Søndag 19. april inviterer Martin Pihl Sode og familien store og små til at opleve, når køerne for første gang i år kommer på græs.
Dyrene lukkes ud klokken 12.30, men allerede fra formiddagen kan gæster komme tæt på dyrene i staldene og se, hvordan køerne selv benytter malkerobotterne. Der vil også være halmlegeland til børnene, og Bornholms Andelsmejeri byder på smagsprøver på deres oste.
I den forgangne weekend blev de økologiske køer i hele landet lukket ud på græs. Det skete i forbindelse med den årlige Økodag, der siden 2005 er blevet arrangeret af Mejeriforeningen i samarbejde med flere økologiske mejerier. Igen i år var interessen for at opleve de forårskåde køer stor, og omkring 100.000 danskere brugte deres søndag på en gård.