I mange år har sangerinden Caroline Henderson været en fast bestanddel af julen her på Bornholm, hvor hun gang på gang har givet julekoncert i Skt. Nicolai Kirke i Rønne.
Men det er ikke hendes eneste tilknytning til Bornholm. Hun ejer også et hus i Aarsdale – i hvert fald lidt endnu.
Gavlegade 13 er nemlig sat til salg for 9.500.000 kroner, fortæller Boliga. Det er ejendomsmægler Löwe Bruun Bornholm, der står for salget.
I 2015 købte Caroline Henderson og Martin Gylling Gavlegade 13 for 870.000 kroner, fremgår det af den statslige database OIS. Ifølge salgsopstillingen er huset siden blevet kompromisløst istandsat. Den offentlige ejendomsværdi er 1.400.000 kroner. Huset er oprindeligt fra 1818, og der er et boligareal på 211 kvadratmeter og en grund på 502 kvadratmeter.