammen. Fortsætter der med at fremkomme store mængder eller forhold, der kan sætte vores anlæg ud af drift, så er vi nødt til straks at lede spildevandet ud i havet, siger Ole Dissing.

Dialogens vej

Han ønsker ikke at kommentere situationen omkring spildevandsudledning fra andelsmejeriet. Efter episoden den 4. juli på Rønne Renselæg vurderede forsyningen, at den kunne dokumentere, at det alt for sure spildevand, der 4. juli var på vej ind i renseanlægget, stammede fra mejeriet, og bad kommunens spildevandsmyndighed om at kontakte mejeriet.

– Normalt har vi en rigtig god dialog med de virksomheder på Bornholm, som leder meget spildevand til os. Bare de spilder en halv liter olie på gårdspladsen, så ringer de nærmest til os. Vi gør rigtig meget ud af dialog, vi prøver at løse det så godt vi kan, siger afdelingschef Ole Dissing.
 

Fakta og pH-skalaen

PH-skalaen består af en række tal fra 0 til 14. De kaldes pH-værdier.

Surt: Hvis et produkt er surt, har det en pH-værdi fra 0-6. Så indeholder det forskellige slags syrer. Værdien 0 er meget mere sur end værdien 6.

Neutralt: Alt, hvad der er neutralt, som f.eks. vand har en pH-værdi på cirka 7. Den værdi ligger altså midt på skalaen.

Basisk: Hvis et produkt er basisk, har det en pH-værdi fra 8-14. Så indeholder det forskellige slags baser. Værdien 14 er meget mere basisk end værdien 8.

Syrer og baser kan begge ætse.