Afgående havnedirektør: 'Vi er nået langt længere end vi troede var muligt'

Afgående havnedirektør: 'Vi er nået langt længere end vi troede var muligt'
Thomas Bendtsen takker af efter ti år som direktør i Rønne Havn A/S. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | BORNHOLM | Torsdag 6. januar 2022 • 20:30

Rønne Havn skal finde en ny administrerende direktør inden juni, hvor Thomas Bendtsen takker af efter ti år for bordenden.

Torsdag klokken 11.00 tikkede en pressemeddelelse ind fra Rønne Havn. "Thomas Bendtsen stopper som adm. direktør for Port of Roenne A/S".

Det engelske navn er et vidnesbyrd om den rivende udvikling, havnen har gennemgået i årtiet, der er gået, siden den dengang 40-årige århusianer tiltrådte stillingen som havnedirektør i november 2011.

– Vi har haft fuld fart på de seneste ti år, og ti år er jo rigtig lang tid for en direktør i stillingen, siger Thomas Bendtsen til Tidende.

– Nu passer det med, at vi har en solid ordreportefølje (på offshoreområdet, red.), og vi er godt i gang med fase 2-udbygningen, hvor det går fremad, som det skal. Krydstogtdelen ser også overordentlig fornuftig ud, selvfølgelig med forbehold for corona, siger Thomas Bendtsen.

Thors: Han har haft afgørende betydning

Rønne Havn er i gang med den anden store havneudvidelse til store trecifrede millionbeløb inden for fire år. De nye arealer skal især bruges til de store vindmølleprojekter, som Rønne Havn tidligt i Thomas Bendtsens direktørtid valgte at satse helhjertet på.

Daværende bestyrelsesformand Thomas Thors, med hvem Thomas Bendtsen kørte et mangeårigt parløb, giver den afgående direktør en stor del af æren for Rønne Havns nye position som offshore-aktør.

– Det lå ikke på den flade hånd, at vi kunne gennemgå udvikling, som havnen faktisk har gjort. Thomas havde tidligt øje for muligheden for offshore-virksomhed, selv om det på det tidspunkt lå langt ude i fremtiden, siger Thomas Thors.

– Han har haft afgørende betydning for udviklingen af havnen. Det har været et privilegium at arbejde sammen med Thomas, som både er visionær, praktisk, ordentlig og dygtig, siger Thomas Thors, der sad på formandsposten fra 2012, og frem til han blev borgmester for et år siden.

Rimeligt hårde år

Den afgående direktør deler æren med medarbejderne. Rønne Havns økonomi var presset, da Thomas Bendtsen overtog ansvaret.

– De første par år var rimeligt hårde. Vi måtte sige farvel til en række medarbejdere og optimere rundt omkring i organisationen, siger han.

– Når vi står, hvor gør i dag, er det, fordi vi har haft nogle knalddygtige medarbejdere, som har kunnet håndtere alle disse forandringer, i takt med de blev nødvendige, eller markederne viste, i hvilken retning vi skulle gå.

Hvad vil du huske dine ti år for?

– Samarbejdet med nogle dygtige mennesker i ledergruppen og organisationen. Og selvfølgelig også samarbejdet med nogle dygtige mennesker i bestyrelsen, som jo har gjort, at vi er nået så langt, som vi er. Vi er nået langt længere, end vi egentlig troede var muligt, da vi startede rejsen omkring den strategi, vi lagde.

Vil du fortælle, hvad du skal lave fremover?

– Når man har stået i spidsen for så mange dygtige mennesker som hernede, får man en hel masse roser og nogle tilbud, som jeg hidtil har sagt nej til, fordi det var en rigtig spændende arbejdsplads. Det er nogle af de ting, som jeg er begyndt at dyrke lidt.

Indebærer beslutningen om at stoppe et farvel til Bornholm?

– Det ved man aldrig, siger Thomas Bendtsen.

Ros fra formanden

Bestyrelsen for havnen har været orienteret om Thomas Bendtsens ønske om fratrædelse gennem længere tid, og skiftet har derfor været tilrettelagt længe, skriver Rønne Havn A/S i pressemeddelelsen.

Havnens nuværende bestyrelsesformand, Lars Karlsson, roser Thomas Bendtsen for indsatsen.

– Vi har været meget glade for det kæmpe arbejde, Thomas har lagt i at udvikle og udvide Rønne Havn, som er et helt andet sted i dag end for ti år siden. Netop den store udbygning har været med til at sikre Bornholms tilknytning til resten af verden, og placeret både Rønne og Bornholm på det nationale og internationale landkort, siger Lars Karlsson.

Thomas Bendtsen fortsætter som direktør indtil en ny direktør er på plads senest den 1. juni 2022. Arbejdet med at rekruttere hans afløser er sat i gang, oplyser Lars Karlsson, der senere på året overdrager formandsposten til Jess Chr. Persson.



FÅ ABONNEMENT