Allinge får en ny bro – men kun i fire dage

Allinge får en ny bro – men kun i fire dage
Kampeløkke Havn får en ny bro under Folkemødet. Arkivfoto: Berit Hvassum
POLITIK | Torsdag 2. juni 2022 • 07:30
POLITIK | Torsdag 2. juni 2022 • 07:30

Fire lærlinge bygger en bro på bare fem timer i Kampeløkke Havn på Folkemødets åbningsdag.


I bygger lige en bro.

Sådan lyder dagens opgave for de tre tømrerlærlinge Julius, Matthias og Thomas, samt smedelærlingen Philip, når Folkemødet åbner torsdag den 16. juni.

De fire lærlinge repræsenterer erhvervsuddannelsesprojektet Verdens Vildeste Brobyggere, og det lille hold har på forhånd forpligtet sig til at bygge en buebro over indsejlingen til Kampeløkke Havn på fem timer.

Den lille buebro kan bruges af folkemødegæsterne, fra den står færdig torsdag klokken 17, til den tages ned igen søndag.

Paneldebat på molen

Idémanden bag Verdens Vildeste Brobyggere fortæller, at formålet med opvisningen på Folkemødet er at vise, hvor langt man i praksis kan nå med faglige færdigheder og samarbejde.

– Det kræver meget at bygge selv den mest enkle bro. Verdens Vildeste Brobyggere er en hyldest til broer, men også til alle de fagligheder, som er med til at binde verden og mennesker sammen, siger Michael Jeppesen.

Lige ved siden af brobygningen i Kampeløkke Havn vil der være en lille scene med paneldebatter og interviews om erhvervsuddannelserne, bæredygtighed og fremtidens byggeri.

Campus Bornholm udlåner værkstedsplads, hvor de fire lærlinge kan forberede broens elementer i dagene op til Folkemødet. Selve opførelsen kan følges fra molen på Kampeløkke Havn fra torsdag klokken 12.00.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT