Hvorfor bliver vi forældre ikke hørt?

Hvorfor bliver vi forældre ikke hørt?
Det er Åvangsskolen og Søndermarksskolen, der skal lægges sammen. Foto: Jacob Jepsen
KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 3. marts 2025 • 05:30
Af:
Mia Jess
Rønne
KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 3. marts 2025 • 05:30

Skolesammenlægning.

 

Jeg blev den 25. februar interviewet af TV2/Bornholm omkring implementeringen af den kommende skolesammenlægning i Rønne.

Vi var tre forældre fra første årgang på Åvangsskolen, der stillede op til en reportage, som vi fik at vide ville have fokus på de informationsmøder, der netop er blevet afholdt på Rønnes to folkeskoler. Vi blev informeret om, at reportagen ville blive sendt i nyhederne for at sætte fokus på skolesammenlægningens implementeringsproces og forældrenes fortsatte bekymring.

TV2/Bornholm valgte dog efterfølgende at tage historien af sendefladen på grund af manglende ”nyhedsværdi”. Vores udtalelser blev i stedet kogt ned til få sætninger i en artikel på TV2’s hjemmeside. I stedet for at belyse og nuancere en stor gruppe forældres frustration over sammenlægningen – den politiske beslutning såvel som den nuværende implementeringsproces – fremstilles vi - efter min mening - som en lille gruppe utilfredse forældre, der bliver ved med at råbe op uden grund.

Ingen reel politisk dialog

TV2 bragte i samme artikel en række udtalelser fra skoleudvalgets forperson, Morten Riis, som fik lov til at afslutte artiklen.

Han udtalte blandt andet, at hvis vi forældre er uenige i den politiske beslutning, så skal vi adressere det til politikerne. Men i samme vending pointerede han, at den politiske beslutning allerede blev truffet sidste år, og at diskussionen dermed er afsluttet.

Det er ikke just et politisk standpunkt, der inviterer til en konstruktiv dialog med de forældre, der tydeligvis ikke føler sig hørt i denne proces. Tværtimod giver en udtalelse som denne indtryk af magtfuldkommenhed og maner til tavshed.

Morten Riis understreger desuden i artiklen, at det i implementeringsfasen er skoleledelsen og velfærdsdirektøren, der skal besvare vores mange spørgsmål og bekymringer. Men hvis ikke skoleledelse eller velfærdsdirektøren kan give klare svar på, hvordan vores børns faglige udbytte og sociale trivsel sikres, når elevtallet i klasserne hæves samtidigt med, at personale skæres fra – hvem skal vi så spørge? Beslutningen er jo i sidste ende politisk.

Hvad er rationalet?

Som forælder står jeg tilbage med en følelse af ikke at blive hørt – hverken på det politiske eller det kommunale plan – i en skolesammenlægning der får store konsekvenser for mange børn, familier og skolepersonale.

Jeg forstår stadig ikke det politiske rationale bag beslutningen om sammenlægningen, ej heller den detaljerede drejebog for implementeringsprocessen. Viden, som jeg mener, er ganske væsentlig, hvis jeg som forælder skal være tryg ved at lade mit barn indgå i en skolesammenlægning, der p.t. mest af alt virker som et uigennemtænkt eksperiment uden et langsigtet politisk perspektiv eller en sammenhængende kommunal strategi på skoleområdet.

På mit barns årgang skal der for eksempel flyttes seks børn til Søndermarksskolen efter sommerferien, men hvis der i løbet af næste skoleår kommer to børn til skoledistriktet, som skal starte på samme klassetrin, skal der laves en ekstra klasse igen, da den nuværende sammenlægning af klasser indebærer et maksimalt antal af elever i hver klasse.

Det vil betyde, at vores børn igen skal splittes op og indgå i nye klasser. Fra flere forældre kan jeg forstå at lignende scenarier også gør sig gældende på andre årgange. Hvis der kommer flere børnefamilier til Bornholm og Rønne, hvilket politikerne ytrer ønske om, så kan det altså resultere i, at der igen skal dannes nye og endda flere klasser på de årgange, som nu efter sommerferien bliver sammenlagt. Og bare ét tilflyttende barn til skoledistriktet i Rønne kan være nok til at ændre antallet af klasser på en årgang.

Ingen beregninger

Hverken politikere eller kommunen har ønsket at udregne eventuelle ekstraudgifter forbundet med skolesammenlægningen på trods af, at vi forældre har efterspurgt dette igennem hele processen.

Hvorfor dette ønske er blevet ignoreret, står fortsat hen i det uvisse. Men ovenstående eksempler på dannelse af de nye klasser, og det skrøbelige fundament, som de står på, burde da være et af mange tydelige eksempler på relevansen af denne udregning.

Ikke nok med at vores børn kan risikere at skifte klasse (og skole) flere gange fremover, så kan vi forældre så overhovedet have tillid til, at besparelsen som denne skolesammenlægning anslås at have i kommunebudgettet, reelt passer? Spørgsmålene står i kø.

Jeg takker derfor ja til et informationsmøde om skolesammenlægningen med deltagelse af Morten Riis (og resten af det politiske skoleudvalg) samt velfærdsdirektøren, jf. TV2-artiklen og ser frem til at, vi forældre modtager invitationen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT