Her lærer jeg at blive endnu bedre til at agere i akutte situationer

Her lærer jeg at blive endnu bedre til at agere i akutte situationer
Karen Kling. Foto: Bornholms Hospital
DAGENS NAVN | Tirsdag 25. juli 2023 • 05:30
Af:
Anna Holm
DAGENS NAVN | Tirsdag 25. juli 2023 • 05:30

Karen Kling er til daglig sygeplejerske i Aabenraa, men i disse uger er hun sommervikar på Bornholms Hospital. Her lærer hun en masse nyt, og fritiden bruger hun som turist med sin familie.

 

Hvad synes du om at være sommervikar på Bornholms Hospital?

– Det føles lidt som at komme på en lille ferie. Selvom jeg har arbejdet flere timer end normalt, så har det været spændende, og jeg har været turist på Bornholm med min familie, når jeg har haft fri.

Hvad laver du til dagligt?

– Jeg plejer at kalde mig freelance sygeplejerske, fordi jeg ikke har nogen fast stilling. Jeg er kardiologisk sygeplejerske og hjælper på hjerteafdelingen på Sygehus Sønderjylland, hvor jeg har været i seks år. Derudover hjælper jeg til på et hospice i Haderslev og er tilknyttet Lærings- og Forskningshuset i Aabenraa, hvor jeg underviser i hjertelungeredning, som skal genopfriskes jævnligt ude på sygehusene.

 

Hvad sætter du mest pris på i dit arbejde som sygeplejerske?

– Det er at gøre det bedst muligt for patienterne. Give dem en god oplevelse, men også gøre det, der er fagligt det bedste for dem.

 

Hvorfor har du valgt at arbejde på Bornholms Hospital denne sommer?

– Jeg kan godt lide at udfordre mig selv fagligt. Faktisk frygter jeg lidt at gro fast på egen afdeling.

– Her lærer jeg at blive endnu bedre til at agere i akutte situationer, når de sker i nye omgivelser. For mig er det vigtigt at være omstillingsparat. Også når man kommer lidt op i alderen.

Har der været svært at falde til i arbejdet på Bornholms Hospital?

– Nej, sygeplejen er den samme over hele landet, så det er ikke svært at springe ind i vagtplanen på Bornholms Hospital.

Der er lige det med Sundhedsplatformen, som vi ikke bruger i det jyske. Og her på øen skal man også kende procedurerne, når vi for eksempel skal sende patienter med fly, færge eller helikopter til de københavnske hospitaler. Men kollegaerne er heldigvis søde til at hjælpe. Og så får jeg også lært det at kende og kan faktisk arbejde i hele Danmark.

 

Er der andre forskelle på Sygehus Sønderjylland og Bornholms Hospital?

– Man kan mærke, at Bornholms Hospital er et lille hospital. Personalet kender hinanden, og der er et tæt samarbejde, hvor man næsten er på fornavn med hinanden. Det er dejligt og fantastisk. Det virker hjemmeligt, familiært og trygt.

 

Hvorfor blev det lige Bornholm og ikke et andet sted i Danmark, at du valgte at udfordre dig selv fagligt?

– Når jeg har valgt Bornholm, så er det, fordi det er et helt særligt og anderledes sted i Danmark. Sådan lidt svensk med alle de klipper. Jeg er så heldig, at jeg bor i en af hospitalets lejligheder, så både min datter og min mand kommer forbi på skift, så vi kan komme lidt rundt på øen og være turister, når jeg har fri.

Hvad har været din bedste oplevelse på Bornholm indtil videre?

– Vi har haft en fantastisk tur til Christiansø, hvor vi fik en fin rundvisning. Det har også været dejligt bare at være ved vandet og løbe nogle ture.

– På sygehuset har det været oplevelsen af, at fagligheden er den samme her som i Aabenraa, selvom it-systemet er anderledes. Det har styrket min faglighed. Det at kunne agere i et andet computersystem er jo også en ting, der skal kunne fungere, hvis du skal kunne fungere som sygeplejerske. Ligesom en tømrer også skal kunne håndtere en boremaskine af forskellige mærker. Det at jeg godt kan yde en god sygepleje, selvom jeg er et nyt og ukendt sted, har været en god oplevelse og udfordring.

Kommer du tilbage igen til Bornholms Hospital?

– Ja, det vil jeg rigtig gerne.

 

Karen Kling

Er gift og har tre voksne børn.

kardiologisk sygeplejerske

Vikar på Bornholms Hospital i to uger denne sommer

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT