Afsked med DGI-hallens far: 'Om det var aften, eller det var morgen, eller det var nat, så stod Jørn her altid'

Afsked med DGI-hallens far: 'Om det var aften, eller det var morgen, eller det var nat, så stod Jørn her altid'
DGI-hallen tog lørdag afsked med sin mangeårige formand, Jørn Lund. – Vi må ikke give hånd, sagde formand Ole Dreyer fra DGI Bornholm efter sin tale. – Men vi må gerne skåle, svarede Jørn Lund. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 27. SEP 2020 • 10:08
Af:
redaktionen
| ABONNENT
27. SEP 2020 • 10:08
NAVNE

Der var dækket op med individuelle serveringer, da DGI-hallen i Rønne lørdag tog afsked med manden, der personificerer den tidligere tennishal. Siden den blev til DGI-hallen i 1998 har en og kun en person været formand for den selvejende institution, og det var ham, der var dagens hovedperson.

Ved hver af de 42 pladser stod en tallerken med mad på og film over. Det var det antal gæster, der havde tilmeldt sig, og dermed levede afskedsreceptionen op til den dugfriske udgave af forsamlingsforbuddet, hvor der højst må være 50 gæster til en privat fest.

– Da vi annoncerede receptionen, måtte vi være maksimalt 100, i dag må vi kun være 50. Vi er landet på 42, fortalte Ole Dreyer, som både er formand for DGI Bornholm og bestyrelsesmedlem i DGI-hallen.

Men det var ikke ham, det handlede om. Dagens hovedperson var Jørn Lund, personificeringen af DGI-hallen. Han var formand for DGI Bornholm, da Rønne Tennisklub måtte opgive at drive hallen, og kreditforeningen overtog den i september 1996. Og han var klar med et bud på DGI Bornholms vegne, da Bornholms Amt og Rønne Kommune ikke kunne blive enige om at overtage hallen. Buddet blev afgivet den 6. november 1997, det blev accepteret den 9. december, og den 1. januar 1998 var DGI-hallen en realitet – med Jørn Lund i spidsen.

– Du har altid været parat til at gå ned i DGI-hallen. Om det var aften, eller det var morgen, eller det var nat, så stod Jørn her altid. Det tror jeg i hvert fald, at Ulla Lise kan bekræfte, bemærkede Ole Dreyer i sin tale til Jørn Lund.

– Ja, mon ikke, lød det bekræftende fra Ulla-Lise Thim, som er gift med DGI-hallens afgåede formand.

På grund af corona var der hverken nogen sang eller noget trefoldigt leve, men der var en 15 sekunder lang stående ovation som tak for Jørn Lunds indsats for DGI-hallen.

Posten som halformand er overtaget af Benny Hansen.