Meget skal falde på plads på turen til Paris

Meget skal falde på plads på turen til Paris
Henrik Svendsen. Foto: Mette Holm Hansen
DAGENS NAVN | Tirsdag 11. juli 2023 • 05:30
Af:
Mette Holm Hansen
DAGENS NAVN | Tirsdag 11. juli 2023 • 05:30

Henrik Svendsen har siden 2012 arbejdet som alternativ behandler og har egen klinik i Rønne. Rollen som behandler har han også, når i denne uge er med Team Rynkeby Bornholm til Paris. Udover at behandle rytterne, tjekker han også op på de hoteller, som holdet overnatter på. Alt skal være klar ved ankomst, fortalte han inden afgangen.

Når der står på Rynkebys hjemmeside, at du er med på serviceteamet, så er det altså ikke noget med at skrue på styr og bremser?

– Nej, det er det ikke, men faktisk kørte jeg mekanikerbilen i 2012 og 2013 sammen med Angelo Prahl Parente de første to år, jeg var med, så jeg har da lært lidt om cykelmekanik. Min kone cyklede med dengang, og vi havde faktisk sølvbryllup undervejs på turen. Derefter cyklede jeg selv turen to gange i 2014 og 2016. I 2016 var min kone med på serviceteamet.

Du har været med seks gange og tager nu din syvende tur?

– I 2012 og 2013 var jeg på serviceteamet, i 2014 og 2016 cyklede jeg med, og så har jeg været med i 2021 og 2022 som behandler og været den, der sørger for at være den første, der tjekker ind på hotellet, så alt er i orden, når holdet ankommer. Det er ikke altid så nemt som det lyder, for en aftale er ikke altid en aftale, men heldigvis finder vi jo ud af det.

 

Umiddelbart lyder det som en nem opgave, eller?

– Der er mange ting, der lige skal falde på plads. Hvor er der strøm, hvor er der vand, hvor må vi være, og hvor kan bilerne stå. Nogle gange er hotellerne ikke forberedt på, hvor mange biler, vi egentlig kommer med. Og så skal aftenmaden tilrettelægges efter, om der har været forsinkelser undervejs. Her har vi jo en dialog med holdkaptajnen undervejs, det kan også være at holdet ankommer tidligere, og der skal helst være styr på det, når rytterne ankommer.

Hvor mange overnatninger har i på vej derned?

– Vi har otte overnatninger på vej derned, fra lørdag til lørdag. Vi tager i år færgen fra Trelleborg i Sverige til Travemünde og har den første overnatning der, og så går turen ellers gennem Tyskland, Holland, og Belgien for så at slutte i Frankrig. Hvert Rynkebyhold har deres egen rute, og det har noget med sikkerhed og lokale aftaler at gøre, men jo tættere, vi kommer Paris, jo flere andre hold møder vi.

Udover at være i serviceteamet, så behandler du også, hvad er det deltagerne har brug for? Hvor er de udfordret?

– Det er typisk massage og akupunktur. Vi har også compressions-støvler med, laser-udstyr og rigtig meget kinesio-tape. Rytterne er typisk udfordret i nakken og skuldre, det er spændinger fra arme og hænderne, der gør det.

 

Hvad er forskellen på selv at cykle og være med på sidelinjen?

– Det er to meget forskellige ting. Begge dele er hårdt. Jeg tror ikke, at jeg skal sige, at det er hårdere at være på serviceteamet, så bliver jeg nok upopulær, men der er rigtig meget at lave og mange pludselige udfordringer skal håndteres. Vi behandler også i middagspausen, og så hjælper vi jo til, hvor der er behov for det. Når man kommer som tidligere rytter, så har man også en ide om, hvordan tingene skal stilles op, så der kommer et naturligt flow, når de skal have mad og drikke, så de undgår at fare rundt. Det er vigtigt, at rytterne får mest mulig ud af den lille pause, de har. Alt skal klappe.

 

Har der været nogle dårlige oplevelser med hoteller, der ikke var klar?

– Da vi i 2021 kørte i corona-bobler i Danmark, oplevede vi, at et hotel måtte hyre ekstra personale, da der var problemer med at overholde restriktionerne. Ellers er det ofte forskellen på de forskellige landes begreb om, hvad service er, men det ved vi.

Hvor oplever i bedst service?

– Det er nok ned gennem Tyskland, men det er meget forskelligt, og vi har også haft gode hoteller i både Belgien og Frankrig. Jo mindre hotellerne er, jo mere styr er der på det, fordi der er en ejerskabsfølelse på dem.

Hvad er det bedste ved at være med i Team Rynkeby?

– Formålet er jo fantastisk med at støtte Børnecancer Fonden og Børnelungefonden, og alle der er med bruger penge, tid og ferie til at støtte formålet, og så er det jo også det fællesskab, man har sammen med serviceteamet for at få det hele til at spille for dem, der deltager. Det er en kæmpe oplevelse.

Du har selv cyklet, hvordan minimerer man, at der sker uheld?

– Der bliver for eksempel trænet i at drikke. Det lyder banalt, men der bliver faktisk trænet i at tage drikkedunken op med venstre hånd, så du har højre hånd til bagbremsen. Ofte kører man også med dem, man vant til at træne med, så man er tryg ved at ligge med de der kun 10-15 cm afstand.

Hvor lange er etaperne?

– De er omkring 200 km om dagen. De skal køre omkring 1400 km i alt. Det er fantastisk at være rytter, for der kører to motorcykler foran og en servicebil bag, de bliver passet godt på undervejs. Rytterne behøver derfor ”kun” at koncentrere sig om at cykle, alt andet med at finde vej og forplejning sørger andre for. Er der defekter eller punkteringer sørger mekanikere for at fikse det.

Hvordan har de det, når de kommer frem?

– De er glade. De er glade for at være fremme. De er glade for at se os i serviceteamet, for vi står jo med flag og tager imod dem ved hvert hotel med lidt forfriskninger. Det er stort.

Kan alle melde sig til Team Rynkeby ?

– Der er åbent for tilmelding til næste års tur; så hvis nogle har lyst til en fantastisk oplevelse, kan der ske tilmelding via www.team-rynkeby.dk – sidste frist er 31. august.

Henrik Svendsen

61 år

Alternativ behandler

Ejer af Klinik Velværet

Bor Rønne og er gift med Maj-Britt

Har 2 børn og 4 børnebørn, der også bor på Bornholm



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT