Affaldsordning bliver ekstra dyr for Bornholm

Affaldsordning bliver ekstra dyr for Bornholm
MILJØ | BORNHOLM | ABONNENT | 2. OKT 2021 • 07:30
MILJØ | BORNHOLM | ABONNENT
2. OKT 2021 • 07:30

80-90 procent af det bornholmske affald sendes væk fra øen, og det gælder også når den nye affaldsordning træder i kraft. Derfor bliver det ekstra dyrt for de bornholmske borgere, hævder affaldsekspert fra Pedersker.

De nye affaldsløsninger med sortering af affald i 12 fraktioner skaber bølger på Bornholm. Affaldsgebyret stiger markant, selv om man endnu ikke ved, hvornår og hvor meget, og der er desuden stor usikker omkring, hvordan indsamlingen kommer til at fungere i de små byer med tætliggende huse.

H.C. Holmstrand, der blandt andet har været en af drivkræfterne bag Genbrugsen i Pedersker og Bofas pilotforsøg Wasteman, og som nu stiller op til kommunalvalget for Socialdemokratiet, har stor forståelse for frustrationerne. Gennem pilotprojektet Wasteman har han været direkte involveret i de indledende forsøg på at afprøve den nye måde at håndtere affaldssorteringen på i blandt andet Hasle, Gudhjem og Pedersker.

Man burde vente med plastikken

Og selvom tanken om at sortere og genanvende affald ifølge Holmstrand er den rigtige vej frem, så går det i hans øjne lidt for stærkt med implementeringen.

Regeringen og dens støttepartier vedtog i juni sidste år et nyt affaldsdirektiv, som kræver at alt affald sorteres i ti fraktioner fra 2022. På Bornholm har man medtaget to allerede eksisterende fraktioner, småt elektronik og batterier.

– Det er gået for hurtigt. Man burde vente med plastikken. Den skal sendes til Tyskland eller andre lande, for vi har ingen steder at forarbejde den i Danmark. Og selv i Tyskland kan man kun genanvende 30 procent med den nuværende teknologi, siger H.C. Holmstrand. 

Her berører han en mellemregning, som er med til at forklare, hvorfor det måske bliver op til 25 procent dyrere for bornholmerne at leve op til det nye affaldsdirektiv, som blandt andet indebærer, at alt affald skal forebygges, genbruges eller genanvendes i 2032, mens forbrænding og deponi udfases.

– 80-90 procent af det bornholmske affald sendes over. Vi kan ikke håndtere det selv og vi kan ikke gå sammen med nogen, som giver andre stordriftsfordele for mange andre danske kommuner, på grund af den geografiske placering, siger han. 

Det bliver altså væsentligt dyrere for bornholmerne at følge lovgivningen om affaldssortering og -håndtering, alene på grund af beliggenheden. 

Sådan har det altid været, siger Brian Johansen, kommunikationsmedarbejder på Bofa.

– Vi behandler kun restaffald og haveaffald i forbrændingen. Resten behandles ovre. Vi har så små mængder, at det ikke kan svare sig at køre op i stor skala, siger han.

Miljøministeriets tal er helt ved siden af

Bornholmerne betaler i dag 3.500 kroner om året i affaldsgebyr, og det tal kan ifølge Bofa stige med op til 25 procent. Jens Hjul-Nielsen udtalte for en måned siden, at miljøministerens udmelding om en årlig stigning på 55 kroner er lavt sat.

–  Jeg kan ikke oplyse det præcise tal, for det indgår i kommunens samlede budget, og politikerne skal lige have en chance for at se på det. Men det bliver markant højere end miljøministerens udmelding, udtalte Bofas direktør dengang.

Den vurdering er H.C. Holmstrand enig i.

– 55 kroner er mildest talt ved siden af, siger han, og påpeger, at det er en holdning som deles af Dansk Affaldsforening og en række andre kommuner.

Systemet er for langt inde over

Især her mener H.C. Holmstrand, at man kunne arbejde smartere med affaldssortering på Bornholm.

– Politikerne på Christiansborg har i det nye direktiv fokuseret for meget på, at affaldet skal afhentes af systemet, på matriklen. Men jo flere løsninger du lægger ud til systemet, jo dyrere bliver det for borgerne, siger han. Han mener, at det vil være oplagt at lade borgerne stå for en langt større del af indsamlingen.

– Vi skal jo alligevel i brugsen. Hvorfor ikke sige til borgerne, at de skal aflevere deres sorterede affald i opsamlingsstationer her, spørger han.

– Men det er jo ikke alle, der er i stand til at slæbe deres affald hen til brugsen – slet ikke ældre mennesker?

– Så må man hjælpe hinanden i lokalsamfundet. Systemet skal blive bedre til at samarbejde med civilsamfundet, siger H.C. Holmstrand.

Den model nikker Brian Johansen bekræftende til.

– Bofa har en innovationsplatform, Zero Waste, som netop handler om at inddrage virksomheder og borgere i affaldsindsamlingen, siger han. Emnet var også et af de store samtaleemner på ugens netop afsluttede Sustainable Food Week.

Stigningen på affaldsgebyret skal godkendes af kommunalbestyrelsen den 14. oktober.  Bofa understreger at prisstigningen er for en standardløsning, der omfatter ugetømning. 

 


Affaldssortering

Den nye affaldssorteringsordning er udskudt i op til et år, for at give HCS – det entreprenørselskab, der overtager affaldshåndteringen på Bornholm efter Fugato – tid til at få alt det praktiske på plads. Der er lange leveringstider på både køretøjer og materialer, og det gælder ifølge H.C. Holmstrand i hele Europa.



FÅ ABONNEMENT