Hvordan kan du kritisere August Lund for at have været ansat hos Goldman Sachs, når I har pensionspenge investeret i selv samme?
– Det, synes jeg, er noget andet. For det er noget, der kommer medlemmerne til gode. Det er ikke noget, der kommer vores forbund eller en bestemt person til gode.
– De (PensionDanmark, red.) investerer jo penge i forhold til at få det største afkast til medlemmernes pension. Det vil sige, at hvis de investerer dem fornuftigt, så de får et overskud, får medlemmerne flere penge på deres pensionsopsparinger. Det er derfor de investerer dem, og det er de faktisk vanvittig gode til i PensionDanmark.
Ser du ikke dilemmaet i, at når PensionDanmark foretager investeringer i kontroversielle virksomheder som Goldman Sachs, at det kan risikere at ramme 3F i dens faglige arbejde. Som nu i forbindelse med jeres konflikt med Siemsens Gaard og dine udtalelser om August Lund?
– Nej, det gør jeg faktisk ikke, fordi hans (August Lunds, red.) tankegang er for egen vindings skyld. PensionDanmarks investeringer handler om at give medlemmerne et større udbytte. For mig er det to forskellige ting.