Retfærdighed er at "færdes ret". Som syndens modsætning er den rette færd at leve tæt på Gud og derfor leve sammen med sine medmennesker efter Guds vejledning. Bevægelsen fra synd til retfærdighed begynder med omvendelsen; det der billedligt beskrives som får, der vender om til deres "sjæles hyrde og tilsynsmand".
At være kristen er at kende Gud som sin Herre. Det har afgørende betydning for mit forhold til mine medmennesker. Når Gud er min Herre, vil jeg stræbe efter at lægge alle overtrædelser og forsømmelser af Guds vejledning bag mig og i stedet stræbe efter at færdes ret i forhold til mine medmennesker. Det er det, Peter kalder at "leve for retfærdigheden". Denne stræben er en uadskillelig del af livet som kristen.
Og dog begynder bevægelsen fra synd til retfærdighed ikke med min omvendelse. Den begyndte allerede på korset. Jesus bar alle vore synder op på korset, så de ikke længere skulle skille os fra Gud. I kraft af Jesu korsdød og opstandelse kan ethvert menneske blive syndfrit og retfærdigt i Guds øjne, uanset hvor meget eller lidt jeg har lært at leve for retfærdigheden.
1 Pet 2,20-25