Eller at Morten Riis bare sover bedre om natten, når han føler sig overbevist om, at han træffer de rigtige beslutninger i udvalget. Vi er mange forældre, der ikke sover godt om natten, fordi vi er bekymrede for vores børns fremtid. Vi er bekymrede for betydningen af de manglende indsatser, som resulterer i manglende trivsel, fordi vores børn ikke har oplevelsen af at passe ind i et meningsgivende fællesskab. Og ikke mindst er vi mildt sagt bekymrede over den manglende indlæring og dermed mulighed for at få en uddannelse.
Børn går i stykker på vej op ad indsatstrappen
Som sagsbehandler starter man med at bevilge fra bunden af indsatstrappen, hvor de mindst indgribende indsatser findes, typisk familiebehandling. Og det uanset årsag til barnets mistrivsel. Det er værd at bemærke, at årsagen til mistrivsel hos en del af de bornholmske børn skyldes manglende tilbud i form af dagpasnings- og skoletilbud med de rette kompetencer. Hvor mange børn det drejer sig om, kan vi desværre ikke få tal på. Hvordan familiebehandling hjælper på omsorgssvigt fra systemet, har jeg aldrig helt forstået.
Da de næste trin er sparet væk, bliver progressionen meget stejl. Og da barnet stadig ikke mødes specifikt på sine særlige behov, fordi man undlod at sende til psykiatrisk udredning på BUA og dermed afdække en mulig autistisk hjerne, så står man hurtigt ved det øverste og dermed mest indgribende trin, der hedder anbringelse. Modsætter forældrene sig, peger man på muligheden for tvang. Her vælger de fleste forældre en “frivillig” anbringelse i bar desperation. Men Morten har da ret i, at man får tilkendt en advokat, hvis man står overfor en tvangsanbringelse.
Man loves en indsats, der er nødvendig for barnets trivsel. Men det er umuligt at lave et godt match mellem et barn og et anbringelsessted, når barnets behov ikke er tilstrækkeligt afdækket og dermed beskrevet. Dermed ses fejlanbringelser. Og de er langt fra “gratis” for barnet.
