Kommunalbestyrelsens socialudvalg har ikke godkendt at spare på ældreplejen. Det er derfor heller ikke besluttet at fjerne klippekortet, der giver mulighed for ekstra aktiviteter efter de ældres eget valg.
Det pointerer socialudvalgets formand Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) efter hård kritik fra Ældre Sagen Bornholm. Her havde man fået det indtryk, at socialudvalget i sidste uge godkendte spareforslag for i alt 16,6 millioner kroner på næste års budget og herunder også fjernede klippekortet.
Bjarne Hartung Kirkegaard fortæller, at han har talt med Birger Rasmussen og sat ham ind i sagens rette sammenhæng: Socialudvalget har ikke godkendt at spare så meget som en krone. Man har tværtimod lagt sparekataloget fra sig igen uden at vælge forslag til og fra i det.
– Vi syntes, at spareforsdlagene var noget skrammel, så vi fandt det ikke nødvendigt at gå ind i dem. Og hvis vi havde nøjedes med at plukke noget af det ud, skulle vi sætte nogle andre spareforslag ind, og dem kunne vi heller ikke lige pege på, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.